Fra Danmark Ceylon.

Fra Sundet til Isle of Wight

Skibene, i "flådens udredning" som er et komplet regnskab
over indkøb og leveringer til Den Ostindiske flåde, nævnes fem skibe:

Elephanten,

Lybske Davis (senere David)

Jagten Øresund

samt to borgerskibe:

Christian

København

En Hollandsk fløjte var forsyningsskib. Den skulle følge med
flåden til Kap Verde og der tømme sin last af forsyninger over i de andre skibe.
Derpå skulle den tage last med salt hjem. Jagten Øresund blev sendt af sted før
de andre.

Da ordre om at lette og sætte sejl lød, havde alle været om
bord et godt stykke tid. Nogle havde været med, da skibene blev udstyret, andre
kom om bord, da de lå på reden, med alle havde været om bord, da skibene
sejlede til Kronborg. Mange kendte hinanden i forvejen. Lederne var jo alle
rekrutteret fra den kreds af borgere, der omgikkes hinanden både selskabeligt
og forretningsmæssigt, og de var også mere eller mindre i familie med hinanden.
men på en lang rejse som den, de begav sig ud på, gjaldt helt andre regler for
omgang med hinanden. Ove Gedde har i alle tilfælde kendt mange af dem fra sin
tid i kancelliet. Mange officerer var ældre end ham.

Købmændene var både ældre og erfarne i handlen med Ostindien.
Deres hovedformål var at tjene mest muligt. Den mere almindelige del af
mandskabet føjede sig nok til at starte med, med de skulle lige se ham an. Hvad
var han for en fyr, ung og adelsmand? Alle skulle stikke deres grænser af, og
Ove Gedde skulle føle sig frem og ikke støde nogen. Han var meget bevidst om,
at han var kongens gesandt og var blevet pålagt en stor opgave. Han har haft
ca. en måned, hvor ham kom nærmere ind på livet af dem. De menige søfolk kendte
også hinanden fra andre udmønstringer, og håndværkerne var ikke helt fremmede
for hinanden. De havde også et vist kendskab på godt og ondt til deres
befalingsmænd. Fra de satte ud fra Bremerholm i slutningen af oktober, og til
de sejlede ud af Sundet den 29. november har alle nogenlunde lært hinanden at
kende. Det var situationen hin november nat.

Den 29. november om natten var det bælgravende mørkt. Det
blæste nok også med byger, sådan som vejer nu er i november. Senere på dagen
var de begyndt at gøre søklar . Al løst grej på dækket skulle under dæk eller
surres, sejlene gøres klar, så man kunne nøjes med at hale i den løse ende af
et slipperstik, for at sejlet kunne falde. Fald var slanget på dækket, se de
frit kunne løbe i blokkene. Fremmede var jaget fra borde. Nu er skibet vores,
ingen fremmede skal forstyrre os. Farvel til slægt og venner. Så kom ordren til
at bemande gangspillet og hale ankeret op. Rorgængeren var på plads og
mandskabet var i riggen klar til at sætte sejlene. Så snart ankret slipper
bunden, begynder skibet på sine bevægelser. Det dypper snuden og skummet
sprøjter op. Så lægger det sig til den side efter, som sejlene presser det. Vi
er fri. Vi skal til Ceylon. Vi skal opleve alt det "som bonden aldrig
ser". Men først skal vi igennem Kattegat. Om natten den 29 november 1618
er der hverken bøjer eller fyr at sejle efter. Det eneste lys , de havde var
"fyrmandens" lanterne at sejle efter. Der var dog erfarne navigatører
med, som havde prøvet det adskillige gange. Nu skulle det vise sig, om mændene
kunne deres job. Et er at sejle fra København til Kronborg, noget helt andet er
at sejle i mørke og snusket vejr på et skib, man ikke rigtig kender. Vil
sejlene opføre sig, som de skal, er det rigtige fals, vi har fat i, hiver
makkeren med eller pjækker han bare? Utallige spørgsmål og små problemer skal
løses i de første dage. Holder skibet tæt, når belastningen på skroget ved bidevindsejlads
vokser. (sejle mod vinden).

