Foreningen Trankebar

Standardside

For- og næstformand, sammen med Margar i Trankebar

Tv. når det er "størst"

De første hvide mennesker i Trankebar.

Med kufferten pakket og alle de foreskrevne coronadokumenter

i hånden tjekkede vi ind på Qatar Airways maskinen i Kastrup som over Doha skulle bringe os til Chennai i Delstaten Tamil Nadu. 

Vores forventninger var, at vi nok ved ankomsten i Chennai Lufthavn ville blive mødt af sundhedspersonale klædt i heldragt, med temperaturmålere og testpinde i hals og næse og nogle timers ekstra ventetid.

Det hele blev gjort til skamme. Vi kunne, efter at et enkelt dokument var afleveret, gå direkte ud til den ventende chauffør, som de næste 6 timer kørte os mod Trankebar i troperegnen, der på det nærmeste væltede ned.

Ved ankomsten til vores tidligere danske koloni stod Paradepladsen under vand.  Vores Maritime museum var godt fyldt op med vand, og alt så gråt og trist ud.

Dagen efter begav jeg mig op til Sct. Johns skole- en af Sct. Theresaordenens mange skoler i Trankebar. Her blev jeg mødt af en af de gamle søstre. Bærer I ikke mundbind?  var mit første spørgsmål. Jo, det skulle vi egentlig, men de fleste nægter det, både lærere og elever, og nu er de fleste af os jo vaccineret. Eleverne havde været hjemsendt i halvandet år og var først for 2 uger siden kommet til bage til skolen.

En underlig fornemmelse og samtidig en lykkefølelse at komme tilbage til Trankebar efter næsten 2 års nedlukning. Det mest mærkelig var, at vi ikke så et eneste hvidt menneske da vi landede i  Chennai lufthavn.. sådan må de første danskere have følt det, da de ankrede op på Coromandelkysten i 1620.  Efter næsten 2 års sejlads og med over 200 af besætningsmedlemmerne døde, ankom de til den lille fiskerflække Tharangambadi, hvor Admiral Ove Gedde havde fået en aftale med den stedlige fyrste Najken af Tanjore om at kunne leje et stykke jord, bygge en borg og opkræve skatter af handlen på stedet. Danskerne kunne ikke udtale navnet, så det blev til Trankebar. De gik straks i gang med at bygge en borg på størrelse med Kronborg. De havde ingen tegninger med, men Admiralen Ove Gedde havde som et led i sin militæruddannelse i Holland lært at bygge borge.

Et par måneder efter sejlede det første skib hjem mod Danmark med den første last, der mest bestod og krydderier og det højt skattede peber, hvis pris i København var på højde med guld. Således fortsatte handlen med moderlandet de næste 225 år.. Der var opgangstider og nedgangstider, men på trods af den lange afstand til København og en sejlads rundt om Afrika, hvor sejltiden efterhånden var kommet ned på 7 måneder, var vi stolte af at have en handelsstation så langt væk fra Danmark.

I 1706 kom de første missionærer til Indien. Det var Plutzau og Ziegenbalg, udsendt af den dansk tyske mission, som med et anbefalelsesbrev i hånden fra den danske konge skulle udbrede det kristne budskab til de hedenske indere. – Det Ostindiske Handelskompagni,  der sad på handlen, frygtede ballade. Det ville give problemer, og de satte straks Ziegenbalg i fængsel på Fort Dansborg. Efter nogle måneder blev han dog Iøsladt. I løbet af kort tid gik Ziegenbalg ud blandt den lokale befolkning med det kristne budskab… Han må have været et sproggeni, da han i løbet af de første par år havde lært sig det tamilske sprog i skrift og tale. Bibelen blev oversat til tamil, og efter få år startede byggeriet af ny Jerusalemskirken, som i dag har en menighed på over 3000 sjæle. 

I de følgende år fik det kristne budskab en fast plads i en del af den tamilske befolkning. Især skete konverteringen blandt de fattige, som udover den hindukultur, som de stadig dyrkede, nu havde fået en ny gud på banen, nemlig Jesus..

