Standardside

kap Verde

Øgrupperne Azorerne, Maderia og De Kanarisk Øer var stede,
hvor pirater og kaper lå på lur og ventede på bytte. Alle skibe fra Ostindien
og fra Mellemamerika kom forbi på vej hjem med lasterne fyldt med kostbarheder.
I læ af Kap Verde gik de til ankers enten for at proviantere eller for at
slikke deres sår. Det var godt, at vores skibe havde haft godt vejr, inden de
kom til dette risikofyldte farvand. Alle vidste, at der måtte man være
forberedt på at forsvare skibet mod samvittighedsløse banditter. Det har været
skærpet udkig, og kanonportene har været åbne. Men Ove Gedde og flåde så ikke nogen,
i hvert fald står det intet om det i rejse beretningerne som er til rådighed i
dag. Men de skulle jo ind og proviantere ved øerne. De erfarne folk, der var
med, har nok fortalt admiralen, at der ingen ferskvand var på øerne, og at de
skulle ind til det afrikanske fastland. Flåden fik besked på at holde sig langt
bagved Elephanten, men ikke længere end at de til stadighed kunne se skibet.
Kun den hollandske fløjte måtte følge med ham. de fik landkending med al
sandsynlighed af Pointe des Almadies. Foran det ligger en ø, Chausséedes
Almadies. I følge søkortet brækker søen der til stadighed, og de har nok holdt
sig i sikker afstand. Derfra stak de sydøst over langs kysten, der ligger 1½
sømil om bagbord. De passerede Kap Verde og sejlede uden om Isle de Medeleine
til tværs af Kap Manuel. Derfra skulle de sejle en nordøstlig kurs for at komme
til Anse Benard, hvor de skulle ankre op.

Point del Almedies

Fra Chausse des Almadies til tværs af Kap Manuel er der ca.
12 sømil. Når først de drejede nordøstover der, kunne de ses af skibe der lå
inde på reden. De har tøvet med at sætte farten ned, for de skulle ikke derind
i fuldt dagslys. Ved aftenstide blev fløjten sendt ind forbi Kap Manuel og
rundt om hjørnet for at se om der lå nogle skibe i Anse de Benard. Den kom
tilbage og rapporterede, at der lå seks skibe. Fløjten blev sendt af sted for
at hjælpe de andre skibe om bagved en ø, som rapporten kalder Isletta. I dag
hedder den Isle de Gorée og var dengang ubeboet.

Elephanten selv sneg sig ind om aftenen og lagde sig i læ af
øen og afventede daggry. Ove Gedde aftalte med Jan Xillesen, at hvis nogle af
skibene rørte på sig, satte sejl og gjorde tegn til at sejle, skulle han straks
lette anker, sætte sejl og sejle mod øen, samtidig med at han affyrede et skud
som tegn til Elephanten. Så ar Ove Gedde forberedt på det værste. Morgendagen
ville afsløre om det var ærlige handelsmænd eller fribyttere.

Fløjten ankrede op i nattens mulm og mørke lige foran næsen
på skibene på reden. Der lå hun og skvulpede, rund og fuldlastet for næsen af
seks skibe. Tre af dem reagerede promte. Men fløjten var hurtig. Sejlene hang
under ræerne i gårdingerne (tov til at ophale sejl) som var bundet med
slipperstik.

Et træk i den løse ende og sejlet faldt ned. Der blev fyret
det aftalte skud og gangspillet bemandet for at hale ankret op. Der kom liv i
kludene i land. Ove Gedde hørte skuddet, og straks blev Elephantens ankertov
kappet, og orlogsskibet kom brusende fra sit skjul. Fra den anden ende af øen
kom Christian og København til syne. Ifølge beretningerne af 1620 gjorde det største
af sig umage for at komme til luvart (den side vinden kommer fra) af admiralen.
Det ville stække skibets manøvrerum. Det mindre skib, en jagt gik efter
Christian. Ove Gedde affyrede er kanonskud som tegn på, at han skulle stryge,
dvs. sænke sit flag som tegn på, at han ikke havde aggressive hensigter. Men
jagten viste ikke tegn på at ville standse og fortsatte med at sejle ned mod
Elephanten, uden at det lykkedes at tage vinden fra admiralen. Christian blev
imidlertid angrebet af jagten, der affyrede 9 - 10 skud, som blev besvaret fra
Christian. Fløjten kom til undsætning, og der opstod håndgemæng mellem de to
besætninger. Ifølge beretningen sloges sørøverne bravt og ville ikke overgive
sig. De vidste jo også, hvad de kunne forvente af straf ved en tilfangetagelse.
Til sidst overgav jagten sig til fløjten, Christian slap dog ikke for skader på
riggen.

