Hjemrejsen.

Forberedelser til Hjemrejsen.

Den 15. december 1620 rejste Roland Crappe ind i landet til
Patte for at opkøbe peber. Naichen reagerede med det samme. Man skulle næste
tro at han havde et meget effektivt efterretningsvæsen. Han skrev et brev til
Ove Gedde, som denne modtog den 17. Brevet forsikrede ham al den fornødne
støtte, han havde brug for, da han havde erfaret at kanonerne var komme i land,
og købmændene havde etableret sig i landet. De næste dage var travle dage, men
nu var der fremgang i det hele. Næste dag enedes Ove Gedde med en sergent og en
"Gefreider", som allerede var i land på det, der senere blev
Dannisborg, om at lede arbejdet med volden og kontrollere, at den blev lige, og
at tørvene var skåret i lige linjer. For dette skulle de have 60 daler. I den
gruppe, der blev omtalt som "folkene" var der uddannede håndværker.
Dagen efter var der igen besked fra Crappe. Han skulle handle om 600 barrer
peber. Han vil få deres pris den næste dag, da naichen endnu ikke havde
afsløret, hvor meget han skulle betale for det. Ove Gedde svarede straks, at
han havde 28717 pund bly og 2814 pund tin til rådighed. Nu hvor de ikke havde
så mange kanoner mere og alligevel var på vej hjem, var det vel noget, som Ove
Gedde mente, at de kunne undvære, bare de havde et håndfast bevis på handelen
med hjem.

Den 23. december gik det op for Ove Gedde, at han også havde
erhvervet en hel by med indbyggere, huse og andre værdier. Trankebar blev
overfaldet af 30 mand med sabler og "rundasser". De nåede at komme
end i et hus, før de indfødte soldater blev samlet for at drive dem væk.
Derefter overtog vore egne soldater vagten. Det havde de også gjort på Bremerholm
under istandsættelsen og udrustningen af skibene. Men nu var det altså under
andre omstændigheder. De var overtroiske, der var fremmede lyse, flakkende lys
af bål på fremmede gudebilleder, præsternes klingen med bjælder i tide og
utide. Dette kunne nok få den kode sved frem på panden. På den 23. fik to af
Trankebars indbyggere tilladelse til at sejle til Ceylon på de
"Frede-Havne", måske det er de af danskerne anerkendte havne? Dog
ikke hvis de var under vore fjenders kommando. Ove Gedde var ikke helt sikker
på, at kejseren kunne holde portugiserne væk.

Heller ikke juleaftensdag har Ove Gedde fred. Crappe kom
tilbage, og han havde kompagniets penge med. De indfødte ville have 26 daler op
barre peber og her for vi at vide at en barre er på 360 pund. Dvs. at 600 barer
koster 15.600 daler. Naichen ville ikke give mere en 12.000 daler for
kanonerne, så de manglede 3.600 daler. De kunne få ca. 460 barrer peber for de
12000 daler. De besluttede ikke noget den dag. Det skulle de nok lige tænke
lidt nærmere over. I grunden var det jo noget, kompagniet skulle finde ud af.
Christian IV var hovedaktionær, og Ove Gedde var hans repræsentant så han
varetog majestætens interesser.

Næste dags indførsel i rapporten, Juledag den 25. december,
står det ikke noget om julehøjtiden. Den obligatoriske daglige Gudstjeneste var
måske lid længere end på almindelige dage. (Grundstenen til "vores"
jul med, Juletræet og gaver blev først "grundlagt" i 1800 tallet. Før
den tid var ordet jul = fester druk og ædegilde - I 1100 tallet blev der lavet
en lov som forbød folk at opføre sig som det passede dem, med det hjælp ikke
æde og drukgilderne fortsatte. I 1600 tallet blev der indført en ny lov, som
slog hårdt ned på folks druk og æde vaner). Det er nok sandsynligt, at der ved
de påbudte gudstjenester blev talt om julen og sunget nogle da tidens salmer.
Så soldater og besætning har nok ikke savnet julen, som vi kender den idag.