Den 5. december er de 20 mil fra Nessit, det må være
Lindesnæs ved Norges sydspids, og den 15. passerer de Dover. Da kom de ind i en
hollandsk flåd på 25 skibe, som alle skulle til Lissabon, skrev præsten i
ligprædiken. Begge beretninger skriver, at den danske flåde ankrede op under
Wichten udi England den 17. december, efter at de havde været i storm og regn i
18 dage. Det fandt de skibet David liggende, og samme dag ankom København.
Næste dag blev Det Brede Råd samlet, og det besluttede, at alle skibsråd skulle
aflevere en samlet oversigt over proviant og andre fornødenheder, som de
manglede. Det skulle være omhyggeligt udført, for det de bagefter manglede,
skulle de selv for egne midler anskaffe sig. Oversigten skulle afleveres til
Visitateuren Peter van Xanten. Han var overkøbmand om bord på David, og navnet
tyder på, at han var hollænder. Samme dag den 19. kom den Hollandske Fløjte
(skibstype) og berettede at skibet Christian var sejlet ind under Norge.

Samme dag er den kejserlige gesandt Boschouwer og Peter van
Xanten sejlet ind til Newport, og der havde opfordret alle til at sværme i land
og tære på kompagniets penge. Da Ove Gedde ikke kunne stoppe der pr. brev eller
sende bud, gav han ordre til, at ingen måtte forlade deres skib, med mindre de
fik speciel skriftlig tilladelse til det. Så tog han selv til Newport den 23.
og gav ordre til, at visitateuren kun måtte have en tjener og en købmand hos
sig. Alle de andre skulle holde sig til deres skibe. Såfremt nogen undtagelsesvis
skulle til byen, skulle det være på egen bekostning og ikke på kompagniets,
eller skulle visitateuren selv stå til regnskab for beløbet over for
kompagniet. Samtidig fin han også ordre om, at indkøb og transport skulle
foregå samlet for hele flåden. Da han jo havde fået en oversigt fra alle skibe
over deres fornødenheder, kunne han købe det hele ind på en gang og
transportere det hele til skibene i deres egne både. Visitateuren havde også
for skik dagligt at købe frisk forsyning af kød og anden proviant til skibene
og leje engelske både til at sejle det ud til skibene. Han fik ordre til at
købe ind for flere dage ad gangen og fragte det ombord på egne både. Og da han
også havde fået at vid, hvad hvert skib skulle bruge, skulle han også
omhyggeligt holde regnskab over det beløb, der blev brugt til hvert skib, så
skibene kunne stå til ansvar for deres forbrug. Det syntes såre logisk, og det
burde ikke være nødvendigt at belære en overkøbmand om sådan elementær
regnskabsføring. Her viser den unge admiral at han godt kunne tage vare på de
ham betroede penge. Købmændene troede, at Ove Gedde var et let offer for deres
kreative måde at købe proviant på. Det er første gang, Ove Gedde beretter om
vanskeligheder med hollænderne.

Så må julefreden have sænket sig over flåden, for den næste
dato som er i rapporterne er den 30. december. De har holdt jul og som
tjenestemand har der ikke været noget at skive om. Rapporten er helt igennem
meget nøgtern. Kun enkelte gange tilkendegiver han sin mening. De 30.
besluttede Det Brede Råd, at flåden skulle ligge inder Wichten i 4 etmål
(søfartsbetegnelsen for et døgn) og vente på Christian. Derefter skal vinde
blæse fra en gunstig retning i et døgn før de letter. Skulle Christian viser
sig, før de 4 døgn er gået, skal man stadig vente på et døgns gunstig
vind.  Samme dag besluttede rådet også,
hvor mange der skulle spise i kahytten på David. Der var flere personer, der
mente sig berettiget til at spise i kahytten, end der var plads til. Fra denne
dag skulle der kun være otte, der spiste i kahytten, resten kunne finde deres
måltider i "øverste hytte", hvor de dog skulle få mere mad end
skibsfolkene de har måtte spise sammen med dem som vi i dag kalder
mellemledere. Det var bartskæreren, lægen, skriveren, overkvartermesteren,
overtømmermanden og alle andre over- et eller andet.

