Standardside

Klargøring til videre rejse.

I første omgang var der vigtigere ting ar tage sig af. De
var kommet for at købe ferskvand og proviant, og den 26. februar ankrede de op
ved Porto Dallie og aftalte med de indfødte, at de ville give 30 stænger jern
for ferskvand. Samme dag blev Thyge Stygge og Peter vab Xanten beordret til at
optegne alt, hvad der fandtes på skibet Patientia. Niels Rosenkrands og
Visitateuren, Herman Rosenkrants, skulle tage sig af den erobrede jagt, der nu
hed Jægeren. De af leverede et underskrevet register over invetaret. Næste dag
den 27. blev besætningerne til de to skibe udstukket. Hvet skibsråd afleverede
en fortegnelse over den proviant, de kunne afse til de to skibe. Hans Lindenov
blev kaptajn på Jægeren, mod at den kejserlige gesandt skriftligt stod til
ansvar overfor kongen "for alt hvis Skade og Schimpf, som deraf kunde
foraarsages". Det havde altså ikke været noget admiralen gik ind for.

Et par dage efter, den 28., blev overkøbmand Cornelius Løyse
sat til at fjerne, krystal, koraller og jernstænger fra priserne for dermed at
finansiere flådens proviantering. Det med koraller og krystal er mystisk. Var
det noget de havde tiltusket sig fra de indfødte? Jernstænger var til gengæld
den gængse handelsvare i Porto Dallie. Den 2. marts blev alle kaptajner og
skippere af Det Brede Råd beordret til at ro hen til priserne for at finde ud
af, hvad de erobrede skibe eventuelt manglede af udrustning, hvis de skulle med
til Ostindien. Den 6. tabte Davis en 3/4 sag, en mindre kanon. Ove Gedde var
sur, det var sket, medens kaptajnen ikke var om bord. Skipperen og artilleri mesteren
havde ikke været påpasselige nok. En kanon er ikke noget, man sådan bare taber
ud over siden. Ove Gedde havde nok at se til. Episoden med kanonen har nok
overbevist ham om, at man skal være over det hele, hele tiden. Det er ikke en
ukendt reaktion på sløseri i arbejdet.

To dage efter besluttede Det Brede Råd  at anholde kongens gesandter og folk fra
Porto Dallie, da disse var kommet med trusler og "adskellig
Unyttighed". Dette er det eneste, der står om den episode i rapporten. Om
tilstandene på kysten dengang oplyser Søfartsmuseet i nutidens Gorée at både
øen og kysten ved Porto Dallie hørte ind under et rige, som Ove Gedde kalder
Gambra, og at Gambra øverste ledelse udelukkende bestod af indfødte. I dag
sikkert Gambia.

De eneste udlændinge på denne tid var arabiske købmænd eller

europæere fra Portugal eller Spanien. De kunne være mellemled mellem de
indfødte herskere og europæerne. Ove Gedde og hans folk var ikke meget kendt
med at handle uden for det skandinaviske område. Hollænderne var bedre kendt med
den salgs handel, men de holdt sig beskedent i baggrunden. Forsyninger til
skibene på kompagniets rigning var ikke deres anliggende. Der kan meget vel
have opstået misforståelser mellem danskerne og de indfødte. Den 9.´marts
sendte Rådet Alcairens, guvernørens, broder med en fastboende portugiser til
kongen. De skulle forsikre ham at der intet ondt ville ske fangerne på skibet.
De var ene og alene tilbageholdt på grund af en manglende leverance af vand og
brænde som de allerede havde betalt for. I et brev til Christian IV skriver Ove
Gedde, at et flertal af stemmerne i Det Brede Råd besluttede, at de
formastelige indfødte, der kom om bord og "gandsche ubehørligen" lod
befinde, skulle tilbageholdes og trakteres vel, indtil de havde fået vandet om
bord. Dette fik de indfødte i land at vide. Danskerne fik omgående lov til at
hente deres vand om to dage. Men de turde ikke løbe an på løftet, så de beholdt
de indfødte om bord.