Danskerne byggede hospitaler, børnehjem og skoler over hele Tamil Nadu. Når man i dag nævner ordene Danish eller Danmark, så bliver man mødt af en velvilje i hele Tamil Nadu.. Vi må have behandlet inderne rimeligt godt, da historien om os stadig betragtes som noget positivt. Der er jo også den forskel, i forhold til de andre kolonimagter, at vi kom fredeligt. Vi lejede et stykke land og vi betalte en årlig afgift til Najken af Tanjore.

Nu var vi kommet tilbage til vores Trankebar efter næsten 2 år.  Vi, Marga Krenzen , tidligere efterskolelærer, Knud Helles , tidligere gymnasielærer fra Troense og jeg, tidligere forstander for Vestfyns Efterskole i Tommerup.

Mit første møde med Trankebar var i 1986, da jeg kom til Trankebar som led i et besøg på en indisk efterskole beliggende 300 km fra kysten. Som del af rejsen havnede jeg i Trankebar, vores gamle danske by, som jeg kun havde hørt om fra min barndom i folkeskolen. Klokken var 7 om morgenen, vi passerede igennem Landporten, gik ned ad Kongensgade.- På min højre side Jerusalemskirken , til venstre Zionskirken, der var danskernes første kirke. –ganske mageløst. Bygningerne stod her jo endnu efter snart 400 år.- Men, de trængte godt nok til noget vedligeholdelse. Efter kort tid kom vi ned til Fort Dansborg, der lå i strandkanten ud mod Den Bengalsk Havbugt. ”Museum”, stod der ved indgangen til fortet. 2 rustne kanoner, et mølædt dannebrogsflag og smuldrede dokumenter i beskidte skabe.. det var fortællingen om danskernes fortid på stedet.. Vi blev i Trankebar i 4 timer, og kort tid efter rejste jeg hjem til Danmark godt belæsset med indtryk og en følelse af, at vi må da gøre noget. Vi kan da ikke bare tillade os ikke at vedligeholde vores gamle danske kulturarv.  De følgende år besøgte vi Trankebar- flere gange med efterskoleelever, hvor vi fortalte historien på stedet.

I 2002 fik tog vi mod til os. Stiftede foreningen Trankebar. Vi fik en renoveringstilladelse til at renovere den første del af Fort Dansborg. Startede med at bruge 100.000 af vores egne penge, hvorefter der kom en lille donation fra Dronning Margrethe og en check fra et par danske fonde. Det satte skub i vores arbejde. De følgende år renoverede vi danske gravsteder sammen med Nationalmuseet, så kom Tsunamien og fiskerlandsbyen blev revet væk med 700 døde sjæle. Vi byggede stor granitkystsikring .  Vi fik renoveret den danske Guvernørbolig over for Fortet. I 2017 grundlagde vi Dansk-Indisk Kulturcenter på hjørnet af Paradepladsen og Dronningensgade i den tidligere Kommandantgård. Vi fejrede indvielsen med en fest for alle byens skolebørn på Paradepladsen.

Vores Kulturcenter rummer ” Dronningens historiske bibliotek” og Trankebar Maritime Museum, hvor vi i 2019 havde 11.000 besøgende. Vi har de sidste 5 år lavet højskolekurser, hvor vi fortæller historien på stedet for en lille gruppe danskere. Knud Helles og jeg giver hver gang, vi er i Trankebar, aftenundervisning i de lokale skoler .

Foreningen Trankebar startede 400 års fejringen med afrejsen fra Kronborg af de danske skibe mod Indien i år 1618. Det fejrede vi med at leje Kronborg i november 2018, hvor vi havde den glæde, at Kongehuset deltog med Hendes kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.. vi havde håbet at kunne fejre danskernes ankomst til Trankebar i september 2020, men så kom Coronaen og skubbede det hele 2 år..

Under nedlukningen har vi haft indiske håndværkere til at renoveret selve Kommandantens hus og vores lokale mand, Mr. Sankar, som også leder vores maritime museum, er ansat som byggeleder. Jeg får daglige fotos over nettet og følger dermed arbejdet så tæt, som det har kunnet lade sig gøre fra Tommerup på Fyn.