Under opholdet på Isle of Wright forlangte den engelske
guvernør betaling af Ove Gedde for at ligge på reden. Dette syntes Ove Gedde
ikke var behørigt, så han drog op på kastellet og viste guvernøren skibspasset.
Det var guvernøren glad for, og Ove Gedde blev behandlet efter rang og stand.
Derefter kom guvernøren om bord op Elephanten og blev som gengæld for den fine
behandling han havde givet vores admiral, fyrsteligt trakteret. Det indebærer
som skik var dengang, at hver gang en af de høje herre udbragte en
"skål" blev en kanon fyret af.

Den 1 januar 1619 blev en travl dag for Det Brede Råd. Samme
dag blev Siks Jakobsen, skipper på København og medlem af skibsrådet, dømt til
tab af 2 måneders løn for ved snak med folkene næsten at have fået dem til
mytteri.

Boschouwer og visitateuren Herman Rosenkrants, der ikke var
i familie med Kaptajnen på David, forlangte penge af ekspeditionens beholdning.
De havde brug for flere penge end de 1000 daler, de havde taget af Davids
kasse. Foruden de 800 daler visitateuren havde, ville de tage 1300 af
Københavns skibskiste. Der ville blive aflagt regnskab for det hele, så pengene
ville ikke blive brugt unyttigt, står der i rapporterne. De foresourgte også om
de 400 eller 500 daler, som Erik Grubbe havde bedt om at låne af kompagniets
penge. Ove Gedde svarede, at det ikke kunne være til stor skade, da Erik Grubbe
jo havde indskudt 5000 dale i kompagniet.

Men de selv kunne gøre, som de ville, og stå til regnskab
for en eventuel manko på kontakterne i Ceylon. Efter deres befaling gav han
også købmanden på Elephanten 50 daler. Det var en travl nytårsdag. De 24-årige
admiral har måtte forhandle sig til rette med to benhårde erfarne
forretningsmænd med erfaring fra det hollandske handelskompagni.

Samme dag ankom Thyge Stygge, kaptajn på Christian. Han
berettede at skibet Christian var sprunget læk og var blevet repareret i
Hokalff i Norge. De havde mistet tre ankre og fået beskadiget det fjerde og lå
nu i Dunse- måske er det Dungeness? - og ventede på gunstig vind for at komme
tilbage til flåden. Det Brede Råd besluttede samme dag at sende Thyge Stygge og
Amling von Ossdem over land til Christian og bringe skibet til flåden ved først
givne lejlighed. Der blev bevilget dem 100 daler til fortæring og Thyge Stygge
blev refunderet 50 daler for fortæring på rejsen til flåden.

Så var der ro i to uger. Den 15. januar blev det bestem, at
de ikke ville vente længere end til den 17. på Christian. Hvis skibet ikke var
kommet den 17. skulle man "gange til Seils" og efterlade dem nogle
breve.

Den 17. kl 8 satte admiralen signal, at han ville sætte sejlene
til middag. Men det kunne han ikke, fordi Boschouwer og vores folk, som han
skriver, ikke var kommet om bord. Folkene, dvs. mandskabet, har nok holdt øje
med gesandtens chalup. Så længe den stadig lå i havn, sejlede flåden ikke.
"Så kan vi nok tage et bæger til" har de sagt til hinanden. Og de havde
jo ret. Boschouwer skulle også transporteres til kejserriget Candy. Det var
frustrerende for den unge admiral, men over middag kom Christian, også var det
jo godt at de ikke havde lettet. At gesandten overså Ove Geddes signal var en
respektløs handling og har nok ikke bidraget positivt til deres indbyrdes
forhold.