Der kom ingen vand. Den 10. blev det forordnet af Det Brede
Råd, at tre officerer, 55 mand samt skibsbådene bemandet med søfolk skulle atge
ind til land og hente vand. Det var søfolkene, der skulle hente vandet, og
soldaterne skulle se til, at de ikke blev forhindret af de indfødte. Dagen
efter tog Ove Gedde, Thyge Stygge, to løjtnanter og en fændrik med 50 soldater
ind på land for at undersøge, om de kunne få vand nok, uden Folke-Spilde. Det
fandt vand to steder. Det ene lå 100 skridt fra stranden, hvor bådene kunne
ligge. De gravede ned i stranden for at komme til grundvandet. Når man er så
nær ved havet, er man nødt til at smage på det kan meget vel være brakvand. Ove
Gedde fandt den nærmeste plads velegnet, selv om det smagte lidt af salt. Det
kunne bruges som kogevand. Alle, der var med, forlangte, at man tog vandet fra
det fjerneste sted. De ønskede ikke at blive syltet i det salte vand og dø i
søen. Så hellere tage den risiko, det ville være at hente det længere inde i
land. De ville holde god vagt, hvis de indfødte fandt på at ville skade dem.
Admiralen bøjede sig modvilligt for dette krav og henvendte sig til alle i land
med en advarsel om, at de ville blive slagen, hvis de blev overfaldet af de
indfødte, da de ikke kunne få nogen hjælp fra skibene. Så de skulle være
vagtsomme. Soldaterne blev delt i tre grupper med hver en officer. De blev
posteret mellem vandhullet og bådene. Ove Gedde og Thyge Stygge blev roet
tilbage til skibene. Resten af det, der skete på stranden, blev opklaret af et
forhør, som fandt sted efter, at alle var kommet tilbage til skibene.

Det har været ret besværligt at hente vand på kysten. På
stranden ved Porto Dallie var det ikke helt så nemt. Vandet blev pumpet eller
øst op i træfade, laste i jollerne og sejlet ud til skibene. Medens søfolkene
knoklede med det, skulle soldaterne holde vagt. Den midterste gruppe af
soldater blev ledet af en fændrik. Han beordrede sine soldater hen til den
gruppe, der var placeret tættest ved stranden, og smed tøjet og gik i vandet.
Han opfordre sin deling til at gøre det samme. Det var dejligt for soldaterne
for det var ingen badeværelse om bord, go for en gangs skyld kunne man få vand
på hele kroppen og blive kølet af, det var jo i troperne. Geværerne blev
stillet op i pyramider og tøjet lagt i bunker på stranden og de for ud i
bølgerne.

I brevet til kongen skriver Ove Gedde mere om denne
beklagelige episode. På dette tidspunkt har han haft tid til at overveje, hvad
der egentlig skete, og hvordan han skulle fremstille det for riget øverste
chef. Han var jo først og fremmest tjenestemand.

Episoden beskrives sådan: Da de "Sorthe" så soldaterne
i vandet, overfaldt de med inden de kunne komme til deres geværer. De blev
jaget ned til bådene . En del nåede ud til bådene, andre blev slagne eller
druknede. De tabte 43 mand. Nogle af dem blev tilbageleveret. 12 mand beholdt
de. De tal stemmer ikke helt overens med de tal, der står i rapporten. Det
står, at 10 mand forsvandt, 31 blev slået og fanget, 12 mand blev leveret
tilbage og 11 mand beholdt de som slaver. Regnestykket passer ikke helt,
hverken i rapporten eller i brevet. Det eneste som vi ved med sikkerhed, er, at
11 mand er blevet slaver hos de indfødte. Klog af skade måtte de prøve endnu
engang. Ferskvand skulle de have. Der er ikke nogen beretning om, hvordan det
så gik.

Den 16. marts mødtes Det brede Råd igen. Denne gang var det
på grund af "Uskikkelighed udi Flaaden" Der var for meget drikkeri og
overflødig spisning i kahytterne, det vil sige officersmesserne. Enhver person
skulle udleveres 4 pund brød,3/4 pund smør og hver dag ½ kande vand og ½ kande
vin. På hver køddag - 2 dage pr. uge - udleveres 1/4 pund flæsk og ½ pund kød,
og på hver fiskedag 1/4 pund fisk.