Der var de helt almindelige pligter, der også den dag skulle
udføres. Soldaternes vilkår på Dannisborg blev bestemt med Roland Crappe. Sådan
som det står  beskrevet i rapporten,
skulle man tro, at det var noget, de forhandlede om. Soldaternes løn blev 6
fanous om ugen, der er ½ rigsdaler, de fik ris og 29 stykker tøj og 2 måneders
løn. Dette gjaldt fra den 1. januar og blev betalt af købmandsregnskabet.
Herefter skulle al mytteri og modvilje holde op, og de skulle tjene troligt og
lydigt og over for Ove Gedde forpligtige sig til det. Det er første gang at man
kan læse om uroligheder blandt soldaterne. Den uro, der har være forståelig. De
er blevet hyret som soldater til at gøre tjeneste i Ostindien. Medens de var på
skibene, var de underlagt skibsartiklerne sammen med alle de andre folk. De har
ikke set n rød øre i al den tid. De har forrettet almindelig skibstjeneste,
skønt de var professionelle soldater. De har nok ikke været forplejning nok til
deres familier, og sidst, men ikke mindst, den ulidelige ventetid på endelig at
komme i gang med det, man var blevet hyret til og kunne udføre. Ikke mere
kravle rundt i riggen, spule dæk, sove i er mere eller mindre tilfældigt hjørne
på kanondækket på en sæk ikke særlig frisk halm. Ind i mellem skulle de nok
også ekserceres af gnavne befalingsmænd og med grinende søfolk i kulissen. De
har heller ikke haft det sjovt med at ligge stille ved kysten i lummervarmen,
kostens kvalitet var tvivlsom, og der var trangt på banjerne, soldaterne fyldte
meget. Skibene var ikke beregnet til at huse så mange ekstra mand.

Næste dag, den 26., kom en af naichens præster og
bombarderen for at forhandle om handlen med de 600 barrer peber. De blev enige
om følgende:

Til naichen skulle der leveres i Tanjour: 12 af de største
kanoner kaldet fyrmørser, og to falkonetter med 10 - 30 kugler til hver. De
skulle sammen med 10 falkonetter på fæstningen være underpant for 18000 daler i
guldfanour. Denne sum skulle leveres inden 7 dage.. Betalingen skulle udføres
inden 3 år, ellers kunne naichen behold alle kanonerne. Ove Gedde og Roland
Crappe kunne godt drive forretning sammen.

Den 27. var egentlig også en stor dag i Trankebars dansker
tid. Den dag blev en "Almanaih Naich" indsat i sit embede i
Trankebar. Han svor troskab til hans majestæt, til hans riger og lande huld og
tro, såvel som tilde danske officrer på Dansborg. Han blev indsat som en slags
foges til ned månedlig løn af tre "Stykker von Acht". Nogle dage efter
får danskerne sig et kulturchok. Den 29. er det de indfødtes nytårsdag. Det er
deres fornemste højtidsdag, skrive Ove Gedde. Denne nat bliver deres fornemste
gud båret rundt i byen. Når man har overværet sådan et optog, ved man, at det
er ganske støjende, farverigt og meget fremmed for os. Der er musik og dans,
som vi ikke kender til, nogle går i træsandaler med søm slået i sålen, så
spidsen af sømmet rager op i fodsålen, eller de går på skarpe sværd. Der er masser
af gule blomster og store folkemængder, og alle er mere eller mindre optaget af
den festlige religiøse stemning. For en tidlig renæssancedansker er dette
ugudeligheden selv det vidner om mangel på anstand og civilisation og strider i
det hele taget mod normerne for anstændighed. Det er vigtigt, at man ikke
glemmer, at danskerne må undvære deres hjemlandes tryghed med denne tids
gældende komfort, mad, drikke og skikke.

Christian 4 og religionen:

Christian den 4. er en af de konger, vi ved mest om, men hans
inderste forhold til tro og religion er det umuligt at udtale sig om. Det, vi
derimod ved noget om, er kongens praktiske holdninger til kirke og kristendom.

