Anker

Peter Anker

Peter Anker,  31.7.1744-17.4.1832, guvernør. Født på Frederikshald, død på Øraker ved Oslo, begravet i Moss. Sammen med sin broder Carsten Anker foretog A. der tilhørte det velstående og indflydelsesrige trælastpatriciat i Christiania. I begyndelsen af 1760'erne en udenlandsrejse til England, Frankrig og Tyskland. I Paris studerede hanarkitektur. I Freiburg i Tyskland, studerede han minerallogi i alt studie på 5år. 1773 blev han konsul i Hull, 1777 i London og 1783 generalkonsul i Storbritannien med rang af oberst. Han arbejdede med dygtighed for Danmarks-Norges handel under den nordamerikanske uafhængighedskrig, ligesom han hjemsendte oplysninger om nye landvindinger inden for industri og teknik, bl.a. om dampmaskinen. I sine yngre år stod han på fortrolig fod med Ernst Schimmelmann. 1786 udnævntes A. der aldrig tidligere havde været uden for Europa til guvernør over de danske besiddelser i Ostindien. For den ny guvernør som i løbet af sin embedsperiode fik rang af generalmajor gav denne ny post anledning til mange besværligheder.

En Kærligheds historie fortæller  P.B.Anker. ::  Peter Anker møder en kvinde i London, hun var enke. Hendes navn var mrs. Mollanrd. De rejste sammen til Indien. Nogen siger at hun af arvehensyn ikke var gift med ham. Andre siger han var hemmelig gift med hende.  I mine familieoptegnelser står der at hun var af høj fornem byrd. Hun var røget uklar med sin familie, fordi hun havde begået en sådan skam over famiien, ved at gifte sig under sin stand , med en Mr. Something. Hendes familie satte sig også op imod hende, at hun ville gifte sig med en general Anker, sombare var , mente de , en nybagt Adelsmand. I 1791 drog hun til Trankebar, hvor hun indgik hemmeligt ægteskab med Peter Anker. Men det sørgelige er, at hun dør et år efter sin ankomst. Hvor efter hendes mand lod opføre et monumenttil hende i Guvernøboligens have .

Han skrev de mest fortvivlede breve til sin bror Carsten, at nu havde han mistet alt af værdi  i livet.

Hvem var Mrs. Mollard??  Som nævnt står der i mine familieoptegnelser, at hun var af høj fornem byrd.    -   En historiker, som meddelte mig at hendes pigenavn er Lady Mary Seymour, datter af hertugen af Somerset. Nu hænder der et mærkelig træf, at jeg for nogle år siden havde en gæst  her på Snarøen en sommer. En ung pige på 22 år af Seymor slægten. Hun introdukserede mig til hendes familie. Jeg skrev  til hertugen af Somerset og forklarede mit æringe. Han skrev tilbage , at det godt kunne passe med at det var Lady Mary Seymour  Datter af den 8. hertug af Somerset. Da hun forsvandt, at familien aldrig hørte fra hende mere.

På Nationalgalleriet i Oslo, hænger der et billed af Mrs. Mollard Som er malet i 1791 det år hun tager med Peter Anker til Indien.

Da A. kom til Tranquebar i maj 1788 var byen således præget af uroligheder der hang sammen med de udsugeiser som den indfødte dubash (tolk) Suppremannia Setty i samarbejde med nogle af de danske embedsmænd foretog af den indfødte befolkning. A. vovede at sætte sig op mod denne klike, og det lykkedes for ham at få Suppremannia dømt, om end dommen efter A.s mening blev alt for mild. Mere truende for hans stilling blev den langvarige konflikt han havde med sin næstkommanderende, Franz von Lichtenstein. Under denne strid kom en inder ved navn Sennapa Naik til København og klagede over guvernøren hvilket førte til nedsættelse af en kommission. Kommercekollegiet fandt imidlertid ikke klagerne begrundede, Sennapa blev senere dømt æreløs, og det kom frem at Lichtenstein havde solgt danske søpas til franskmændene. A. der en overgang syntes at have mistet både kommercekollegiets og kronprinsens tillid gik styrket ud af disse stridigheder. I hele sin guvernørtid stod han på en særdeles god fod med de engelske kolonimyndigheder. Med disses billigelse lånte han 1788 rajahen af Tanjore et større beløb mod pant i en række landsbyer der grænsede op til Tranquebar. Da englænderne 1800 havde afsat rajahen indfriedes lånet og landsbyerne tilbageleveredes. Under kampene mellem England og Frankrig om koloniherredømmet over Indien førte A. en engelskvenlig neutralitetspolitik. Da de danske besiddelser efter den kortvarige engelske besættelse 1801–02 tilbageleveredes lykkedes det for ham gennem dygtige forhandlinger med englænderne at spare den danske statskasse for et betydeligt beløb. På grund af den reformpolitik A. førte indadtil, den holdning han tog over for embedsmændenes bestikkelighed og på grund af den kloge politik han førte udadtil over for de andre kolonimagter er A. blevet karakteriseret som "Danmarks bedste guvernør i Ostindien" (Aage Rasch). Derimod spandt A. ikke guld på sit ophold i Indien, snarere tværtimod. Hans engagement i nogle anglo-indiske ekspeditioner bragte ham nemlig i en så penibel økonomisk situation at han måtte bede broderen der var kommitteret i kommerce-kollegiet om på hans vegne at fri til et par af monarkiets velhavende damer; han fik imidlertid nej! Træt af livet i det fjerne Indien og de vanskeligheder det beredte ham fik han 1805 tilladelse til at rejse til Danmark. 1806 forlod han Indien, og 1807 bevilgedes der ham afsked med fuld gage i pension. Fra 1808 tog han ophold på gården Øraker ved Oslo. 1814 rejste han efter Christian Frederiks opfordring sammen med sin broder til England for at opnå engelsk anerkendelse af Norges uafhængighed. A. var ikke blot en dygtig embedsmand, men også et kunstnerisk begavet menneske. Oslo universitets etnografiske museum ejer således i dag hans samling af malerier og tegninger med motiver fra Indien hvoraf A. personligt har malet en del under opholdet derude; disse billeder der tåler sammenligning med samtidig anglo-indisk malerkunst afspejler europæernes begyndende interesse for fremmede kulturer og specielt A.s respekt for hinduisk arkitektur og interesse for Indiens natur. Af stor værdi er også den samling af hinduiske bronzefigurer som blev fundet i Tranquebar 1799, og som i dag findes på Nationalmuseet i Kbh. 1806 udgav A. et lille hæfte om denne samling (En Saml. af Mythologiske Antiquer bragte fra Hindustan).

Familie

Forældre: jernværksejer Erik A. på Mosø(1709–85) og Anna Catharina Tank (1723–61). 

En bror Carsten Anker.

Udnævnelser

Agent 1774. Nat. som dansk adelsmand 1778. Guldmedaljen Pro meritis 1783. Hv.R. 1804.

Ikonografi

Mal. af C. A. Lorentzen m.fl. (Fr.borg), af Jos. Reynolds og mal., 1761 (Paris).

Bankier P. B. Anker  Fortæller i Oslos Radio Om Peter Anker.