Det store sørøver skib så, at det var fanget mellem
Elephanten og København, og sendte så en båd over til Elephanten med en løjtnant
om bord. Han havde fransk pas med, som Ove Gedde ikke kunne anerkende.
Elephanten fyrede igen et skud mod skibet og opfordrede dem til at stryge  og overgive sig. Kaptajnen på fribytterne kom
med et spas svar på et upassende sprog, at det havde han ikke i sinde. Så lod
Ove gedde trommerne og trompeten røre, slog på tromme og blæste i trompeterne
og gjorde klar til flere skud. Da blev der vinket med et tørklæde på
fribytteren og kaptajnen kom ombord og overgav sig og bad om at få quarter. Han
kunne så ikke henrettes, men var fange hos Ove Gedde. Samtidig overgav han alle
sine skibe. Der blev straks sat dansk mandskab om bord og besætningen blev
taget til fange. Jagten var erobret, og det tredje skib gik på grund i sit
forsøg på at indgå sin skæbne. Inden mandskabet forlod dette skib, havde de
strøet krudt rundt på skibet for at forhindre, at skibet blev overtaget af
fjenden. Indfødte myldrede om bord, inden det blev antændt. de indfødte ville
nok plyndre skibet for værdier, men i stedet for kom de til at antænde krudtet
og skibet sprang i luften med de ca. 40 indfødte om bord. Det var de eneste
dødsofre på denne dag. Resten af dagen, den 19. februar 1619, gik med at sikre
erobringerne, rydde op efter salget, spule dæk og se på eventuelle skader. Der
blev også fejret. Det står dog ingen steder, men det ville være underligt, hvis
de ikke gjorde det. Jo, det var nok en travl dag den 19. februar 1619. Ingen
kom i tanker om de andre tre skibe, der lå på reden, og næste morgen var de
væk. Vi har dog optegnelser med oplysninger om, hvad det var for skibe. an
Xillesen havde set godt efter, og ved forhøret af de tilfangetagne fribytter
kom yderligere oplysninger frem. Foreløbig vidste man kun, at to af dm var
franske og den tredje hollænder.

Men nu var det tid at kigge nærmere på de erobrede skibe.
Det stor der noget om i beretningen fra 1620. Så havde flåden altså erobret to
skibe, der var veludrustet til kamp. Flådens besætninger havde sårede, men der
var ingen dødsofre. Christian havde fået skader på riggen, ellers står der
intet om andre skader. Det var nådigt sluppet. Christian IV havde ikke lidt
nogen tab, tværtimod, de havde erobret to skibe. I skibsartiklernes § 72 er der
klare regler om, hvordan man skal forholde sig til erobrede skibe. Skibene skal
til Danmark og her vurderes og synes. Lasten skal sælges, og det indkomne beløb
skal dække først eventuelle skader, som skibet var blevet påført under kampen,
derefter skal resten deles ud til besætningen efter en nøje skala. Mest til
Kaptajnen og derefter mindre og mindre indtil den sidste dæksdreng får en lille
klatskilling. Det er et system som har overlevet indtil i dag når et skib skal
have bjergeløn. Selve skibet tilfalder ejermanden af skibene i dette tilfælde
kongen. Dette var overvejelser, som de skulle igennem og tage stilling til.

Men først gjaldt det forsyningerne til skibene. Det var jo
formålet med at sejle ind til Kap Verde. Efter en dags hvile, reparationer både
af skibe og mennesker, gik man i gang med provianteringen. Den 20. besluttede
Det Brede Råd at sende kompetente mænd til land og finde ud af, om der var
noget ferskvand og proviant. Det viste sig, at alt undtagen citroner kunne fås.
Denne sætning er usædvanlig i et beretning fra 1600 tallet - vidste de, at
citroner var gode mod skørbug. Det må de dermed have vidst. Der var jo kommet
et oksehoved lemoner og et oksehoved lemonsaft om bord på Elephanten i
København. De andre skibe havde ikke fået lemoner om bord. Elephantens proviant
var bestilt af kaptajn Peder Nielsen, de tre andre skibes proviant var bestilt
af hollænderen Kornelius Louge. Disse havde derimod fået fersk Amager-smør.