Han levede i den periode, vi kalder den lutherske ortodoksi (rettroenhed). Danmark var et luthersk land, hvor alle var døbte, alle gik i kirke. Det var et krav, at alle skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Dette gjaldt også kongen og gælder også dronningen i dag. Kongen var endnu ikke enevældig, men han havde meget stor magt i landet, og med sine lovgivning og udnævnelser tog Christian den 4. meget del i kirkens arbejde.

Karakteristisk var hans valgsprog "Gudsfrygt styrker
rigerne". Christian den 4. ville redde Danmark ved at styrke gudsfrygten.
Derfor gav han en række love, der skulle få folk til at gå i kirke, holde
andagt derhjemme, ikke arbejde om søndagen, ikke bande osv. Han tog også
initiativ til at undgå pluralisme i samfundet. Han ville bevidst holde
katolikker og reformerte kristne ude af landet, for et land, der ikke var en
åndelig-kirkelig enhed, ville have svært ved at bestå.

Danmarks nederlag i Trediveårskrigen så man som Guds dom, og
kun ved bod og omvendelse kunne landet reddes. Kong Christian forordnede
bededage, hvor folket skulle samles i bøn til Gud for Danmarks overlevelse som
land.

Kirken blev af kongen styret som en statskirke, som
traditionen havde været siden reformationen. Hans forhold til biskopperne var,
at han udnævnte dem han ville, og at de til gengæld støttede hans kongemagt.
Biskopperne forsøgte på den anden side at presse ham til at styrke kirketugten.
Så kirkelovene var både biskoppernes politik og hans egen.

Som alle andre på den tid var Christian den 4. udadtil en
from mand, der gik i kirke, hørte prædikener, holdt andagt osv. Det hører dog
med til billedet, at han ikke selv efterlevede den kristne etik i sit forhold
til kvinder. Hans forbrug af spiritus var stort, og hans interesse for
astrologi stemte heller ikke lige overens med Bibelen.

Ove Geddes rejse forsat:

Ved det skuespil, de blev udsat for i de dage, blev de
virkelig overbeviste om, at de indfødte var nogle værre ugudelige barbarer.
Næste dag gentog det hele sig ude på markerne.

Nytårsdag 1621 var en ganske almindelig arbejdsdag. Der var
to begivenheder, der prægede dagen. Et besætningsmedlem rømmede, og naichens
bombarder kom med brev. Det første var ikke så vigtigt. Besætningsmedlemmet var
englænder, måske en af de omvendte sørøvere. Han havde taget Elephantens lille
båd og var stukket af til Negapatam. Dette kunne han gøre, for Elephantens store
båd var afleveret til Patientia, da denne ingen storbåd havde. Ove Gedde skrev
til den engelske kaptajn i Negapatam, at han skulle sende den undvegne mand
tilbage, da han var i den daske konges tjeneste. Desuden havde han også lovet naichen, at der ikke skulle være fjendskab mellem Trankebar og Negapatam. Den engelske kaptajn svarede, at det var mod al kristelig brug, ellers ville han gerne have sendt den undvegne tilbage. Vi får aldrig at vide, hvad den undvegne englænder egentlig har fortalt den engelske kaptajn om hans oplevelser på det danske skib. Det er første gang, Ove Gedde nævner, at der er engelske skibe i
farvandet.

Den anden begivenhed var, at 5 der kom en præst med naichens
bombarder med brev fra naichen. Han ville kun låne den 12.000 daler for de
kanoner, der var sat i land. Det var jo ikke nok til at dække prisen på 600
barrer peber. Så måtte Ove Gedde igen i gang med det spilfægteri som handel på
Østen jo er. Efter råd fra Crappe gik han fra dem i vrede og sagde, at han ikke
ville handle yderligere. Men han lod dog Crappe blive i land hos dem og
eventuelt se, om han kunne få noget ud af det. Thi sådan var deres skik,
skriver han. Om aftenen kom Crappe tilbage til skibet og fortalte, at han havde
fået den til at sværge, at de ville overholder de betingelser for handelen, som
naichen havde foreskrevet. Crappe har nok haft på fornemmelsen, at de prøvede
at redde noget af handelen til dem selv. Næste dag blev Crappe atter sendt af
sted. Naichen skulle gå med til de 12.000 daler, og hvis den aftalte sum ikke
faldt inden tre år. kunne han beholde kanonerne og morteren. Crappe fik det
skriftligt på malabarisk og han skulle også fortælle naichen om de folk, Ove
Gedde havde i Negapatam.