Den daglige kande øl er blevet til ½ kande vin og ½ kande
vand. Rent umiddelbart skulle man, tro at øllet var sluppet på eller blevet
dårligt. Hvor meget der var komme om bord er ikke til at udregne, der er for
mange ukendte faktorer. Var det specielt skibsøl, der kom ombord, eller var
dansk øl almindelig øl, som enhver husholdning bryggede? Fakta er, at rationen
blev lavet om til vin og halv vand. Så kan man bedre forstå modviljen til at
tage brakvand om bord. Det er da uappetitligt at fortynde vin med brakvand.

Det næste punkt på dagsordenen er meget alvorligt og
kompliceret. Gesandten havde kastet Davids båd i søen med 8 kanoner og nogle
geværer, som han havde fået skriftlig bevilget af kompagniets bestyrelse.
Hvorfor gjorde han det? Kanonerne er en mangelvare på lange rejser. De var ikke
nemme at få fat i og det var absolut en svækkelse af flådens ildkraft. Så blev
der byttet både, for man kunne ikke undvære en båd. Den bliver ikke bare brugt
til at transportere kaptajnen og den øverste ledelse, en båd er også en
arbejdsbåd. Kaptajner og skippere fik travlt med at bytte både, så de kunne
sikre sig en bedre båd, end den de havde i forvejen. Og nu skal man altså lige
holde tungen lig i munden: Den hollandske fløjte skal have Patientias båd,
fordi gesandten havde kaste sin båd i søen. Davids skulle igen leveres til
Patientia, fordi skibsrådet havde beklaget sig over ikke at kunne have den. Den
har måske fyldt for meget på David.

To dage senere samles Det Brede Råd igen. Det sluttede, at
Jægeren og Patientia skulle følge med til Ostindien, selv om Ove Gedde havde
protesteret og advaret dem om, at de selv skulle stå til ansvar for følgerne af
denne beslutning. Han havde forslået, at Patientia skulle bemandes med 20 mand
af deres egne og sammen med den hollandske fløjte sejle til Salt Øerne og
lastes med sal til Danmark. Ilha do Sal er en af de Kapverdiske Øer, hvorfra
der  udskibes salt. Ankommen til Danmark,
fuldt lastet med salt, kunne admiralitetet bestemme over skibets videre skæbne,
så det ikke ville give anledning til Internationale stridigheder. I øvrigt var
en prise ifølge skibsartiklerne kongens ejendom. Han tilføjer, at selv om
skibet havde været ude i 8 måneder, var det i god stand. I Beretningen af 1620
står der at det var en nybygning. At skibet skulle med til Ostindien var ikke
så dårlig en beslutning. Man vidste, at der ville komme et større mandefald i
løbet af rejsen. Det var normalt på de tider. Så det var vanskeligt at undvære
folk til at sejle to priser hjem. Det var også et godt skib, som d nok kunne
have gavn af ude på Østen. Det viste sig faktisk, at det var den bedste sejler
i flåden. De andre skibe var ombyggede lastskibe. Den stak mindre end de andre
og var derfor god til at sende i forvejen. Rådet besluttede endvidere at man
skulle forsøge at få den lokale konge for "Gods eller Penge" til at
frigive de fangede soldater. Samme dag forlangte, i rapporten står de begierde,
Boschouwer, at det kejserlige våbenskjold sammen med den danske konges
våbenskjold blev malet på Patientia agterspejl. De to majestæter skulle også
males holdende hinanden i hånden under våbenskjoldene. Ove Gedde sagde, at det
ikke kunne lade sig gøre, der var for lidt plads. Det var et diplomatisk
afslag.