Den 18. var Det Brede Råd atter i funktion. denne gang
handlede det blandt andet om sovepladser. I de to borger skibe måtte der kun
sove 4 personer i kahytten, da det ellers forårsagede stor disordre. resten
skulle sove i den øverste hytte, altså sammen med folket. Ifølge
skibsartiklernes § 49 er det kaptajnen, der anviser sovepladser. Her måtte Ove
Gedde altså selv gribe ind. Der var nok ikke den samme mandstugt op
borgerskibene blandt de såkaldte civile, som var på kongens skibe.

Det blev også besluttet, at skibsrådene ikke måtte give
tilladelse til at tappe drik fra lasten eller udlåne nøglen til drikkevarerne i
kahytten uden at have fået tilladelse af præsidenten, dvs. Ove Gedde. Han
skulle vide hvor meget der blev brugt og sikre at ingen fik mere, end der
tilkom ham. Det har nok været tappet lidt mere end den daglige ration.
Forbuddet var begrundet med, at "ingen må forbruge mere end sømmeligt
er".

Ved samme lejlighed blev en rokade blandt befalingsmændene
vedtaget. Christoffer Stygge skulle være Erik Grubbes fændrik i stedet for
Johan Venstrermand, Thyge Stygge, øverstbefalende for soldaterne, fik Jørgen
Orming til sergent i stedet for Murmands. Til sidst skulle Otto Urne tage
Christoffer Stygges plads som korporal for Adelsbursene dvs. kadetterne.

Medens de stadig lå ved Isle of Wight, måtte de sende to
mand hjem på grund af en farlig sygdom. Det var fændrik Johan Wenstermand og en
trommeslager fra det ene kompagni. Så kan man spekulere på, hvad det var for en
sygdom. Ove Gedde er diskret og røber ikke, hvad de fejlede. Det ser ud ti, at
der er to9 af samme navn og den anden Johan Wenstermand forbliver ombord og gør
karriere inden Bremerholm. Tre mad rømmede: Borgmester af Malmøs søn, som var
soldat, skipper Niels Malmøs søn, som var Ove Geddes personlige tjener, og en
anonym sømand fra Elephanten. Livet til søs  nok været lidt for meget for de unge
mennesker. Til gengæld blev der mønstret 4 sømænd til Elephanten og nogle
sømænd og soldater til de andre skibe. Det har enten været nogle danskere, der
af en eller anden grund var strandet på øen, eller nogle indfødte. Dengang tog
man det ikke så nøje. En mand var arbejdskraft uanset nationalitet, og de fik
alle samme behandling, som det fremgår af beretningen.

Den 22. januar fik visitateuren skriftlig ordre til at
henvende sig til skibet Christian for at undersøge, om de manglede noget og
hvornår de var klar til at sejle med flåden. Den havde jo under turen til
Lindesnæs mistet tre ankre og fået et anker stærkt beskadiget. Desuden havde de
fået repareret skader på riggen og ved samme lejlighed rettet på den, så skibet
sejlfærdigheder blev forbedret. På denne henvendelse blev der af kaptajnen
svaret, at de var klar til at sejle næste dag. Dog mente de, at Det Brede Råd
og styrmanden skulle forgaddes, samles eller spørges, forinden.

Samme dag blev Det Brede Råd samlet, og det besluttede, at
flåden skulle sejle videre næste dag, og at det første sted de skulle få
forferskning, vand og proviant, skulle være Kap Verde. Dersom de ikke kunne få
noget der, skulle de sejle til Ill de May, det må være Mayo, en af de
Kapverdiske Øer. Den 23 januar sejlede flåden fra Isle of Wight med kurs mod
Kap Verde. Efter ophold på 36 dage sejlede flåden ud i Atlanterhavet.
Ovenstående beretning om begivenhederne på turen fra Sundet til Isle of Wight
og under opholdet ved øen er, hvad Ove Gedde har syntes var passende for
tjenesterapport til chefen. Det var de nøgne kendsgerninger. Med hvad gemmer
sig bag de nøgterne ord? Alt det selvfølgelige og hverdagsagtige nævner han
ikke.  Holdt de datidens juleskikke? Hvad
med den 31. december? Der står heller ikke noget om stemningen i flåden blandt
mandskabet.

