Over Ækvator til Kap

Den 8. april 1619 om aftenen sejlede flåden ud med kursen
sat til 235˚, SV til V. Den kurs blev de enige om at holde, indtil de kom til
ca 11½˚ nordlig bredde. Så ville de være godt klar af kysten med eventuelle
ukendte revler og strømme. Dette må de have tilbagelagt for den 10. skriver Ove
Gedde, at hollænderen blev "afferdiget". I de cirka to døgn har de
holdt en gennemsnits fart på 5 - 6 sømil i timen. Det er ganske godt. Der står
intet om, at skibene havde været kølhalet under opholdet på Kap Verde, med de
er da uden tvivl blevet renset så godt som muligt for begroninger udenbords. De
skal ikke ligge længe i det varme vand før der er et frodigt lag alger og
muslinger under vandlinien. Det koster fart at slæbe rundt med det. Mange af
folkene har nok stået og tænkt deres, da de så afstanden til hollænderen
langsomt blive større. Nogle har nok tænkt på familien eller vennerne, de havde
efterladt i Danmark. For nogle gik det først nu op, at herfra blev der bare
længere og længere hjem. Og hvad ligger der forude og venter. Ikke alle har
været begejstrede, de har haft tid til at få dæmpet deres begejstring. Nå, men
så løsrev man sig fra mørke tanker, for sejlene skulle stilles om til ny kurs.
Nu skulle de styre S til Ø, 170˚ og SSØ 155˚, lige ind i Guineabugten. Derinde
ligger der en ø, Annabon, som også blev brugt som provianteringsplads. Jagten
Øresund med Roland Crappe om bord havde brugt den i stedet for Kap Verden.
Bæltet med næsten ingen vind ved ækvator er længere sydpå om vinteren. lige som
også ækvatorialstrømmen er. Dette er en stærk vestgående strøm tværs over
Atlanten. Og  det er lige den strøm
togtets flåde skal finde for at komme over. I ligprædikenen står der, at det
gælder om ikke at komme Guineakysten for nær, for der kunne man ligge stille i
månedsvis på grund af vindstille. man måtte heller ikke komme Brasiliens kyst
for nær. for der fandtes de farlige Abrolhos-skær.

Den 16. april blev Patientia ramt af lyn ig ild, hvorved
dens store stang og masten blev ilde tilredt, og nogle bjælker brast, hvorved
flere mand kom slemt til skade. Den 29. om morgenen opdagede, at de havde
mistet David. Den havde godt nok holdt sig beskedent i baggrunden i læ, men
både Christian og Jægeren havde holdt sig i nærheden af den. De to sidstnævnte
havde set og forstået signalet om at skifte kurs, så det undrede Ove Gedde at
David ikke havde fulgt det. Han måtte tilbage på den gamle kurs for at søge
efter skibet. Den næste dag ved middagstid sigtede de skibet langt ude. De var
dog ikke sikre på at det var Davis. De sejlede samme kurs som David. Den ville
dog tilsyneladende ikke komme dem nærmere, men holdt afstanden til dem. Da det
blev mørkt satte de en lanterne og fyrede skud hele natten. Den 30. om morgenen
var den ikke kommet nærmere. Så befalede Ove Gedde officererne på Patientia og
Jægeren at gøre deres bedste for at indhente skibet. Den 1 maj nåede Jægeren
dem, men de nægtede at nærme sig flåden. Tre timer senere kom Patientia og
befalede kaptajnen på admiralens vegne at slutte sig til flåden. På dette
tidspunkt var de kommet så lang fra Elephanten, at de kun lige kunne ane den
ude i kimingen.

Så snart skibene var samlet igen, sammenkaldte Ove Gedde
krigsrådet. Det skulle undersøges, om det var med forsæt eller på grund af
sløseri, at David var kommet væk fra flåden. Kaptajnen Niels Rosenkrants,
undskyldte på sin skippers og styrmænds vegne, at de ikke havde "taget vel
vare på ", at der blev skiftet kurs, og da de havde været væk fra flåden, ville
gesandten ikke tillade dem til at nærme sig flåden, uden at de, skibsrådet på
David, forsikrede ham om sikkerhed for skib og gods. Det kunne jo være, at det
var englændere, franskmænd eller portugisere, der ville erobre dem.