Det var nogle travle dage. Den 19 marts tog Ove Gedde selv
med officerer og folk med alle de store både i land - nu ville de havde deres
folk ud af fangenskabet. Det må have set imponerende ud med alle de store både
med soldater, bevæbnet med musketter, krudt og kugler komme ind til land. Måske
var der endda en lille kanon om bord. Det er ligesom, man har set det på film,
når opdagelses rejsende eller soldater på rov ror ind til en fremmed kyst fra
skibe, der ligger til ankers i bugten. Til at begynde med har de indfødte nok
været imponerede og bange for, hvad der skulle ske. Men med tiden er de blevet
hærdet og har siddet stille på stranden for at afvente begivenhedernes gang.
Det skete også her. Brændingen var farligere end folk troede. Det begyndte
allerede tre musketskud fra land . Alle kom i stor eventyr, skriver Oce Gedde.
Men de trak sig tilbage i tide, uden at de kom til skade. Han skrive ligeud, at
det havde været slut med ekspeditionen, hvis de havde mistet alle deres både på
denne udflugt, og det havde været til stor "daarlighed af både mig og de
andre". Efter dette mislykkede forsøg, lettede de anker og sejlede til
Salt øen, Ilho do sal, for at laste hollænderen med returlasten.

Kap Verde øerne (ca. 500 km ud fra Afrika vestkyst) med salt

øen Ilho do Sal i dag er det skikker Ilha da Boa Vista.

Medens de lå der, skulle de borgelige skibe have nok at
bestille med at omlade proviant og andre forsyninger fra hollænderen til deres
skibe. De to priser skulle have deres forsyninger suppleret så de havde nok til
den lange rejse til Ostindien. De fik lov til at låne Elephantens storbåd til dette
arbejde. Den 20. om aftenen ankrede de op ved Salt Øen. De Kapverdiske Øer
ligger ud for Kap Verde og er en gruppe øer uden ferskvand. Salt øen er en af
den gruppe. Den næste dag blev hvert skibsråd af Det Brede Råd pålagt at finde
ud af, hvor meget ferskvand de havde om bord. Det viste sig, at der var nok til
de næste 3 - 4 måneder. Ove Gedde bemærker lidt syrligt i rapporten, at så
havde al den besvær og de tab, det foranledigede, været unødvendige. Fremover
skal alle officerer holde bedre regnskab med deres forbrug af vand, vin og
proviant. Det er ikke første gang, at han ser sig nødsaget til at irettesætte
de øvrige ledere. Disciplinen var ikke så god, som den skulle være. I dag er
det en selvfølge at man kontrollerer, hvor stor forbruget er i forhold til
beholdningen. Det må det også have været dengang. Men i de andres øjne var han
nok en grønskolling og militærmand. De var frie købmænd. Allerede på Isle of Wight
lod de hånt om hans ordrer. Gesandten gad ikke engang være om bord til
afgangstid, hvilket ikke har hjulpet på forholdet mellem danskerne og de
hollandske købmænd. Gesandten have åbenlyst demonstreret sin holdning til den
danske ledelse. Ove Gedde har indtil nu undladt at tvinge sine ordre til at
blive fulgt af de civile købmænd. Efter at have konstateret, at der var vand
nok, hvis man udi nød kunne klare 4 måneder uden at tage mere vand ind, mente
Det Brede Råd, at man kunne fortsætte rejsen. Man kunne dog først lige finde ud
af, om man kunne få vand fra fastlandet. Tå både blev sejlet ind til fastlandet
og fik der forbindelse med en portugiser, der for 80 rigsdaler kunne skaffe dem
vand. Så flåden skyndte sig at lægge sig til ankers i Anse Bernard, bugten ud
for det nuværende Dakar.

Der er ingen ro. den 27 bliver skipperen på Christian, Jan
Jansen, dømt fra sin stilling, som skipper samt tab af alle sine
"fortiente Maanedspenge". Hans forbrydelse var alvorlig nok. Han blev
beskyldt for at have løjet til gesandten, sådan at denne opildnede hollændere
og fremmede imod danskerne. Altså han havde sået splid i mellem grupperne. Så
er det et fortolknings spørgsmål, om dette betyder, at han hele rejsen skal
arbejde gratis, eller om det kun er den løn, han har tjent indtil denne dag.
Ifølge skibsartiklernes § 64 er den endelige afgørelse kongens. Han kan benåde
den gode Jan Jansen. Endelig de 30. mats bestemmer Det Brede Råd sig til at
udlevere Alcairen af Porto Dallie til Alcairen i Kap Verde.