Den 5. januar meddelte den indfødte foged i Trankebar at han
havde fået at vide, at en portugisisk armada på 12 store skibe samt nogle
galleoter og karakker (mindre skibe) var på vej og ville være fremme inden fem
dage. Ove Gedde beordrede straks, at alle der var nogenlunde raske, skulle
komme ud til skibene. Skibene skulle gøre sig klar til at sejle fjenden i møde.
Skulle styrken vise sig at være for stor skulle skibende holde sig i nærheden
af hinanden for således bedre at kunne afværge et angreb. Folkene i land skulle
være agtpågivende i deres dont, som han skriver. Det gjaldt nok både de syge og
soldaterne ved fortet, det ikke var færdigbygget endnu.

To dage senere fik Ove Gedde et brev fra Crappe, hvori han
skriver, at han er utilfreds med skipperen på København. Han var en besværlig
herre, skriver Crappe. Det er Sikst Jakobsen. Men han skriver også, at dersom
der bliver indsat en anden kaptajn og skipperen fik sin afsked, ville han være
tilfreds. Ove Gedde sendte et brevv samme dag til Crappe. Der står ikke noget i
rapporten om hans svar på anmodningen om at få Sikst Jacobsen afskediget.
Derimod står der noget andet, som er værd at lægge mærke til. Ove Gedde havde
af Crappes brev forstået, at denne havde en sampan, der skulle til Ceylon. Ove
Gedde forslår, at en hvis person skulle lokke kejseren med 5000 daler til at tilfredsstille soldaterne og hjælpe handelen i gang. Den person han henviser til, må være Erik Grubbe. han lånte jo 5000 daler af Christian IV, som han skulle indskyde i det nystiftede kompagni. Dem kunne han nu passende bruge til at fremme af
kompagniets interesser, og så var han jo også langt væk så længe. Det var jo
ham, der var kaptajn på København og stak af fra flåden ud for Sokotra. Han
kunne have været hårdt straffet for dette, men Ove Gedde foretrak nok at overse
det. Havde han straffet alle efter skibsartiklerne, havde der været et endnu
dårligere klima i flåden og en del færre folk til at udføre arbejdet på
skibene. Skibene David og Patientia skulle forsynes med proviant til nogle
måneder af skibet Christian. De skulle udnytte monsunen og bestræbe sig på at
få handelen med kontoret i gang , så de kunne få nogle faste forbindelser. Han
ville også have Crappes mening om dette sammen med forslag, til hvordan det
kunne lade sig gøre.

Den 8. var der igen besked fra Naichen. Han ville have
sengeklæder. Ove Gedde sagde, at det skulle med det samme sendes til ham med
alle mulige ceremonier. Ja Ove Gedde havde lært det. Han havde også travlt med
at komme hjem med et resultat. Crappe fortalte også, at en delegation købmænd
fra Patte var kommet til Trankebar. De tilbød en barre peber for 26
"Stykker von achten". Ove Gedde rådede han til at acceptere tilbuddet
så de kunne få noget peber i lasten. Den 10. kom der et brev fra Crappe:

1. Sampanen var klar til at sejle til Tricomali, når Ove
Gedde befalede det.

2. han syntes ikke, det var en god ide at sende to af
flådens skibe for at finde bytte ved det røde hav. Han ville desuden svække
flåden. De " Cambayiske Klæichens" var meget eftertragtede i
kongeriget Siam (I dag Thailand) . Der er måske stoffer fra Cambodja, der
hentydes til. Han ville komme med et overslag om profitten ved denne handel,
der ville tjene kompagniet bedst.