Hvordan kan man på flåden have kendskab til bekæmpelse af
skørbrug med citroner, normalt måtte Chr. IV´s skibe ikke være længere ude end
3 måneder, så begyndte skørbug at plage besætningerne, og de skulle ind og have
friske forsyninger. Man vidste at urten kvan var er middel mod skørbug, og man
vidste altså også, at citroner var et godt middel. Læger i dag nægter at tro på
at man så tidligt kendte til citroner som middel mod skørbrug. Det var den
engelske flådes læger, der i midten af 1800 tallet eksperimenterede sig frem
til dette middel. Tolv patienter, to og to, fik bl.a. pibeudkrads, diverse
tedrikke og andre mærkelige midler. men to fik citrusfrugter og de kom sig.
Siden da blev det indført i den engelske flåde at alle skulle have lemonsaft.

Men tilbage til flåden, Styrmanden på David vidste dog, hvor
man kunne få citroner og al den ferskvand og proviant, man kunne ønske sig.
Ifølge listen må det være Her Jacobsen, der kom med forslaget. Det vat i Porte
Dallie, inde på kysten, ikke så langt fra hvor de lå. Han kendte også vejen og
forsikrede, at der var dybt nok til at skibene kunne komme ind. Den 21.
besluttede Det Brede Råd, at så skulle de derhen for at indtage forsyninger.

De 22. blev den hollandske fløjte beordret til at sejle
derhen og undersøge besejlingsforholdene. Porto Dallie lå dengang på kysten, i
dag ligger byen inde i landet. Der var ingen havn i moderne forstand. Det var
bare en strand, og man ankrede op et stykke fra land, hvor der var dybt nok.
Men pladsen har nok ligget bag nogle beskyttede sandbanker, som man skulle
sejle udenom. Styrmanden på David havde jo forsikret, at der var vand nok, og
at han kendte indsejlingen. men skipperen op Fløjten fik besked om at komme
tilbage og lede flåden igennem til ankerpladsen. I rapporten skriver Ove Gedde,
at det gjorde skipperen på Fløjten uden at forlange nogen forsikring for skib
eller gods. Så sejlede de da. Ove Gedde skriver at flåden var udsat for stor perikel,
fare, fordi København stødte på grund to gange, og Christian stod et stykke tid
på grunden. I Elephantens kølvand vældede mudderet op. Det var altså ikke vand
nok.

Samme dag blev Hans Mortiz udnævnt til skriver for Det Brede
Råd. Det må have været en forfremmelse for manden. Det er første gang, at Ove
Gedde nævner andre end ledere ved navn. Nu havde han en sekretær til Det Brede
Råd, som han slev havde udpeget. Det må have været en, som han stolede på til
at skrive referaterne af møderne.

De 23. om natten kom der liv i sørøverkaptajnen Samuel
Fischer fra Lion d´or, som nu hed Patientia. Den brave sørøver prøvede på at
flygte. Han sprang ud fra Galleriet, verandaen helt agter. Han brød dermed det,
som han havde lovet, idet han fil quarter. At få quarter ville sige, at man
kunne gå frit omkring, hvis man afleverede sine våben og lovede ikke at flygte.
Nu hvor han havde forsøgt at flygte, var det legitimt at hænge ham fra
rånokken. Næste dag blev retten sat, og han og de fribyttere, der fulgte ham,
blev dømt til at blive kastet overbord. De, fik måske uventet hjælp fra
gesandten, dennes kone og overkøbmanden Peder van Xanten. De gik i forbøn for
dem. Fischer blev i stedet for sat i "pinligt forhør", altså pint til
at tilstå, at han havde erobret engelske og andre skibe. Han underskrev denne
tilståelse men den findes ikke i dag.

Endelig, den 24. ser de på det plyndringsgods, der fandtes
om bord på Patientia ex. Loin D´or. Det skulle ifølge reglerne deles, men
kaptajnen på Elephanten skulle dog have mere end de andre kaptajner.