De 1. april tog Det Brede Råd nogle vigtige beslutninger.
Man kan fornemme, at nu tog man en dyb indånding, for nu skulle man for alvor
ud på dybt vand. Der vat langt til næste stop. Flåden skulle helt til Kap Det
gode håb uden stop. Provianten var blevet checken flere gange. Der var vand nok
og disciplinen havde fået en opstrammer. En kilde til uro var fundet og kvalt.
Nu skulle størrelsen af rationerne bestemmes, så man var sikker på at kunne nå
Kap Det God e Håb. Nedskæringerne i rationer skulle gælde alle uden undtagelse.
Det bliver præciseret i bestemmelsen om de nye rationer. Fra 4 pund brød
ugentlig går man over til 3 pund. Der bliver 2 køddage og 5 fiskedage, en kande
vand og 2 møtschen fransk vin. Når der er sluppet på, får de kun 1½ møtschen
spansk vin . Øl og brændevin er ikke nævnt, så det formoder jeg bibeholdes så
længe lager haves. Samtidig beslutter man, at hvert skibsråd skal have lov til
at lave om på rationens størrelse, alt efter omstændighederne. Det kan være
fordi, de på grund af uvejr kan komme væk fra de andre skibe eller have andre
årsager. I alle tilfælde bliver det pålagt det enkelte skibsråd at administrere
den medgivne proviant. Da kongen ikke specielt, havde nedsat et skibsråd for
flåden, bestemmer Det Brede Råd, at alle skibskaptajner skal med i sådan et
råd. Et skibsråd for Patientia bliver udnævnt.. Den sidste beslutning, som
bliver taget i Det Brede Råd, er noget helt exceptionelt. Det fremgår af
skibsartiklerne, at brug af åben ild på skibene i al almindelighed er forbudt
og dermed også tobaksrygning. Men nu beslutter rådet, at der må ryges tre gange
om dagen. I rapporten står der "maatte for Masten drikke Tobak". Der
står yderligere, at så må de altså ikke ryge under dæk. Ove Gedde skriver, at
det blev besluttet mod hans vilje, da han udmærket er klar over, at det var i
modstrid med majestætens skibsartikler. Det må have taget nogen tid og
diskussioner at tage så vigtige beslutninger, og jeg forestiller mig, at alle
trak vejret lettet efter dette møde. Nu havde man da rationerne på plads, der var
etableret krigsråd, så der ikke var nogen , der kunne gå på rov for sig selv.
Patientia havde fået et skibsråd, og Ove Gedde havde bøjet af for kravet om
rygning om bord.

Det var dog for tidligt at slappe af. Der var en alvorlig
disciplinær sag, der skulle afgøres. En understyrmand på Christian blev dømt
fra sin stilling og skulle kølhales tre gange. Han havde talt nedsættende om
skibsartiklerne. To sømænd blev også dømt til tre gange kølhaling og tabt løn
for tyveri, som de havde begået, medens skibene lå ved Isle og Wight. Hr.
Jacobsen, overstyrmand på David blev dømt til tab af fortjent løn, da han havde
bragt flåden i fare ved at angive, at flåden sagtens kunne sejle til Porto
Dallie. Elephanten skrabede bunden og Christian stødte på grund og kom fra. Som
navigatør var han ansvarlig for de kurser, han fik skibet til at følge.

Der er på tide at kigge lidt på de straffe, der blev udmålt
den gang. Rent umiddelbart vil man nok synes, at det er hårde straffe i forhold
til forbrydelserne. Jam Jansen skipper på Christian, blev dømt for at tale
nedsættende om danskerne til hollænderne og blev fradømt stilling og løn. Nu
bliver en understyrmand fradømt stilling og løn og skal kølhales tre gange også
for at tale nedsættende. Er det forskel i strafudmålingen efter rang? nej det
er der ikke. Understyrmanden talte nedsættende om skibsartiklerne, som selveste
kongen havde godkendt. Dermed klandrede han majestæten og dermed hele
retsgrundlaget for flåden. Det nærmer sig majestætsfornærmelse. At stjæle har
altid været en alvorlig forbrydelse til søs. At have en tyv om bord er ikke
godt for det sociale klima.