Dette overvejede Ove Gedde i et par dage og kom til følgende
konklusion:

1. Crappe skulle rådføre sig med de andre købmænd og
officerer og skriftligt få deres beslutning, om de to skibe kunne være at nogen
nytte for kompagniet.

2. Om de ville sørge for at skibet Elephanten blev lastet
først og sendt hjem, idet de skulle tænke på, at de ikke kunne laste skibene
for de penge der var tilbage i skibene, selv om naichen havde lovet dem 12000
daler. Og når pengene og godset var givet ud for ladningerne, kunne de ikke
stille noget op med deres skibe. Undtaget var så de to skibe, der blev sendt ud
til at finde noget de kunne tjene på. Derfor syntes Ove Gedde, at det var
forsvarligt at sende de to ud for at finde en last og eventuelt et lille
sørøveri? Hvorfor ikke erobre dem, der er villige til at erobre os? skriver
han.

Allerede den 13. svarede Crappe, at officererne og
købmændene var blevet enige om følgende:

1. David og Patientia skulle så snart som muligt sejle til
farvandet omkring Sokotra eller deromkring. Der skulle de vente på "hvis
gud og Lykken dennem ville tilføje" De kunne få 200 daler fra Christian,
hvis de derefter havde behov for det.

2. Crappe ville gerne have at vide, hvordan bytter skulle
fordeles, hvis altså der var bytte at fordele. Hvor meget skulle kongen have,
og hvor meget kompagniet kunne få. Gevinsten skulle registreres og anvendes til
største gavn for kompagniet. man kan her undre sig over, om ikke Crappe kendte
kongens skibsartikler. I disse er det nøje angivet, hvordan og hvorledes et
erobret skibs værdier skulle deles mellem konge og besætning.

3. Det peber, der blev indkøbt for de penge, der var i
flåden, skulle lastes i Elephanten og København. I tilfælde af et forlis af det
ene skib, kom der i alle tilfælde et hjem. De to skulle afsejle, så snart de
var klar.

Det ser ud til, at beskæftigelsen af skibene har været et
problem, som Ove Gedde har arbejdet på, siden han kom tilbage fra kejseren af
Candy. Flere gange foreslår han mere eller mindre direkte, at skibene kan tjene
noget ved fribytteri. Under gennemgangen af forløbet fra Ceylon og til
Trankebar kunne det ud som de har være ude på fribytteri. Patientia sejlede jo
flere gange mellem Tricomali og Coromandelkysten. Den skulle blandt andet
advare og beskytte flåden mod angreb fra Portugiserne og andre med skumle
hensigter.

Ove Gedde svarede Crappe således:

1. Han bifaldt deres beslutning om lasten til Elephanten,
dog måtte bestyrelsen for kompagniet aftale med kongen om fragten af lasten på
København.

2.Man kunne ikke blive enige om fordelingen af de to andre
skibes bytte, før man fik besked fra Ceylon om, hvordan de skulle bemandes og
forsynes med udrustning og proviant. Man måtte søge kontoret om fuldkommen
accept af projektet.

3. Begge skibes proviant, mandskab og penge samt skibet
Patientia skulle overgå til kompagniet. Så fik kompagniet dog noget at handle
med, hvis togtet ikke lykkedes. Ove Gedde ville gerne snarest have en afgørelse
på disse emner.

Så fortsætte Ove Gedde med at skrive , at han glædede sig
til at modtage peberet, og at Crappe skulle skrive til deres folk i Negapatam.
De skal købe arrak - en lokal brændevin - og olie, fisk og eddike til de to
skibe, der skal hjem. Der er tydeligt, at Ove Gedde vil sikre sig mest muligst,
mod at skulle stå til regnskab for uregelmæssigheder i regnskabet til hans
majestæt. Det hele skal gå efter alle reglerne for ejerskab og deling af både
eventuelle finansielle tab og gevinster. Bestemmelserne om erobring af fremmede
skibe skal overholdes, som kongen har bestemt det i skibsartiklerne. Når skibet
først er solgt til kompagniet, er det kompagniets regler, der gælder. I hele
dette forløb er Ove Gedde meget forsigtig. Han er tjenestemanden.