Det store skib hed Lion D´or og er i Beretningen af 1620
beskrevet som et ganske vell Montered og udrustet skib efter datidens skik for
sådanne røverskibe. Det var på 180 lester, omregnet er det ca. 360 tons, eller
nok lidt mindre end Elephanten. men efter forholdene et stort skib. Det var
også udstyret med dobbelt hud efter ostindisk vis. Hermed mener forfatteren
nok, at den også har fået et lag fæhår uden på bundplankerne, dækket af
fyrreplanker ligesom Elephanten og David. Den var bygget to år tidligere og
udstyret med 24 gøttlinger og 10 stenstykker (kanoner) og rigeligt forsynet med
bly og krudt. Der var bageovn med en håndmølle og en smedje om bord. Den var
rigeligt forsynet med det, som sådanne gaseller skulle bruge til deres røveriske
formål. Der var 20 piber vin og andre købmandsvarer, som de havde røvet fra
andre skibe. Dette må være en øjenvidnerapport, det menes at være skipperen på
den hollandske fløjte, der er kilden. Skibet var veludrustet til at erobrer
andre skibe. Bemandingen var oprindelig på 120 mand. Kaptajnen og leder af
fribytterne var Samuel Fischer. Skibet der gik på grund og brændte hed Fidele
Frantzou. Det var ført af Kaptajn Degermund med en besætning på 60 mand.
Jagtens bemanding var på 24 eller 25 mand. Det var skik og brug, at så snart
flere skibe fulgtes ad, havde man en jagt (jagten er et mindre skin med 2 el. 3
master og beregnet til at sejle forud og se om der var fare på færde)

Senere i beretningen er den kun kaldet Jærgeren og der ingen
oplysninger om de to sidste skibes armering.

Samme dag, den 24. februar, blev fribytterne forhørt.
Referat af forhøret ligger i dag i rigsarkivet og giver et ganske godt billede
af fribytternes skibe og deres togter. Fem mand blev afhørt, deres navne
hjemsted og udsagn blev skrevet ned og underskrevet af hver af de forhørte.
Nogle underskrifter er bare kryds eller andet bomærke. Referatet fylder 10
sider, og når først det er tydet og tolket, giver det et godt billede af alle
deres genvordigheder, indtil de overgav sig til flåden. Der er ingen tvivl om,
at den oprindelige besætning var opsat på eventyr. Ved at sammenholde de
forskellige udsagn kan man danne sig et skøn over besætningens størrelse og
sammensætning. Men under forhøret bedyrede de fleste, at det var et rent tilfælde,
de var ombord. Nogle sagde, at de var med, fordi de skulle til Brasilien, andre
mente, at de skulle ind i Middelhavet og røve, endnu andre var bare blevet
hængende om bord, fordi Samuels Fischer have lovet dem masser af guld. Kun
kokken fik fast hyre hver måned. De andre skulle dele 1/3 af udbyttet. Med de
vidste egentlig ikke, at det var på fribytteri de skulle. Soldaterne og deres
befalingsmænd kom fra Paris, resten af folkene fra La Rochelle, Dieppe og
oplandet til de to byer. Der blev flåden også samlet og udrustet.

Fidele Frandtzou og jaget afgik fra Dieppe i juni 1618 til
La Rochelle, og sejlede derfra med det "store skib". Det varede ikke
længe før Jagten manglede vand. Den blev sendt til Afrikas kyst efter vand. Den
kom tilbage til de to andre skibe uden at have fundet ferskvand og blev så
sendt hjem med en reduceret besætning. Resten af folkene fortsatte på de to
andre skibe. De sejlede faktisk lige ned til fribytternes foretrukne jagtområde
mellem Azorene, Maderia og De kanariske øer. De har ligget lige passende i
vejen for de med skatte tungt lastede skibe på vej hjem til Spanien og de
ligeledes tungt lastede engelske, hollandske, franske og nu også danske skibe
på vej til eller fra det fjerne østen. Om sommeren var der en stabil passat og gode
muligheder for at ligge i læ af småøerne. Så kunne de hurtigt komme frem og
overraske deres bytte. Anlægspladser som Flores, en lille ø af Azorerne, Porto
Santo nord for Maderia, var kendte sørøver reder. Reden ved Kap Verde blev
brugt til reparationer og proviantering.

