Marcellus de Boschouwer

En hollandsk prælat, Phillipus Baldæus, udgav i 1672 en
uforkortet og komplet historie om Ceylon. Det var ca. 50 år efter
begivenhederne som beskrives i denne beretning. I dette værk bliver Marcellus
de Boschouwer nævnt første gang på side 47. I er brev skrevet af den hollandske
præsident Joan von Wezik, dateret Gravenhage, 5 oktober 1609 adresseret til
"hæderkronede og højvelbårne kejser af Ceylon, konge af Candia,
Trinquenemale, Jafnapatam... etc. hedder det, at en Marcellos de Boschouwer,
handelsassistent, skal begive sig til Ceylon med skibet Zwarte Leeuw under
generalguvernør Peter Boths flag. Hollænderne tilbød deres hjælp mod
portugiserne, men havde overhovedet ikke til hensigt at anvende våben. De var
egentlig kun interesseret i handel.

Den 8. marts 1612 fik Boschouwer foretræde for kejseren af
Candy. Denne var særdeles tilfreds og gik straks i gang med at forfatte en
traktat, som vel ikke var meget anderledes end alle de andre europæiske
traktater med de ostindiske nationer. Der er dog en paragraf man skal hæfte sig
ved. Der r §8, der stipulerer, at to hollændere skal sidde med i det kejserlige
krigsråd. Efter at have forhandlet traktaten færdig, bad Boschouwer om
tilladelse til at forlade hoffet og begive sig
til sine overordnede på Coromandelkysten. Hollænderne må således have
været der. Det forklare måske, hvorfor de var så interesserede

i denne kyst senere i 1620. Boschouwer blev nægtet at
forlade landet med henvisning til den paragraf i traktaten, der bestemmer, at
to hollændere skal være medlem af det øverste krigsråd. Udgiverne af Baldæus
bog har i en fodnote rette datoen for Boschouwers ankomst til hoffet til den
11. marts og ikke som påstået af Baldæus den 8. marts 1612. traktaten var også
på 45 punkter, men der er kun en detalje. Det er vigtigere for os, at der en
side senere står, at Boschouwer blev ved hoffet og kejseren tildelte ham
adskillige titler:

Prins af Migomme, Kockele, Corle, Ananagepore, Miwitigael,

Herre af den Gyldne sols orden,

præsident for det øverste krigsråd,

anden pladsen i hans majestæts hemmelige råd og

Lord High Admiral

I løbet af ganske kort tid havde Boschouwer opnået de
højeste æresbeviser og poster i landet. Således blen en hollandsk
handelsassistent hvirvel ind i et spind af intriger, der har sat sit præg på
Ceylons historie. Siden oldtiden har der været ført større eller mindre krige
mellem termilerne i nord og singhaleserne på resten af øen, med skiftende held
til begge parter. Boschouwer må have gjort det godt i dette spind af intriger
nu også mellem portugiser og hollænder. Da kejseren søn dør, er det Boschouwer
der tænder ligbålet. Dette er en stor hædersbevisning.

Da kejseren ligger for døden, bliver han af kronprinsen
sammen med pris Ove valgt til at være rådgiver og vejleder for den unge prins.

Da den inge prins og tronfølger, bliver til Kejser Senerat
Adassin, kommer riget til at "stande i våde". Portugiserne trænger
kejseren hårdt, og de får hjælp ag kejserens rivaler og fjender. Man skal holde
tungen lige i munden for at holde rede på alle intrigerne for og imod Senerat.
Ifølge Baldæus anmoder Boschouwer om at drage til Mazulipatam for at få hjælp
mod portugiserne. Han får fuldmagt og besked på at forhandle med enhver konge,
prins eller potentat og republik på at slutte overenskomster eller alliancer,
der kan fremme hans kejserlige majestæts interesser og velfærd i kampen mod de
svigefulde portugisere. Dette er for denne beretning en vigtig oplysning. Han
fik også breve og akkreditiver med som gesandt for kejseren. Denne lovede til
gengæld også at ratificere og holde alt det, som Boschouwer forhandlede sig
til. Så det var helt legitimt, at Boschouwer forhandlede på kejseren vegne.

Han forlod Ceylon den 9. maj 1615. Dermed begyndte en lang
og sej tiggergang, der endte heldigt i København. I Mazulipatam mødte han den
hollandske Hans de Hase, visitateur for Indien, der sendte ham videre til
Bantam, Java til general Reynst. Denne var lige afdød, og "Kompagniet"
var for tiden hårdt trængt med deres krig på Molukkerne, så de så sig ikke i
stand til at hjælpe. Men da Boschouwer trængte på, gav man ham tilladelse til
at rejse hjem til Europa for eventuelt at få hjælp fra den kant. Hjemme i
Nederlandene gjorde han et dårligt indtryk på Kompagniets bestyrelse og
direktører, som fandt, at han havde pustet sig op på  utilbørlig vis, skriver Baldæus. Han
forlangte større opmærksomhed end selve direktørerne. De må man nok tænke på,
at han rejste ud som handelsassistent, og nu fremførte sig som kejserlig
ambassadør, prins, ridder af den gyldne sol, rigsadmiral, øverste i krigsrådet
osv. Man kan forstille sig en samling mørkklædte, alvorlige mænd, sandsynligvis
meget velhavende og velanskrevne i det hollandske samfund. De sidder i et stort
rum med mørke paneler og gobeliner ved et stort mørkt egetræsbord, og så kommer
denne "spradebasse" af en handelsassistent og vil forhandle med dem
på lige fod. Desuden var det meget inopportunt lige på dette tidspunkt. De havde
faktisk droppet Ceylon og var igang med t grundlægge deres ostindiske imperium med
Java og Sumatra. Derpå blev, stadig ifølge Baldæus, den gode Boschouwer så fortørnet,
at han glemte alt om sin ed og pligter over for det hollandske selskab og rejste
til Denemarken, hvor han gik i land i Købehavn den 16. juni 1617.

Her vakte hans ankomst opsigt. Det var et spraglet optog, der
drog fra hans logi til slottet. Han havde sin indfødte, kristne og gravide kone
med. Hun vat i øvrigt også fra det bedre selskab på Ceylon. En for københavnerne
frygtindgydende figur i dette optog var en mørk, langhåret og langskægget mand iklædt
det mærkeligste tøj. Der var noget at kigge på for folket. Det lykkedes Boschouwer
at få Christian IV med på ideen, og konge stod oven i købet fadder til Boschouwers
søn. Boschouwer må også have mødt hovedmændene i det nystiftede danske ostindiske
kompagni. Nogle af dem var måske kolleger fra Boschouwers tid som gemen handelsassistent
i Holland.

Det skal senere vise sig at Boschouwer var en fantast.

Kilder. Nettet