Foreningen Trankebar

Fra Isle of Wight til Kap Verde

Fra isle of Wight er Kanalen ret bred. Det farligste punkt er nok Ile d´Quessant. Herfra
er det slut for Ove Geddes flåde med de korte krabbe bølger, nu var det lange
høje dønninger. I dårligt vejr var de skum på toppen og var det rigtigt
dårligt, blev siderne stejle. Der kom skum på toppen og det havde kraft til at
slå hårdt på skibene. Når man er kommet fri af Ile d´Quessant, der der langt
ind til land, og man er alene med havet. Næste landkending er Kap Finisterre,
den spanske halvøs nordvestlige spids, så nu er det sejlads på kompas og solen.
Vejret bliver gradvist mildere, men ved storm slår dønningerne tilbage ved
kysten og man bliver fanget mellem dønningerne der blæser ind og dønningerne der
ruller ud. Måske der er forståeligt at man dengang foretrak at sejle norden om
England på vejen hjem med fuldlastede skibe.

 Alle de erfarne søfolk viste dengang i 1619 at vejret ville
blive varmere når de kom sydpå. Men de, der aldrig har været uden for
"indskænket fart" (lokal trafik Norge til Holland) så havet ændrede
farve i sydenden fa Den engelske Kanal og at dønningerne blev større og i
blæsevejr mere frygtindgydende. Man må formode, at når vejrforholdene tillod
det, blev soldaterne rørt og ekserceret. Søfolkene fik ikke lov til at finde på
unoder. Der var altid en krog, der skulle have en pudseklud, et fald, der
skulle udskiftes eller have taklinger fornyet, er sejl, der skulle efterses.

Sommersejlene skulle gøres klar. Det var de gamle sejl, der
skulle slås under nu, når de sejlede i magsvejr. Sejlene kunne få lov til at
stå i dagevis uden at blive stillet på. Den 1 februar sigtede de et skib to
wexøs (gammelt distancemål) forude. De må da have været i den sydlige del af
Biscayen. Hvis livet ombord var ved at blive kedeligt, så skete der endelig
noget og de forfulgte skibet indtil 3. februar. Da sendte Ove Gedde fløjten af
sted for at hente ham til flåden. Han kunne ved at vise sine papirer bevise, at
han var englænder på vej til Madeira med klæde pg sild, og dermed blev han
sluppet løs. Det var en mystisk hændelse. Hvorfor gjorde Ove Gedde mon det?
Flåden var jo ikke truet. Hvis det ikke havde været et engelsk skib, havde han
så erobret det? Han havde jo ikke kaperbrev, så det ville gøre han til en gemen
sørøver. Nå, men denne gang blev han ikke fristet til nogen overlagt handling.

Den 4. februar blev Det Brede Råd samlet, og de havde
følgende punkter på dagsordenen

1. Styrmanden må ikke foretage kursændringer uden
skibsrådets tilladelse, og dette må ikke give tilladelse uden at have
admiralens tilladelse. Altså Ove Gedde var nødt til at indskærpe kongens
bestemmelse om, at admiralen var øverste leder. Det er sært, at dette skulle
indskærpes.

2. Der er blevet fortalt admiralen, at vinen i kahytterne
blev uddelt til stor uskikkelighed og overflødighed. Derfor befalede Ove Gedde
på majestætens vegne, at alle i Det Brede Råd skulle føre opsyn med at ingen ud
over de, som var berettiget til det ifølge kongens forordninger, måtte søge
taffel i kahytterne.

Indholdet af dette møde kunne tyde på at forordninger og
instrukser ikke blev taget alt for højtideligt. De to beslutninger er meget
vigtige. Flåden var nødt til at holde sammen under hele togtet. Det er
vanskeligere for en fribytter at erobrer fire skibe end af overfalde enkelt
skib. Rent sejladsmæssigt er det også mere trygt at følges ad. Skulle der opstå
vanskelige situationer, kunne man hjælpe hinanden. Og selv om det under
opholdet ved Isle of Wight af Det Brede Råd blev bestemt, hvor mange der skulle
bo og spise i kahytterne, har det øjensynligt ikke hjulpet. Nu blev det igen
indskærpet. En gentagelse af så snusfornuftige regler for sejlads og opførsel
burde være unødvendig.

To dage senere sigtede de øen Porto Santo, som er en ø der
ligger tæt ved og norden for hovedøen Maderia. Fire dage senere den 10,
februar, passerede de øerne Palma og Tenerifa, og den 11 sejlede de mellem
Gomera og Ferro i den kanariske øgruppe.

Med en frisk passat agten for tværs, passat skyer og dybblå
hav har det været en dejlig sejlads. Tøjet blev vasket, lufte og tørret.
Rengøringen af skib og tøj er jo bestemt i skibsartiklerne  45 og 46. Foruden sejlene har der også været
tøj oppe i riggen. Dækket er spulet, og underdækket, hvor kanonerne og folkene
skulle opholde sig og sove, blev også gennemspulet, og frisk luft har erstattet
den luft, der uden tvivl var af tvivlsom herkomst og kvalitet. Der er også
blevet serveret varm mad i disse dage. Frivagten var i gang med fritidssysler
som syning af poser til deres ejendele og medbragte værktøj, fløjtespil og
måske en enkelt violin var med. Trompeter og trommer var der også ombord. De
har ikke bare ligget og sovet. Nu var der så mange mand til rådighed, og der
vat ikke synderligt meget arbejde med at stille på sejlene. Så i ly af mørket
har den del af vagten, der ikke absolut skulle være på udkig, rorgænger  eller skulle gå rundt på skibet for at
kontrollere lys og ild, fundet sig en mørk krog og rullet sig ind i et gammelt
sejl og fået sig en nattesøvn. Livet om bord blev efterhånden behageligere og
lagt i faste rammer.

Medens folkene spuler dæk, vasker tøj og laver små reparationer
på rig og fald, kan vi så finde ud af, hvor stærkt de egentlig sejlede. Vi har der,
som man i navigation kalder et affarende sted og et påkommende sted. En lige linie
i mellem de to steder giver kursen og længden af strækningen. Ved afgangen fra Isle
of Wight skal de ud af Kanalen og sydover til Ile d´Quessant. Derfra mod syd til
Kap Finisterre for at få en nøjagtig stedbestemmelse og derefter sætte kursen mod
de Kanariske Øer. Ved at bruge de tilgængelige oplysninger i Rapporten til majestæten
lig prædiken og sætte disse ind på et moderne plot kan de bregnes at turen fra Isle
of Wigth til de Kanariske øer er sejlet med en gennemsnits fart på ca. 4½ sømil
i timen. Fra de Kanariske øer til Kap Verde med 5½ sømil i timen. (en sømil = 1852
m - 5½ sømil = knap 11 km i timen)