Man kan nok tro at kølhaling er lig med dødsstraf. Men det
var det ikke. Der er mange myter om straffene på skibene. Straffene var ikke
beregnet på at slå ihjel. Man skulle da have nogen til at sejle dem. Profossen
havde ingen nihalet kat. Den kom om brod meget senere. Han havde en lille og en
stor kæp.

Livet på skibene var hårdt nok endda i 1600 tallet, og man
udryddede ikke mandskabet på et togt. Bortset fra de korporlige straffe blev
alle straffe først bedømt af rederen, dvs. kongen, når skibet kom til
Helsingør. Indtil da svævede de straffede i uvidenhed. Men de havde da tid til
at korrigere deres opførsel. Belønningen for at fuldføre rejsen var jo 3 mands
hyre og et sæt tøj.

Det hele handlede ikke kun om disciplinærsager og rationer.
Ove Gedde var også ansvarlig for driften af skibene, og han havde lagt mærke
til, at der fra de to borgerskibe blev smidt en del fordærvet brød overbord.
Skriftlift befalede han visitateuren, som var regnskabsfører for hele flåden,
at undersøge sagen nærmere. Han ville gerne vide, om det var brød, de havde
haft med fra begyndelsen af rejsen, og det havde været fordærvet, da det kom om
bord. Eller om det måske var forket opbevaret om brod og derved blev fordærvet.
Visitateuren svarede ikke. Admiralen fik dog opsnut, at brødet inde afrejsen
fra Danmark var blevet vådt i brødkammeret. De havde først nu haft lejlighed
til at komme af med det.

Det var almindeligt, at man på længere rejser brugte ophold
under land til at forny proviant, fange fisk og salte eller røge dem, bage
brød, reparerer og vedligeholde skibene, måske endda kølhale dem. Der blev
ligefrem etableret en lejr med telte til de syge og værksteder. Borgerskibene
har nok fået bagt så meget brød, at de kunne tillade sig at smide det
fordærvede brød ud. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at den gode herr
visitateur ikke værdigede sig til at svare admiralens skriftlige forespørgsel.

Endelig den 4. april fastsættes en afrejsedag. De bestemmer
sig til at sætte sejl den 6. april. Forinden skulle der forhandles med de
indfødte, om de ikke for en 40 eller 50 daler kunne blive enige om at købe
kanonerne fra den grundstødte fribytter. Skibsrådene skulle informeres om
rådets beslutning. Skulle det være nødvendigt at sende en båd i land, måtte der
ikke være mere end fire mand i båden. Det Brede Råd har nok fundet ud af, at de
ikke kunne tåle unødvendige tab af folk. Det skulle jo ifølge aftalen med
kejseren af Candy afleveres to kompagnier soldater. Skibskaptajnerne skulle
også undersøge, om skibe David skulle have mere ballast, da dets egen skibsråd
ikke kunne blive enig om dette. Det yder ikke på det bedste klima om bord på
gesandtens skib. Næste dag samledes rådet atter. Denne gang var det om de folk,
som blev tilbageholdt af de indfødte. De indfødte lovede at levere fangerne
tilbage den 7. og derfor skulle afgangen udsættes til den 8. Skibene skulle
være i forbindelse med admiralen to gange ugentlig. I rapporten står der, tale
med admiralen. Kursen skulle sættes til SVtV, 235˚, indtil 80 mil fra landet,
til de var kommet til ca. 11½˚ nordlig bredde. Så skulle de holde StØ 170˚ og
SSØ 155˚. PÅ samme møde besluttede rådet, at der skulle leveres 200 daler til
Patientia og 100 daler til Jægeren. Pengene skulle bruges til proviant i
tilfælde af, at skibene kom væk fra hinanden på turen. Dog skulle
Præsidenterne, mon ikke det er det vi idag kalder messeforstander, stå til
regnskab for de summer. Så kunne de roligt gå til køjs. Afgangen var sat, de
første kurser sat af, og tilsyneladende var alle skibene klar.