Han havde også fået et brev tilsendt fra Crappe, som var
skrevet af en ulykkelig bogholder. Bogholderen skrev, at han var blevet
frarøvet sit kød og blod, hvormed han mente sin kone. Deraf må man slutte, at
han havde konen med på rejsen, måske r det samme bogholder som under opholdet
på Isle of Wight blev gift med en dame, der hed Temperance. Røveren var ingen
mindre end enkemanden Erik Grubbe. Han havde mistet en dreng og sin kone ved
Kap det Gode Håb. Hun havde været i land og passet adelsmanden, da denne var
blevet syg. Erik Grubbe havde desuden plaget og slået bogholderen, som
beklagede sig "højeligen" og gerne ville have hjælp til en retssag.
Det var første gang, Ove Gedde hørte om det og Crappe kunne frit disponere over
bogholderens fremtidige stilling inden for kompagniet. Crappe tog sig af
handelen, de legale problemer i forbindelsen med handelen, og han var
personalechef for kompagniet. Ove Gedde ledede hele ekspeditionen og var
ansvarlig for kongens skibe og besætninger. Den 19. januar sker der endelig
noget igen.

1. Der var kommet brev fra købmanden i Pallicate omhandlende
soldaternes løn.

2. Naichens sendebud ville have Ove Gedde med til Patte for
at se til det peber, som naichen havde lovet dem.

3. Sidste punkt vedrører de bjælker og planker til broen ved
fortet, som Ove Gedde havde sendt bud efter. Så ved vi, at der har været en
bådebro ved Trankebar.

Den 21. besluttede begge skibes officerer, at Crappe selv
skulle spørge naichen, om de kunne få de 12.000 daler, han havde lovet dem, og
om de kunne få peberet om fire eller fem uger. Skibene ville så blive liggende
i denne tid. Efter 12 dage fra denne dato skulle Crappe bestemme, hvilke af
skibene, der skulle gøres klar til hjemrejsen. Kom peberet ikke, skulle dette
skib sætte sejl nogle dage efter. Samme dag kom der 14 eller 15 barres peber
til Trankebar. Var det mon en tilfældighed, eller blev der reageret på truslen
om at sejle tom hjem

Fire dage efter gik Ove Gedde i land for at se til arbejdet
på fortet. Det var forladt, ikke en arbejder var i gang, da de manglede fanour.
Arbejderne kom dog næste dag igen. Det var således en strejke for at få løn.
Havde Ove Gedde oplevet sådan noget før? Så fik han brev fra naichen, der bad
om "Pas-sedler" til indbyggerne i Negapatam. Det er måske passersedler
til at færdes frit og handle med Trankebar. Dette kunne Ove Gedde ikke gå med
til, før de havde sendt de folk, der var rømmet til Negapatam, tilbage. Ellers
truede han med at gøre det samme mod folk fra Negapatam. Her må man uværdigt spørge om hvor mange der reelt var rømmet? Var der flere end den enlige englænder, der stak af til Negapatam, og som han forlangte udleveret for nogle dage siden?
Fristelserne var store derude i det fremmede. man kunne uden videre få hyre på
andre skibe, ja endog frit slutte sig til mandskabet på en fribytter eller
sørøver. de franske fribyttere fra slaget ved Kap Verde var en broget flok,
Mandskabet fra den engelske jagt, som blev erobret, deltog i dette slag på
fribytternes skib. Nogle af sørøverne mønstrede om på de danske skibe inden
afgangen fra Kap Verde.