Nu står vi her så i Trankebar. 3 hvide mennesker og føler os som de første hvide, der ankom til Coromandelkysten for 400 år siden.. De gik straks i gang med at bygge en borg. Det tog 2 år og den står her endnu. Den ser trist ud i regntiden, men bygningen er solidt lavet af lokale indiske håndværkere, og en flok tilrejsende danskere, som hverken kendte sproget eller kulturen, da de landede på stranden af den lille fiskerflække Tharangambadi.

Efter en lille uge i Trankebar holder regnen op. Solen vender tilbage og livet kan igen begynde. Livet fortsætter som altid. Fiskerne går på havet hver morgen. Trankebar er ved at få lavet en kæmpe fiskerihavn, så store trawlere kan ligge i læ sammen med de klassiske indiske små aflange fiskerbåde. Vi besøger alle skolerne. Vi giver aftensskole på det nybyggede College for unge kvinder som Søster Karuna, den tidligere leder af Sct. Theresa Convent har formået at få opbygget gennem de seneste par år, og som nu rummer 520 elever, hvoraf kun halvdelen kan betale skolepenge, da de kommer fra fattige familier. Søstrene i Conventet laver et prisværdigt stykke uselvisk arbejde. Udover børnehjem og skoler for mere end 3000 elever, har de et kvindeprojekt, der tager sig af 700 enker og udsatte kvinder.

Vi får besøgt den lokale District Collector 30 km fra Trankebar. En venlig kvinde, som fortæller at hun har besøgt Trankebar og vores lille museum som har gjort stort indtryk på hende. Collectorsystemet bestod af lokale indiske embedsmænd som englænderne satte til at styre deres egne borgere. -Det er stadig vigtigt at have et godt forhold til de lokale embedsmænd og især, når man som vi, kommer udefra. Collectoren kunne fortælle os, at man var ved at renovere Guvernørboligen efter at regntiden havde ødelagt taget, og der vil blive lavet en ekstra kystsikring rundt om Fort Dansborg og andre tiltag til gavn for de efterhånden mange turister, som normalt besøger Trankebar.

 Regnen er nu holdt helt op, solen skinner og Trankebars befolkning lever deres liv som før Coronaen . Eneste forskel er, at regeringen har forbudt større arrangementer og søstrene fandt det fornuftigt af aflyse den normale juleafslutning med de 2000 elever og deres forældre, hvor vi danskere plejer at bliver inviteret med før Jul.

Corona- nedlukningen har betydet, at vi kun har haft 2000 besøgende det sidste år på vores museum. Vi har dog, når det har været muligt, holdt museet åbent. Det er vigtigt for os at vise vores tilstedeværelse i Trankebar, selvom vi ved at det ikke kun er vores kultur, men en fælles indisk -dansk kultur vi repræsenterer på stedet, og det er vi meget opmærksomme på.

Den sidste dag havde vi planlagt at fejre en ny Regnen er nu holdt op, solen skinner og Trankebars befolkning lever deres liv som før Coronaen . Eneste forskel er,at regeringen har forbudt større arrangementer og søstrene fandt det fornuftigt af aflyse den normale juleafslutning med de 2000 elever og deres forældre, hvor vi danskere plejer at bliver inviteret med før Jul.

udstilling af danske billeder af fotograf Bert Wiklund på vores museum… Det blev på det nærmeste et tilløbsstykke. Vi havde dagen før udsendt en pressemeddelelse om udstillingen. Der kom journalister fra 12 aviser, All India Radio og TV produceret til 20 TV stationer i Tamil Nadu… optaget på 2 håndholdte mobiltelefoner. Og broadcastet til 72 millioner.. ganske imponerende.

Efter en PCR  test på det lokale Government hospital kunne vi begive os mod lufthavnen og lande i Kastrup dagen efter til en ny Corona test ved gaten..

Poul Petersen. Tidligere efterskoleforstander på Vestfyns Efterskole

Best. formand i Foreningen Trankebar.

 

 

  Der er igen gang i restaureringen på Kommandør bygningen .

Se under Kommandørgården.  Se i menu linien.

***************************************************************************************************************

Søster Karuna med en af børnehjempigerne som modtager sin første ”konfirmation”. En pige på 10 år.

Den næste ”konfirmation” sker i 14 års alderen.  Poul

 

**************************************************************

Der er endnu ikke gang i Restaureringen.