De sejlede til de Kanariske Øer. Sejladsen kan have taget
cirka 12 dage. Der tog de fisk fra tre englændere og plyndrede folket. Allerede
påså tidligt et tidspunkt af deres færd var de interesseret i proviant. De har
nok ikke haft for meget med sig. Det ser ud til, at der ikke var mere at hente
der, og de sejlede til Isla de Flores, hvor de mødte de tre franske
orlogsskibe, som de kendte. Til dem afsatte de tre mand som var opsætsige. den
oprindelige besætning af fribyttere sejlede rovet hjem. Besætningerne på de
erobrede skibe blev sat til at arbejde på Samuel Fischers skibe, eller de blev
også fribyttere. På den måde fik han flere og flere fremmede om bord. Det var
ikke altid de makkede ret. Nogle var ikke særligt begejstrede for at arbejde
for firbytterne.

Derfra sejlede han tilbage til Isla de Palma. Der fandt han
en franskmand, som han lettede for 3 læst hvede, 4 gøttlinger, 6 stenstykker og
2 tons krudt og kugler. Folkene havde ikke meget, men det de havde, blev taget
fra dem. Kaptajn Samuel Fischer gav franskmanden en kvittering for det modtagne
gods. Denne handel viser tydeligt, at det ikke var vin og andet kostbart, han
ar ude efter. Hvede var noget spiseligt, og 3 læst er alligevel en anselig
mængde. At han også tog kanoner, kan tyde på, at han ikke var tilfreds med det
skyts, skibet var udstyret med fra Frankrig.

Fra Palma sejlede han til C. Carnurien, (Grand Canaria)  hvor han fandt en engelskmand, der allerede to
gange var blevet overfaldet af franskmænd. Han tog 10 piber vin 2 piber sukker
og afleverede 30 mand, der var " løbet" fra ham. Samme sted tog han
fra en engelskmand 50 piber vin og berøvede folket. Derfra sejlede han til
Lanzerote og erobrede den engelske jagt med E. Leck om bord. Fidele Frandtzou
og jagten kan godt have forladt Lion d´or, efter at Samuel Fischer havde fået
"legale" forsyninger af franskmanden.

Den 19. november 1618 bliver en engelsk jagt overfaldet.
Vidner omtaler kun fribytteren, der forlangte, at jagten skulle levere 8 både
vand, 5 krabicker, hvad det end er, 12 okser og 14 høns. Dvs. fribytteren havde
ikke fysisk overtaget jagten, men han kunne nok true den til at give noget fra
sig. Jagtens skipper har udleveret, hvad fribytteren forlangte. Jagten var
velforsynet og fribytteren manglede proviant. Dette forklarer Fidele Frandtzous
og jagtens afstikker til Ringebordo, Tangerj og C. de Rouertt, som et andet
vidne har beskrevet. Mangelen på proviant var simpelthen større end mangelen på
bytte. Alle de fade vin, han havde taget, kunne ikke mætte. Skipperen udleverede
det forlangte og "begierett Engelschmanden sitt schibff igien", altså
han tror, at han er fri. Men fribytteren vil have mere, hvilket skipperen dog
nægter ham. Så tilbyder fribytteren jagten at sejle med på fribytteri.
Jagtskipperen tilbyder ham skibet uden besætning (her er det lidt uklart, om
fribytteren tilbyder 100 croner, eller om jagtskipperen, siger at han ikke vil
på fribytteri, om så han fik 100 croner). Fribytteren Samuel Fischer trøster
skipperen med, at han kunne blive tilfreds, hvis han gjorde en god rejse. Et
vidne fortæller at skipperen blev lovet 1000 gylden for at følge med og 300
Gylden til foræring, og at han oven i købet kunne blive på sit skib med sine
egne folk. Skipperen slog til og siden sad han til bords med Fischer og kaptajnen
på jagten var tolk. Den engelske jagt fulgtes herefter med fribytterne som
deres jagt.