Dette argument kunne kaptajnen ikke som eneste mand imødegå.
Der var otte personer i skibsrådet, alle udpeget af kongen. I et meget
autoritært samfund , som et skib er, er det vanskeligt at gå imod den øverste
ledelse. Boschouwer var vanskelig at komme uden om, og han blev oven i købet
støttet af Peter van Xanten, der havde megen magt i flåden son den, der skulle
holde styr på finanserne. Det blev så besluttet, at kaptajnen skulle udpege de
personer, der imod deres ed havde holdt med gesandten. De skulle erstattes af
kongetro mænd. Det blev straks effektueret. Dette var det første alvorlige tegn
på uoverensstemmelse mellem Boschouwer og Ove Gedde. Var det forsætligt?
Udskiftningen af officerer kunne tyde på, at admiralen mistænkte gesandten for
at ville undslippe flåden. Men kaptajnen var jo Niels Rosenkrants, skipper
Rasmus Samsing, løjtnant Hendrik Hess og der var en trofast mand mere i
skibsrådet, nemlig kadet Christoffer Stygge. Adelsburs var en forholdsvis høj
stilling, når man kunne komme med i skibsrådet. De resterende medlemmer var
måske ikke så pålidelige. Der var gesandten selv, hans betroede overkøbmand
Peter van Xanten og Hr. Jakobsen, der i forvejen er blevet fradømt alle sine
månedspenge ved Kap Verde. Hvis gesandten i kraft af sin stilling havde presset
på, godt støttet af de tre hollændere, har resten af skibsrådet ikke kunne
modstå. Man var mere autoritetstro dengang. Skibene blev forenet igen og man
fortsatte turn over Atlanten, men mistanken var sået. Den 3 maj bekender
skipperen på Davis, at de havde set Christian skifte kurs, men først selv
skiftede kurs et par timer efter. Umiddelbart skulle det ikke give den helt
store afstand mellem dem. På de kanter er sigtbarheden normalt mindst 10 sømil.
De var endda oppe i masten for at finde dem. De har nok sejlet en helt anden
kurs, og Ove Gedde var meget heldig at han fandt dem.

Rapporten er ret tavs om de forskellige kurser de sejle de
over Atlanten. Der er flere oplysninger i ligprædikenen. Den gode præst må have
fundet dem i Ove Geddes private papirer. De 8. maj passerede de ækvator første
gang. Deres bredde var 0˚ S, og de kunne se Sydkorset og havde solen i stik
nord til middag. Den 8. maj havde de øen Fernando de Noronha ca. 56 mil SV til
V, og så sejlede de StV og SSV. Der er ingen optegnelser om, hvornår de
egentlig skiftede fra en sydøstlig kurs til en vestlig kurs. Et eller andet
sted i nærheden af Afrika har de fanget den kraftige vestgående
ækvatorialstrøm. Den fremherskende vind på dette tidspunkt er god østen eller
sydøstenvind, så de er nærmest drevet over Atlanten med en gennemsnits farts på
7 sømil i timen. Senere har skibene slidt og slæbt sig gennem disse farvande.

Ideen med denne kurs var at man kunne kommer til Brasilien
og få fat i SØ-Passaten og så bruge den for at komme tværs over Atlanten til
Kap det Gode Håb. Man skulle holde øje med bredden, for kom man forlangt sydpå,
var det vanskeligt at arbejde sig tilbage til Kap det Gode Håb. Middagshøjden
skulle helst tages hver dag. Man havde ikke nogen måde at måle længden nøjagtig
på. Kronometeret vat ikke udviklet endnu, men englænderne arbejde på det.

Også under denne sejlads skulle man undgå at komme kysten
for nær. Lige under linjen ligger der nogle øer ret umotiveret i det store hav.
St. Pouls Rock på 0˚ 50ʹN og 29˚ 22ʹ V og Fernando de Noronha 3˚ 25ʹ V. Den
første ligger østligt og er meget markant. Den har en imponerende silhuet. En
høj spids klippe rager op af havet.

Der er ikke noget fyr på øen. Man kunne ikke enes om, hvem
der havde ansvaret for øen. Den anden ø ligger tættere på kysten. Foruden disse
øer kommer der flere lumske steder, såsom Rocas på 3˚ 51ʹ, der er et rev, der
stikke lige stikke op af vandet, og så de to øer Trinidad og Martin Vas, begge
på 20˚ 30ʹ S og mellem 28˚ og 30˚. I 1619 var der ingen fyr på disse farlige
stenbunker.

Den 16 maj har de Kap San Augustin 77 mil vesten for sig.
Det må være en gættet position, for på den afstand har de ikke kunnet se land.
De har højst kunne lugte det eller har kunnet se på havets farve, at de var
blandet med flodvand. Men altså det rene gætteri. Middagsbredden viste
alligevel, at de var på 8˚ 29ʹ sydlig bredde. På dette stræk har deres fart kun
været på ca. 2½ sømil i timen. De fremherskende vinde på denne strækning er fra
SØ og ækvatorialstrømmen støder til kontinentet og drejer nordefter. De beholdt
kursen SSV til den 22. og gik så SSØ og til StØ til de kom til 13˚ 57ʹ S og
bemærkede en variation op deres kompas på 15˚. Farten vat i det hele lidt
bedre, ca. 3½ sømil i timen.