Det var nogle travle dage, nu afgangen nærmede sig. Den
næste dag blev de enige med Alcairen om, at han skulle have 50 daler og to
stykker hørgarnslærred. De må have været to ruller lærred, ikke så lidt endda.
De fik så anvist, hvor kanonerne lå, og de fiskede dem op med det samme. Det
blev til to dele af en bronzekanon, kaldet Kaaber Støkke, tre jerngøttlinger,
en ottekantet jernkanon samt tre små ankre og en trosse. Det var egentlig
billigt. Jernkanoner kostede 5 daler pundet i Tøjhuset.

Den 8. april havde de et langt møde i Det Brede Råd. Der var tre punkter på
dagsordenen. Det første punkt handlede om misbrug af Guds navn, at bande
og sværge. For overtrædelse af dette forbud var bøden en rigsmark til de
fattige. For præsidenten var det 1 daler. Så kunne man tage fat på det mere
praktiske. Inden for en perioder på tre uger skulle alle mand have haft en tørn
ved roret. Bøden for at undlade dette var mere beskeden, 8 skilling. Alle mand
skulle holde skibet og galleonen ren. (galleonen er området foran den forreste
mast, det lille stykke dæk neden foran. Her er bovsprydet surret fast til
formasten og skibet, og samtidig det store fælles toilet, som hyppigt bliver
overskyllet af søen.)

Det sidste punkt på dagsordnen omhandlede igen afgangstidspunktet.
De skulle i Herrens navn afsejle næste dag. Forinden skulle de fra
sørøvervraget bjærgede ankre leveres til den erobrede jagt. Den portugisiske
alcair skulle have en gave til kongen af Senegal for at hjælpe til med at få
frigivet de fangede soldater og søfolk. Den fastboende portugiser, der havde
hjulpet dem og forhandlet for dem skulle og have en erkendtlighed. han skulle
foræres 20 daler, en halv amme brændevin, 40 pund brød, 4 oste, en tønde salt
og "en af de sorte". Alt dette fik han for at hjælpe med at få de 12
fanger frigivet og sørge for deres ophold, indtil der var lejlighed for dem til
at komme med et skib derfra. Til sidst blev det besluttet, at den hollandske
fløjte skulle følge dem i to dage og sejle hjem derefter. Samme dag blev
Cornelius Løyse, overkøbmand idømt tab af 3 måneders løn for "med Skields
have forklejnet Fiscalen". Det er uklart, hvad det var de havde skændtes
om. Fiscalens senere opførsel kan måske forklare Løyses opførsel.

Samme aften satte de sejl. De havde ligget ved Kap Verde i
50 dage. Man må sige, at der skete noget i alle 50 dage og at det var et langt
ophold, når der ikke var tale om havari eller andre ulykker, og nå de i grunden
havde travlt. De skulle nå til Ostindien, laste og gerne sejle derfra igen med en
gunstig monsunvind. Dog har tiden ikke været spildt. De fik også erobret to skibe,
dog var det vigtigste at Ove Gedde og hans nærmeste danske rådgivere fik set eller
kunne fornemme de vanskeligheder, købmændene kunne forårsage. Der kunne nu ikke
være tvivl om, at Boschouwer ikke var helt enig med admiralen. Flere gange fik han
dog si vilje. Samuel Fischer blev benådet og blev ikke henrettet efter sit flugtforsøg,
fordi Boschouwer og denne kone og Peter van Xanten fik i forbøn for ham. De tilfangetagne
fribyttere kom med på denne del af rejsem. De blev formodentlig sat til at arbejde
for føden, nøjagtig ligesom "konsulatpassagerer", havarerede søfolk og
turister kom hjem når de var strandet uden midler. Samuel Fischer spankulerede frit
omkring beskyttet af Boschouwers og Peter van Xantens velvilje.

Kilde: Torben Adb-el Dayem.