nyhed
Vi er nødt til at lukke guvernørboligen i Trankebar.
Vi er en lille græsrodsforening der for egne midler har holdt den gamle historiske bygning åbent for besøgende det sidste år.
Ærgerligt.- Der er gennem det sidste år kommet mange gæster fra hele verden for at bese den smukke bygning og vi har været stolte over at vi har kunnet vise den frem , fortæller Poul Petersen, formand for Foreningen Trankebar.
Problemet er at det er en bygning ejet af den Indiske stat. Derfor må vi ikke tage entre - en entre som kunne dække vores udgifter til at holde bygningen åben, betale for personale til at holde øje med bygningen og tage sig af gæsterne.
Guvernørboligen blev totalt renoveret for 7 år siden for danske midler. Siden havde den været aflåst da man endnu fra indiske side ikke havde fundet en anvendelse for brug af bygningen.
I januar fik Foreningen Trankebar nøglerne til bygningen af Turistministeriet i Chennai mod at holde bygningen åben for offentligheden og præsentere en udstilling lavet af Nationalmuseet i København.
Vi har forespurgt Nationalmuseet om man kunne hjælpe os med et beskedent beløb i en begrænset periode indtil den Indiske stat tager over. Man fortæller os at man er meget glade for at vi har åbnet huset for offentligheden, men man kan ikke afse midler til det formål - Pokkers ærgerligt.
Foreningen Trankebar overtog sidste år den tidligere kommandant bygning på hjørnet af Dronningensgade og Paradepladsen. Den bygning er vi i færd med at renovere og har i den åbnet Dansk-Indisk Kulturcenter med Trankebar Maritime Museum og Dronningens Bibliotek.. Renoveringen og driften af huset sker for egne midler og vi har den glæde at Dronning Margrethe sidste år hjalp os med 50.000 kr.
Kommandantens hus er naboejendom til den danske guvernørbolig og de 2 gamle historiske danske huse supplerer hinanden. Derfor piner det os at vi nu ser os nødsaget til at aflevere nøglerne til Guvernørboligen d. 1. april.
Mvh. Poul Petersen,
Vores medlem Aage Kurstein fra Marstal var i Trankebar da vi fik besøg af 6 nordiske ambassadører, så han sammen med Whiskymanden Adithya og vores veninde Merinal kunne fortælle om foreningens arbejde i Trankebar. Efter Aages hjemkomst fik jeg denne mail :
Hej Poul,
jo, og jeg er endda begyndt at vænne mig til andre temperaturer. Og have dyne på om natten.
Som jeg skrev, gav jeg Amuljhoti min sidste kop fra stellet, hun klarede jo examen fint, og har været et utroligt behageligt bekendtskab. Merinal kunne måske også have fortjent den: hun klarede opgaven med at vise ambassadørerne rundt meget flot. Hun strålede nærmest som en lille, omend mørk sol, da jeg over en kop afskedskaffe fik hendes beretning. Jeg synes også, billederne viser det rigtigt godt. Jeg er utroligt glad på hendes, men også foreningens vegne, at Sankar var ude af byen. Hun har jo sparet en stor mængde viden op, taler et udmærket engelsk, er meget præsentabel og sidst, men ikke mindst: jeg tror, det er væsentligt for alle parter, at en lokal kvinde overfor ambassadøren får mulighed for at fortælle om, hvad det betyder for den lokale befolkning. Det gør det hele uendeligt meget mere troværdigt, end hvis vi nørdede amatører, undskyld udtrykket, men det er vi jo, at vi prøver at sælge vor hobby: nu bliver vor ret pæne indsats sat i relief af en lokal, oven i købet en kvinde. Kan du følge mig?
Også Aditya har gjort det rigtigt godt: han kom med de rigtige stikord, han fik endda påpeget min lighed med Ove Gedde, pga fip-og overskægget, da blev der grinet. Jeg fik trukket tråde til Skåne, til glæde for svenskerne, til Peter Anker, så nordmændene blev glade: desværre fik jeg ikke islændingen Jóns rejsebeskrivelse med, den er jo ellers ret væsentlig for forståelsen af de farer og besværligheder, der er/var ved de langstrakte rejser. Men det var seriøst nok, og hyggeligt i tilstrækkelig grad. Jeg fik også trukket tråde op til nutidens diskussion om globalisering og disruption: hvad var det egentligt, Chr.4-tal havde gang i, hvis ikke globalisering, OG disruption, af portugisernes monopol på krydderi-og silkehandelen? Her nåede jeg at trække tråde tilbage til flintminerne i kalken ved Tingbæk, hvorfra der blev eksporteret råmateriale og færdige økser helt op til Happaranda: disruption af de lokale øksesmede, ikkesandt? Og så var Finland med på kortet.
Jo, jeg er ret tilfreds med min indsats, selv om jeg er ret bevist om, at jeg også glemte væsentlige ting.
Aage bespiste for egen regning de 400 skolebørn som deltog i idrætsdagen i forbindelse med indvielsen.
Tak Aage.--- så behøver vi ikke at belaste foreningens konto med de penge.
Mvh. Poul Petersen, Best. formand
Se mere under Maritimt/ kulturcenter.