Men det bliver måske i næste uge. Vi håber.

Lad os krydse alt hvad der kan krydses

 

 

Christianshavns kvarter

Anders Bjørn fortæller om skibsfarten til Trankebar og Kina. Ruban er fra Talmi Nadu og kender til Trankebar.

Trankebar er lagt i dvale af Corona. Den nye havn og fiskebådene.
Faderen Med udstyret på.

I alle Templer har man en historie om de gamle Guder. Hinduerne tror fuld og fast på at de kan hjælpe. Det samme gør katolikkerne; når de i Frankrig valfarter til Grotten med den hellige madonna som kan helbrede syge, lamme og gør de blinde seende.
Alle religioner har deres tro, hvor helbredelse kan ske fyldest. I Danmark har vi Volvomanden , Moses og mange forskellige som jeg ikke husker navne på. Men alt drejer sig om troen på at blive helbredt.  Kunne man denne kunst i gamle dage , blev man brændt på  Bålet.  

Hinduerne har mange guder, som alle kan et eller andet.  Mennesker har et stort behov for at tro på noget. Og det skader vel ikke, tro kan som vi ved, jo flytte bjerge.
John Olafsson der oplevede netop det i 1622, at  Folk tilbad Guderne, som man dengang synes var mærkeligt.  Nu skriver vi 2020. Og stadig synes vi , at det er noget mærkeligt noget.
Man har næsten en gude fest året rundt. Muslimerne har deres, Katolikkerne en helt anden.
Den ene aften tilbeder de Shivar , laver musik og danser hele natten, i det ene Tempel, i det andet koger de ris på mælk, til mælken koger over og hælder det over guden. Alt sammen med højt musik. Idag er det bare med store højtaler på. Man er dog blevet enige om, at I Trankebar må man ikke have højtaler på efter kl.23.00.

Trommer må godt “ larme” hele natten igennem. Uden forstærker.

En hel uge danses der rundt i Trankebar gade. Med krukker på hovedet,  det er forskellige danser, efter ugen er omme kommer den sorte mand ud af templet om natten og danser i gaderne. Han har hele udstyret på Lange sorte slangekrøllet hår. En baby lignende  ting på armen, ( Det er nede i Angalaman templet, som ligger efter Guldsmedegade.  ). Den sorte mand skal blive derinde en hel dag til han nærmest er kommet i en anden verden. ( måske drukket for meget, han har hjælpere med sig, ) denne bestilling går i arv i en bestemt familie.  Så stimler folk sammen ved templet og venter på han skal komme ud.

Gudinden menes at have besat en mandlig Tempelpræst. Og bliver bragt i ekstase  alt imens trommerne hamrer derud af.  Han er iført kvindetøj, smykker og blomster. I det lange hår. I den ene hånd har han en trefork  i den anden bærer han noget der ligner et barn, hvor tarmene hænger ud af maven på bylten.
Det skal forstille gudindens blodtørstige Karakter.  —-  hun dyrkes som en magt, og for at hun ikke bliver alt for genstridig , må man give gaver og tilbede hende.   Der fortælles at gravide holder sig langt væk den aften hvor hun kommer ud og danser.  Jeg synes det er en ret uhyggelig oplevelse. 
Samtidig virker det lidt komisk når man kender “manden” -  som besøger huset her. Hvad han selv tænker om denne forestilling ville jeg da gerne spørge ham om, hVis han overhovedet tænker over det.  Jeg har ikke et billed af ham som "guden", men jeg har da et af ham som han ser ud til daglig. 

Han kommer i nat. Bare vi dog tør gå ud!!!!!!!!!!

Jeg har et billede af hans far der gik rundt i gaderne. Nu er det sønnens tur.  

Det er en ære at være den gud som danser i en hel uge, og viser sig den sidste dag som den sorte mand. De andre dage danser han kun rundt. Et hård arbejde. 

Den unge mand som har overtaget tjansen efter sin far , er en smuk ung mand, men efter de lange danseaftner, og den sidste dags dans, som den sorte gud. er der ikke meget over ham der, der udstråler at han er en gud. Men som han selv siger det giver gode penge.

Sorte mand.

Efter en uges dans, er kroppen og hovedet, ikke som han plejer.