De 27.tilbage til skibet på grund af sygdom. Samme dag
udstedte han passerseddel til en borger i Trankebar, da han havde betalt den
kongelige told og dermed erhvervet ret til at handle i de havne, hvor der ikke
var fjender af den danske konge. Manden fik samtidig et brev med til Niels
Rosenkrants med besked om:

1. At få sit skib, David, sejlklart.

2. Efter Crappes befaling at indtage fem måneders proviant
fra skibet til Elephanten.

3. Christian at hugge sort træ til ballast

Det sidste punkt er interessant. Ballast er normalt sten i
bunden af lastrummet. Hvis de mener pokkenholt, så er det en tung træsort og
derfor nok en god erstatning for sten. Pokkenholt er en meget hård træsort og
bliver brugt til blokskiver, kofilnagler, værktøj til at splejse tovværk m.m.
Det er dyrt og kommer skibene hjem med pokkenholt, så er det vare der kan
afsættes.

Den 2. februar er der igen vrøvl med betalingen af peberet.
Crappe skriver i et brev, at naichen ikke vil låne dem mere end 5000 daler på
kanonerne. Han mener, at de ikke er mere værd en 300 eller 400 daler pr, stk og
denne pris laver han om på hele tiden. De indfødte vil kun have betaling i
fanouer. Han mener derfor, at København skal sejle til Ceylon og tage
forsyninger ind der. Så skal både København og Christian sejle til Trankebar.
Der bliver altså ingen last til Elephanten. Fogeden i Trankebar kom samme dag
og berettede, at der lå en flåde galejer ved Manae på Ceylon, og at de kunne
være hos dem om tre dage. Det kunne være venligtsindede eller fjendtlige skibe.

Den 5. samlede Ove Gedde rådet. Han sagde til dem, at
visitateuren, Roland Crappe, tvivlede stærkt på, om der var nogen last til
Elephanten på grund af naichen og hans undersåtters løgnagtigheder og falskhed.
Det ville under alle omstændigheder tage lang tid at få en last i det hele
taget. Skibet ville ved længere ophold komme til at mangle forsyninger, men han
ville samtidig selvfølgelig på kongens vegne yde visitateuren og hans
kompagnitjenere al den støtte og hjælp som hidtil. Så kom tjenestemanden dog
frem i ham, idet han ville have deres ønsker skriftligt. Han ville så om tre
dage sejle til Negapatam for at få sine folk tilbage, enten med det gode eller
onde. Der ville han afskedige de soldater, som ville blive på kysten. Så ville
han med Guds hjælp sejle til Danmark. Soldaterne om bord var jo en del af de
soldater, der skulle slås for kejseren af Candy.

Nu da Ove Gedde havde bekendtgjort sin snarlige afrejse og
lovet de tiloversblevne al mulig støtte, fik Roland Crappe kolde fødder. Han
sendte kongens gesandt, Ove Gedde, et langt brev med nogle problemer, han
stadig gerne ville have en løsning på. De var som sædvanlig sat op i punkter, i
alle tilfælde i rapporten. Der er ingen grund til at tro, at sådan nogle
paragrafryttere ikke også i virkeligheden skrev officielle breve på denne måde.
Altså:

1. Lønnen til besætning.

2. Forsikring på hans egen person. Det må være sikkerhed for
ham selv, da han jo havde forlist et af kompagniets skibe og dermed var
økonomisk ansvarlig for tabet.

3.Jagtens besætning skulle forhøres på skibet.

4. Om sikring af hans egen gage og stilling, såvel som
soldaternes ed, befaling og anden orden. Med andre ord ville han have klare
linjer også om de udsendte soldater forhold.

5. At kompagniets skibe ikke blev drænet for mandskab og
forsyninger. De kunne ikke bære at miste mere. Der han nol været et anseligt
tab af folk på grund af sygdom og flugt fra skibene. Proviant beholdningen og
beholdning af almindeligt forbrugsgods som tovværk, smedejern. talg og værk til
tætning af skrog har der nok ikke været ret meget tilbage af. Det har også
været en lang rejse uden at kunne supplere beholdningerne.

6. Skibet Patientia skulle sløjfes, står der. Han mener, at
skibet skal overlades til kompagniet. Det var jo et dristigt forslag til
admiralen. Ifølge skibsartiklerne er skibet som prise kongens ejendom.