Den 23. blev det besluttet, at kursen fremover skulle være
SSØ og StØ, men aldrig lavere end StØ, og den 30. maj passerede de den sydlige
vendekreds på 24˚ 30ʹ sydlig bredde. Da var de på højde med Rio de Janeiro, og
det var på tide at udnytte SØ-Passaten. Kap det Gode Håb ligger nede på ca. 35˚
S, og det var på tide at tilrettelægge den videre sejlads, så der ikke kunne
opstå nogle misforståelser. Jægeren skulle altid sejle foran flåden, og om
natten skulle den føre lanterne. Den skulle give tilbørligt tegn, hvis den
mente at kunne fornemme grunde eller land forude. Så var der lukket for andre
skibe at sejle forud og forlade flåden.

Den 1. juni blev de enige om, at de skulle sejle mellem
Madagaskar og Afrika, sås nat de var kommet fra Kap det Gode Håb. Det blev forbudt
at affyre kanonskud til honnør, hverken for admiralen eller nogen anden. Der
måtte heller ikke skydes salut ved begravelser. Undtaget var dog medlemmer af
skibsrådet. Samtidig står der "Og hvad kås vi skulle rette. Det må betyde,
at der blev foretaget rettelser i den daglige kurs. De skulle jo være meget
agtpågivende. At forfejle Kap Det Gåde Håb ville give en betydelig forsinkelse
af hele rejsen.

Den 6. juni målte de deres bredde til 30˚ 15ʹ og gættede sig
til, at øen Tristan da Cunha lå 116 mil sydøst for dem. Kompasset afved nu med
to hele streger og 4˚ 52ʹ. Det er meget. En streg er 11 1/4 grad. Ud fra den opgivne
position den 30. maj, pejlingen og den opgivne afstand til Tristan Da Cunha må
den reelle kurs have været StØ. De er blevet godt presset af havstrømmen og
vestenvinden på det sidste stræk.

Det var også godt, eller var de kommet alt for meget syd for
Kap. Så ville de have besvær med at arbejde sig nordpå mod vinde og strøm. Fra
den 13. til den 18. juni så man mange tegn på, at Kap Det Gode Håb var nær. De
så svaler, hvaler og flydende rør og mente at være ca. 130 mil fra deres
bestemmelsessted. For den 17. står der ret kortfattet i rapporten, at Christian
mistede et stykke af sit bovspryd. Og den 18. blev jægeren beordret til at
sejle forud, da styrmændene mente, at de var i nærheden af Kap Det Gode Håb. I
rapporten hedder det Cabo Bona Esperaca. Allerede den 19. juni tabte de Jægeren
af syne. Kaptajn ombord var livsfangen Hans Lindenov.

De 26. var igen en af de dage, hvor mange ting blev
besluttet. De skulle sejle til 36˚ sydlig bredde. Taffelbayen ligger på 33˚ 40ʹ
S. Skibet Patientia skulle have seks sunde mænd fra Christian. Fyrmanden, det
vil sige det skib, hvis tur det var til at føre lanterne om natten, skulle føre
to lanterne. De andre skulle føre en lanterne på grund af det mørke vejr.
Vinteren var begyndt på den sydlige halvkugle. Man skulle mødes til rådslagning
hver anden eller tredje dag, så vidt vejret tillod det. Dette møde tyder på ,
at man var klar over, at nu nærmede de sig et forholdsvist ukendt farvand og
land. Det var mørkt og ustadigt vejr, og der var flere syge, end der plejede at
være om bord. Det var så galt med sygdom om bord, at Ove Gedde den 27.
befalede, at alle mand uden undtagelse, han slev inklusive, skulle deles op i
kvarterer, dvs. vagter. Alle mand kom på vagt og skulle deltage i rortørn,
udkig og manøvrering af sejlene. Det har indbefattet, at skrivere,
trommeslagere, bartskærere, kammertjenere m.m. har været med på vagt. Der var
mange syge. Alle uden undtagelse skulle gøre rent efter sig på galleonen. Der
har i hvert fald været mange tilfælde ad maveonde, og de har alle været
afkræftet.

Den 4 juli så de endelig med stor glæde Taffelbay. Den 8
satte de ind i bugten. I lig prædiken står der 32˚ 50ʹ S , med det må være 33˚
50ʹ S. De ankrede under et "øland", det må være Robben Island.
Skibene har nu været i søen 91 dage.