De sidste dage havde været begivenhedsrige, og Ove Gedde må
have fået kendskab til vanskelighederne med den brogede flok af soldater,
søfolk og købmænd, der lå og ventede på ham. Hvis man ved lidt om sejlads og
skibe, kan man komme med et kvalificeret gæt på hvad der foregik bag
kulisserne. 18 dage fra Øresund til Isle of Wight? Selv om skibene ikke sejlede
så hurtigt, synes det at være lang tid for at sejle til den Engelske kanal. Men
det var dårligt vejr og ikke alle om bord var vant til at sejle på denne
årstid. Alle danske skibe, såvel kongens som købmandsskibene, lagde normalt op
for vinteren i løbet af oktober. Først rasede efterårsstormene, så kom isen, og
til sidst på den anden side af foråret kom der igen vejr til at sejle
forsvarligt. De skik holdt sig fra middelalderen helt op til midten af 1900
tallet.

Ove Geddes flåde begyndte sit togt, da alle andre skibe var
lagt op for vinteren. Dens sejlegenskaber var nok datidens bedste, men set med
vores målestok var de nok ikke for gode. De var langsomme og tog sikkert en
masse vand ind, både gennem kanon portene og fra dækket ned i lasten. På
vejrdækket har der været store solide træriste, så an fik lys og luft ad den
vej - men der kom også vand ind, når søen slog over dækket. I det hele taget
var der koldt, mørkt og - fat at sige det mildt - fugtigt under dæk.

Den samlede besætning har været ombord siden begyndelsen af
november og indtil de stævnede ud i Kattegat, har de arbejdet med at klargøre
skibene, de har lastet og surret, været op i riggen og i det hele taget lavet
alt det sædvanlige arbejde. de har delt mad og køjeplads og taget bestik af
hinanden. De menige har fundet ud af, hvordan man skulle behandle netop deres
kvartermester eller fændrik og hvordan skipperen ville have, at man skulle
opføre sig over for ham, kort sagt alle de småting, som er på en arbejdsplads.
Lederne har også observere de menige og sikkert fundet ud af, at den ene var
villig og dygtig, eller den anden godt nok hurtig og dygtig, men altid under
protest. De skulle leve tæt op ad hinanden i lang, lang tid. Så da de satte
sejl i nattens mulm og mørke den 29. november, og der skulle sejles i et stræk
til Isle og Wight., har det taget mange kryds for at komme ud af Kattegat, og
det var mørkt og blæsende. Det havde været en hård rejse, fremgår det af rapporten,
David var på reden da Elephanten ankom. Samme dag kom København, det mindste af
de to borgerskibe. Den 19. ankom den hollandske fløjte, deres forsyningsskib og
berettede at Christian var sejlet ind under Norge. Den var sejlet i læ for det dårlige
vejr. Det yder på at vejret har været mere end skibet kunne tage. Når man er klar
af Lindesnæs ved Norges sydspids får man hele den mægtige vestenvind og sø fra Nordatlanten
væltende ind i mod sig. Flåden var blevet splittet af det dårlige vejr og aftalen
var at skibene skulle mødes ved Isle of Wight og vente på hinanden, hvis de ikke
kunne følges ad. Skibene skulle så slikke sårene efter det hårde vejr. Sejl og rig
skulle gennemgås, og evt. lækager i dækket eller skibssiderne skulle kalfatres.
Skadet proviant skulle erstattes der var nok at tage sig til.