7. At Ove Gedde skulle hjælpe købmændene på Ceylon. Der var
altså nu nogle af kompagniets købmænd på Ceylon.

8. At Ove Gedde ikke skulle angribe Negapatam. Han havde jo
sagt, at han ville have sine bortløbne folk tilbage med det gode eller onde.
Altså ingen fjendtlige handlinger inden for kompagniets handels område. Det var
lederen af handelen, der nu talte.

Der var mere af den slags i brevet, skriver Ove Gedde i
rapporten. Han svarede Crappe med det samme med en gentagelse af det han havde sagt, da han gav besked om sin snarlige afrejse. Han gentog at kongen altid
havde og ville fortsætte med at behandle kompagniet med velvilje og nåde, selv
om kompagniet ikke altid havde gengældt dette. Det var jo kompagniets skyld, at
skibene havde ligget så længe, at de dårligt havde forsyninger til hjemrejsen,
med det vill nok lykkes med Guds hjælp at komme hjem alligevel. Her bebrejder
Ove Gedde faktisk Roland Crappe for ikke at have forhandlet med kejseren, så
snart han var landet på Ceylon. Han var nok for godt kendt på de kanter, og man
får en mistanke om, at hverken han eller de andre købmænd var særlig
interesseret i handlen på Ceylon. Det hele begyndte jo med der formål at tage til
Coromandelkysten. Men så kom Boschouwer med et godt tilbud om handel fra
Ceylon, og deres eventuelle drømme om Coromandel måtte skrinlægges, fordi
majestæten bestemte sig til kejseren af Candy.

Den 9. sendte Ove Gedde et mere udførligt svar på Crappes brev.
Han svarede punkt for punkt Crappes sidste brev.

1. angående besætningen på jagten: Han var ikke befalet at
sikre nogen deres gage. Men han ville tale deres sag over for kongen og bestyrelsesmedlemmerne.

2. Angående sikkerhed for retslige følger af Crappes tab af
jagten kan Ove Gedde kun skrive, at et sådant brev gav man kun "æreløse
Tyve og Skjælme". Det ville Ove Gedde dog ikke gøre mod ham.

3. Angående forhør af jagtens besætning, svarer han bare, at
det skulle ske efter hans ønske.

4. Angående Crappes løn stilling og soldaternes troskabsed:
Han ville sende ham hans bestalling og sikre hans løn samt hans medlemskab af
bestyrelsen i kompagniet. Soldaterne skulle lønnes af kompagniet og have
rettigheder i Trankebar. Han mener at de derved kunne tjene kongen bedst. Han
ville også så hurtig som muligt udnævne en kommandant og send ham med 20
soldater fra Ceylon til fæstningen på Trankebar

5. Angående de skibe, der skulle blive tilbage, og Ove
Geddes eventuelle overførsel af forsyninger og proviant til de skibe, der først
skulle rejse hjem: Han ville ikke tømme borgerskibene for folk, men kun have
dem, som tilhørte kongen. Det var de fribyttere, de fik med sig fra Kap Verde
ifølge den liste, han havde over dem. Da de jo var med i prisen, var de også
retslig ansat af kongen.

6. Angående Patientia tilhørsforhold: Han kunne ikke give
afkald på skibet, hvis ikke kompagniet stillede sikkerhed for betaling af
kongens skib. Desuden var det i mod kongens befaling at skibet blev ført af en
skipper.

7. Angående købmanden på Ceylon: Købmændene ville
"efter deres Begiering blive befordret".

8. Der står, at han ville være tilfreds, såfremt han kunne
få Københavns lille båd. De har hele tiden haft noget rod med deres skibsjoller
og storbåde.

Der var mere i brevet i samme stil, men det svare han ikke
på. Samtidig sender han er andet brev med et noget andet indhold. Heri skriver
han, at det er en rigtig god ide at laste København som det første skib oog
straks sende det hjem. Det ville være vanskeligt at opretholde en trafik til
Danmark, hvis der ikke kom skibe hjem med last. Der var ingen mangels på peber,
men der havde altid været mangel på penge. Nu havde de 18.000 daler, efter at
naichen yderligere havde givet den 6000 daler.

Torben el dayen.