Springet fra koffardiskib, dvs. handelsskib, til
fribytterskib var ikke så stort dengang. Efter forhandlingerne med den engelske
jagt lå Fischer i fere omgange 10 - 11 dage under Lanzarote og ventede på nogle
skibe fra Maderia. Så sejlede de til Tenerife og var der i 5 - 6 dage. Her
jagtede de en karavel fra Santa Cruz red til den anden side af øen. Derefter så
jagten på et andet skib med 18 kanoner med det hollandske flag på storstange og
der engelske på bageste stang. Dette skib angreb de om natten uden de store
skibs støtte. To timer senere kom Lion dór og Fidele Frandtzou og forsøgte at
borde det angrebne skib, men måtte opgive efter syv timers kamp. 10 eller 12 mand
blev såret. og en konstabel blev slået ihjel. De var her tre skibe om at
angribe et skib, der turde forsvare sig.

Derfra sejlede de igen til Maderia og lå der 8 eller 9 dage,
til de sejlede til Lanzarote ind i bæltet mellem Lanzarote og Fuerteventura til
C. Blanc og så langs kysten til Kap Verde. Denne sejlads tog ca. 10 dage. Der
lå de så, indtil de blev taget.. Under opholdet ved Kap Verde fik de af et tysk
skib omtrent 20 stænger jern for vin. Jernet blev brugt til at få vand af de
indfødte. Ove Gedde måtte også give jern for ferskvand. På land havde de 30
sårede. Nogle af dem var måske mænd fra d erobrede skibe. En var blevet pint,
nævnes det af to vidner. Adskillige fribyttere er blevet sat i land eller på
andre skibe, fordi de var opsætsige, havde rebelleret eller bare ikke ville
være fribyttere.

Det ser ud som om at fribytterne var i en sølle forfatning,
at der ikke var vand nok, var almindeligt, men de manglede proviant og har ikke
kunnet skaffe nok ved fribytteri. Den engelske jagt var en lækkerbisken for
dem. Den var velforsynet, og måske var det derfor, den fik tilbuddet om at
sejle med. Bortset fra Lion d´or, var de andre skibe heller ikke meget bevendt.
den engelske jagt tog egenhændigt kampen op med et skib på 18 kanoner, men
efter to timers kamp, havde det alligevel ikke erobret det. Lion d´or og Fidele
Frandtzou kunne efter yderligere 7 timers kamp heller ikke klar det. Det ser ud
til at besætningerne var i en fysisk dårlig forfatning og at moralen ikke var
særlig høj. Englænderen troede, at han kunne klare det og slippe fra Fischer på
et tidspunkt. De skulle lers have solgt deres last af huder og staver til
tønder på Maderia, hvor de blev erobret. Derfra skulle de til Lanzarote og til
Cabo Blanco op Afrikas vestkyst og fylde lasten med fisk. Men det lykkedes ikke
, og nu var de altså taget til fange af den danske styrke. De gjaldt om at
slippe så billigt fra anklagen for sørøveri som muligt. De fleste af de
forhørte havde en eller anden luftig undskyldning for at være ombord på skibene
lige nu, og det var nok snarere blandt de 30 mand i land at man kunne finde
fribytternes fanger fra de erobrede skibe. Blandt dem var en Skotte, der var
blevet pint og plaget og havde reb om halsen, fortæller et vidne. Ove Geddes
skibe havde set ud til at ville slås for det. Derfor gav fribytterne så hurtigt
op og håbede på en mild behandling af danskerne.

Et forhør er mærkeligt. Det sidste vidne, tilsyneladende en
sømand, der var om bord hos fribytterne for at komme hjem. Han var kommet til
Kap Verde på et koffardiskib, som sejlede fra Dieppe fem måneder tidligere for
at handle huder for jern og brændevin.

Var han bare uheldig?

De 19. februar om morgenen får fribytterne øje på den
hollandske fløjte, der ligger og skvulper, bred om bugen, dybt lastet og til
ankers. Det er endeligt et let bytte. Så er det bare om at komme i gang. Op med
ankret og sejlene. Den mest udførlige beretning om dette slag set fra deres
synsvinkel får vi af "den engelske styrmand Leck" på Lion dór.
Fløjten fyrer et skud af, men det var vel af angst, tænker sørøverne. Så dukker
resten af flåden op. Styrmanden beretter, at de troede, det var spanske eller
portugisiske skibe. De prøvede at komme til luvart for skibene, og de frydede
sig, da de så Elephanten sætte storbåden i vandet. De regnede med, at de var
ved at bringe deres kostbarheder i sikkerhed. De tænkte ikke på, at det kunne
være, at båden med mandskab om bord var sat i vandet for at entre deres skib.
Da de blev beskudt af danskerne, mente han, at de skulle overgive sig. Det
mente hans kolleger ikke, at de skulle.