Nu havde Ove Gedde et langt stræk i søen foran sig. Han må have
vendt og drejet begivenhederne uden den første del af rejsen under opholdet ved
Isle of Wight og har draget sine slutninger. At komme for meget på kant med Kejseren
af Candy´s gesandt var nok ikke tilrådeligt, da gesandten havde stor indflydelse
på kejseren. Det kunne skan ham , men der var et stort modsætningsforhold mellem
dem. Forflytning af personel, efter at afgangen var sat, var et klogt træk. De måtte
jo ikke forlade skibene, og de måtte ifølge skibsartiklerne heller ikke lave deres
egne private møder. Det viser sig senere på rejsen, at Ove Gedde altid har fastlagt
både straffe og forflytninger efter at afgangen er sat. Men den unge admiral har
fået en stor opgave. Han har nu haft tid til at tænke over det, der skete under
opholdet ved Isle of Wight, oghan skulle ikke gå vagt om vagt. Kaptajnen sørgede
for, at alt gik efter reglerne, skipperen håndterede skibet og styrmændene navigerede.
Ove Gedde kunne spadsere på halvdækket agter og fundere over den opgave, han havde
fået.

Kilder: Torben Abd-el-Dayem.

Fra Isle of Wight til Kap Verde

Fra Isle of Wight til Kap Verde.

Fra isle of Wight er Kanalen ret bred. Det farligste punkt er nok Ile d´Quessant. Herfra
er det slut for Ove Geddes flåde med de korte krabbe bølger, nu var det lange
høje dønninger. I dårligt vejr var de skum på toppen og var det rigtigt
dårligt, blev siderne stejle. Der kom skum på toppen og det havde kraft til at
slå hårdt på skibene. Når man er kommet fri af Ile d´Quessant, der der langt
ind til land, og man er alene med havet. Næste landkending er Kap Finisterre,
den spanske halvøs nordvestlige spids, så nu er det sejlads på kompas og solen.
Vejret bliver gradvist mildere, men ved storm slår dønningerne tilbage ved
kysten og man bliver fanget mellem dønningerne der blæser ind og dønningerne der
ruller ud. Måske der er forståeligt at man dengang foretrak at sejle norden om
England på vejen hjem med fuldlastede skibe.

 Alle de erfarne søfolk viste dengang i 1619 at vejret ville
blive varmere når de kom sydpå. Men de, der aldrig har været uden for
"indskænket fart" (lokal trafik Norge til Holland) så havet ændrede
farve i sydenden fa Den engelske Kanal og at dønningerne blev større og i
blæsevejr mere frygtindgydende. Man må formode, at når vejrforholdene tillod
det, blev soldaterne rørt og ekserceret. Søfolkene fik ikke lov til at finde på
unoder. Der var altid en krog, der skulle have en pudseklud, et fald, der
skulle udskiftes eller have taklinger fornyet, er sejl, der skulle efterses.

Sommersejlene skulle gøres klar. Det var de gamle sejl, der
skulle slås under nu, når de sejlede i magsvejr. Sejlene kunne få lov til at
stå i dagevis uden at blive stillet på. Den 1 februar sigtede de et skib to
wexøs (gammelt distancemål) forude. De må da have været i den sydlige del af
Biscayen. Hvis livet ombord var ved at blive kedeligt, så skete der endelig
noget og de forfulgte skibet indtil 3. februar. Da sendte Ove Gedde fløjten af
sted for at hente ham til flåden. Han kunne ved at vise sine papirer bevise, at
han var englænder på vej til Madeira med klæde pg sild, og dermed blev han
sluppet løs. Det var en mystisk hændelse. Hvorfor gjorde Ove Gedde mon det?
Flåden var jo ikke truet. Hvis det ikke havde været et engelsk skib, havde han
så erobret det? Han havde jo ikke kaperbrev, så det ville gøre han til en gemen
sørøver. Nå, men denne gang blev han ikke fristet til nogen overlagt handling.

Den 4. februar blev Det Brede Råd samlet, og de havde
følgende punkter på dagsordenen

1. Styrmanden må ikke foretage kursændringer uden
skibsrådets tilladelse, og dette må ikke give tilladelse uden at have
admiralens tilladelse. Altså Ove Gedde var nødt til at indskærpe kongens
bestemmelse om, at admiralen var øverste leder. Det er sært, at dette skulle
indskærpes.

2. Der er blevet fortalt admiralen, at vinen i kahytterne
blev uddelt til stor uskikkelighed og overflødighed. Derfor befalede Ove Gedde
på majestætens vegne, at alle i Det Brede Råd skulle føre opsyn med at ingen ud
over de, som var berettiget til det ifølge kongens forordninger, måtte søge
taffel i kahytterne.

Indholdet af dette møde kunne tyde på at forordninger og
instrukser ikke blev taget alt for højtideligt. De to beslutninger er meget
vigtige. Flåden var nødt til at holde sammen under hele togtet. Det er
vanskeligere for en fribytter at erobrer fire skibe end af overfalde enkelt
skib. Rent sejladsmæssigt er det også mere trygt at følges ad. Skulle der opstå
vanskelige situationer, kunne man hjælpe hinanden. Og selv om det under
opholdet ved Isle of Wight af Det Brede Råd blev bestemt, hvor mange der skulle
bo og spise i kahytterne, har det øjensynligt ikke hjulpet. Nu blev det igen
indskærpet. En gentagelse af så snusfornuftige regler for sejlads og opførsel
burde være unødvendig.

To dage senere sigtede de øen Porto Santo, som er en ø der
ligger tæt ved og norden for hovedøen Maderia. Fire dage senere den 10,
februar, passerede de øerne Palma og Tenerifa, og den 11 sejlede de mellem
Gomera og Ferro i den kanariske øgruppe.

Med en frisk passat agten for tværs, passat skyer og dybblå
hav har det været en dejlig sejlads. Tøjet blev vasket, lufte og tørret.
Rengøringen af skib og tøj er jo bestemt i skibsartiklerne  45 og 46. Foruden sejlene har der også været
tøj oppe i riggen. Dækket er spulet, og underdækket, hvor kanonerne og folkene
skulle opholde sig og sove, blev også gennemspulet, og frisk luft har erstattet
den luft, der uden tvivl var af tvivlsom herkomst og kvalitet. Der er også
blevet serveret varm mad i disse dage. Frivagten var i gang med fritidssysler
som syning af poser til deres ejendele og medbragte værktøj, fløjtespil og
måske en enkelt violin var med. Trompeter og trommer var der også ombord. De
har ikke bare ligget og sovet. Nu var der så mange mand til rådighed, og der
vat ikke synderligt meget arbejde med at stille på sejlene. Så i ly af mørket
har den del af vagten, der ikke absolut skulle være på udkig, rorgænger  eller skulle gå rundt på skibet for at
kontrollere lys og ild, fundet sig en mørk krog og rullet sig ind i et gammelt
sejl og fået sig en nattesøvn. Livet om bord blev efterhånden behageligere og
lagt i faste rammer.

Medens folkene spuler dæk, vasker tøj og laver små reparationer
på rig og fald, kan vi så finde ud af, hvor stærkt de egentlig sejlede. Vi har der,
som man i navigation kalder et affarende sted og et påkommende sted. En lige linie
i mellem de to steder giver kursen og længden af strækningen. Ved afgangen fra Isle
of Wight skal de ud af Kanalen og sydover til Ile d´Quessant. Derfra mod syd til
Kap Finisterre for at få en nøjagtig stedbestemmelse og derefter sætte kursen mod
de Kanariske Øer. Ved at bruge de tilgængelige oplysninger i Rapporten til majestæten
lig prædiken og sætte disse ind på et moderne plot kan de bregnes at turen fra Isle
of Wigth til de Kanariske øer er sejlet med en gennemsnits fart på ca. 4½ sømil
i timen. Fra de Kanariske øer til Kap Verde med 5½ sømil i timen. (en sømil = 1852
m - 5½ sømil = knap 11 km i timen)

Kilder. Torben Adb-el-dayem.