Leck nævner kun tre af flådens skibe i kamp, Elephanten,
borgerskibet Christian og den hollandske fløjte. Sidstnævnte har både været
lokkemad og bagstopper. Den har nok haft den farligste rolle i træningen, men
når man overvejer, hvad det egentlig var denne fløjte præsterede, så har det
nok været et mere kampdygtigt skib end forventet. Den sørger for at holde
afstanden til fribytternes jagt  på vej
ud. Jagten sejler forbi Elephanten og går i kamp med Christian og får held til
at beskadige riggen blandt andet. Så må fløjten vende for at borde jagten, og
det lykkes fløjten at erobrer den fremmende jagt. Ove Gedde roser også
kaptajnen i sit brev til majestæten. Kongens skib David med gesandten om bord
og borgerskibet København deltog ikke i træfningen. Det er forståeligt ´, at
David ikke var med. Kaptajnen på København var Laurids Willomsen. Han skulle
måske beskytte David.

Træfningen kan ikke måle sig med andre kendte piratangreb.
Der blev ikke skudt ret meget. Elephanten afleverede to varselsskud, et mod
Lion d´or og et mod jagten. Derefter et skud igen mod Lion d´or, efter at have
set dennes pas, det vil sige tre skud i alt. Christian, jagten og fløjten har
nok ikke været indhyllet i krudtrøg. Ove Gedde melder hverken skader på skib
eller mennesker. Derimod har fribytterne en del sårede, nogle af dem var nok
sårede fra tidligere møder med skibe.

Ve Kap Verde har fribytterne bragt 30 sårede på land. Nogle
af dem har sikkert ikke villet være fribyttere og var derfor i land, formentlig
bevogtet. Det kan kun blive et kvalificeret gæt, at der var ca. 140 kampduelige
fribyttere, da de gav sig  i lag med den
ostindiske flåde. De var så oven i købet ikke i for god fysisk tilstand og
deres moral vel heller ikke. Man kan antage at kongens skibe og den hollandske
fløjte var vedligeholdte og rene med folkene mætte, sunde, vel disciplinerede
og i overtal. Det har været for stor en opgave for fribytterne.

I rapporten til Christian IV har Ove Gedde ikke skrevet
noget om, at fribytterne var deres fanger, eller nævnt de mennesker, der var
blevet i land. Den eneste, der egentlig var fange, var kaptajnen for styrken
Samuel Fischer. Lion d´or blev omdøbt til Patientia et navn, som der er
tradition for i kongens flåde.

Det er nok på sin plads her at gennemgå det , der førte til
slaget ,ed fribytterne. Ove Gedde, "Christian IV´s mannd, thienner och
gesannte" havde skønnet rigtigt, da han formodede, at fribyttere kunne
ligge i Anse Benard. Han disponerede rigtigt ved at sende den hollandske fløjte
i forvejen for at undersøge ankerpladsen nærmere. Han dirigerede de andre skibe
i læ af øen Goreee, så de var beskyttede. Det hele tyder på, at de var
admiralen, der her dirigerede de dansk skibe. Havde Ove Gedde ikke angrebet
fribytterne, var de danske blevet erobret eller svært beskadiget af
fribytterne. Den helt korrekte opførsel fra begge parter havde været, at d
viste hinandens papirer frem og derefter fandt ud af, om de var venner eller
fjender. Af forhøret af fribytterne synes det at være klart, at det var rene sørøvere,
som ikke var blege for at overfalde deres egen nations skibe. Ved korrekt
opførsel fra Ove Geddes side ville ekspeditionen enten være blevet svært
beskadiget, eller den havde stoppet der. Mens kongens gesandt ikke var i tvivl om.
at det var sørøvere, så tvivlede han derimod på den diplomatiske reaktion hjemme.
Man havde hele opholdet på kysten til at tænke over hvordan man skulle skrive det
til kongen.

Kilder: Torben Abd-el-Dayem