Ove Geddes forhandlinger.

Forhandling med Naiken i Tanjore.

Ove Gedde blev ført ind i en "gammel sal". Naichen
lå på en "stie", det har nok været en slags forhøjning med
fløjlsbetrukne puder og hynder. Den Øverste præst sad ved fodenden med
biskophat bestukken med perler. Ove Gedde skulle holde en afstand på 8 til 10
skridt fra naichen og stod på det øverste trin af en trappe, som han senere fik
lov til at sætte sig på.  Husk han havde
beskadiget sit ben. Han blev venligt modtaget og kunne så begynde på sin
beretning. Først fortalte han, at han var blevet sendt fra Danmark for at få en
traktat ratificeret hos kejseren af Candy. Så fortalte han om, hvordan han var
havnet i Tanjour. Han var jo blevet opfordret af naichen til at komme hen til
ham. Han ville på sin herres, Christian IVs vegne opfordre til, at danskerne
kunne arbejde for deres folks gavn og nytte. Ove Gedde ville gerne, hvis
Naichen syntes om det, sætte nogle punkter op om vilkårene og sende dem til
ham. Næste aften var han så igen hos Naichen med de færdige forslag. Naichen lovede at se dem igennem. Så gik samtalen om deres lande. Lå Danmark langt væk fra Portugal? Hvordan var det i de engelske, hollandske og portugisiske land?
Hvilken af herskerne var den fornemste.

Samme dag besværede direktøren sig til Ove Gedde. I
papirerne til Naichen stod der intet om kompagniet, så Crappe vidste ikke, hvem
han egentlig tjente. Ove Gedde svarede kort og godt, at det kunne han selv om,
hvordan han ville tyde det. Han var i øvrigt ikke befalet andet. Nu var den
gode direktør bange for sin stilling som direktør for det Ostindiske Kompagni.
Ove Gedde føjede ham dog og satte ordet kompagni ind i udkastet. Så slap det
ud: Roland Crappe påstod, at han og hans folk havde fået byen Trangebari som
kompensation for den løn, de havde til gode fra Jagten, og han ville have
sikkerhed for, at de fik deres løn. Det skulle med i kontakten med Naichen. Ove
Gedde svarede, at så ville Naichen nok selv huske det og give dem en anden
landsby eller på anden måde udligne deres tap. Det var jo ikke rimeligt, at
kompagniet ville beslaglægge deres retmæssige løn. Der var altså et
mellemværende mellem Naichen, kompagniet og jagtens folk.

Den 4. november besøgte Ove Gedde den øverste præst. Han
måtte ikke komme indenfor hos gejstlige, så de mødtes ude i døren. Så besøgte
han Naichens søn, som opfordrede Ove Gedde til at besøge ham ofte, da han jo
skulle efterfølge sin fader. Om aftenen var han hos Naichen. De første otte
punkter i forslaget blev læst op, og han ville næste dag skriftligt aflevere
sine betingelser. Ove Gedde viste ham hele og halve sølvkroner. Naichen fandt,
at der var lagt meget arbejde i udfærdigelsen af mønterne og spurgte, om de var
støbt af godt sølv. Ove Gedde svarede, at han kunne lade dem blive undersøgt og
vejet. Derpå beholdt han nogle mønter. Foreløbig skrider det fremad med
forhandlingerne og med at lære hinanden at kende.

De første danske sølvmønter, som blev forsøgt benyttet i
handelen med Ostindien, var Christian IV's nye danske sølvkroner kaldet Corona
Danica (2 krone) og den tilsvarende 1 krone fra 1618.

Det har været nævnt de nye kroner var fremstillet med den indiske handel for
øje, men det er der tilsyneladende ikke noget belæg for.

Den næste dag gik Ove Gedde til Naichen og bad ham om at
læse kontrakter. Naichen svarede, at han ville slutte det hele til aften, da
han havde noget, han lige ville have drøftet med ham. Men til aften undskyldte
han sig. Han havde gesandter fra konge af Velure eller Madre, Naichen af
Viroppes gesandter, komme til dig. Så kunne han afslutte med Ove Gedde næste
dag. Men Ove Gedde bemærker, at det slet ikke passede. Der kom nemlig ingen. Så
begynder forhandlings balletten. samme dag havde Roland Crappe ladet sin tolk
fortælle Naichen, at da denne havde foræret ham og hans folk Trangebari by, da
skulle han foranledige, at Ove Gedde holdt dem skadesløs for deres løn. Dette
skete uden om Ove Gedde. Naichen svarede, at når det hele var afgjort, altså kontakterne, ville han nok tilfredsstille ham. Ove Gedde reagerede prompte på  denne oplysning.

Direktøren fik at vide, at han absolut ikke måtte bringe særlige emner på tale, så længe de ikke var nået til enighed om de generelle punkter, hvis han ellers ville fortsætte med at være sammen med han ved forhandlingerne. Dette var altså en alvorlig næse til direktøren. Ove Gedde alene og ingen anden første forhandlingerne. Han var jo også den ansvarlige over for Christian IV. Den 6. var naichen for svag til at se Ove Gedde, og om aftenen måtte han ikke lade "sin Herlighed se".
Det må have været i anledning af noget religiøst, noget der var komplet
uforståeligt for Ove Gedde.

Så fulgte der nogle begivenheder der rykker ved opfattelsen
af Roland Crappe. Den 6. modtog Ove Gedde brev fra ham. I dette stod at han
ville være imod en kontrakt, der gav Trangebari væk uden kompensation for de
otte måneders løn jagtens folk havde optjent. Han forlangte derfor, at det
brede råd sikrede dem den løn. Samme dag bed naichen Ove Gedde om at besøge
hans mellemste søn, der havde beklaget sig over ikke at have modtager Ove
Geddes besøg. Det skyldtes ukendskab til dette lands skik og etikette. Lige nu,
hvor han skulle tage stilling til direktørens henvendelse, var det ret
ubelejligt. Samme aften var han hos naichen. Naichen var ikke særlig tilfreds
med de danske mønters kvalitet sølv. De var nok ikke mere værd end 14 1/4 fanou
(den lokale møntenhed). Han sagde også, at danskerne skulle være venner med
portugiserne. Til det første svarede Ove Gedde, at den danske krone nok var 15
fanou værd i hans land. Og til det andet spørgsmål svarede han, at Naichen selv
skulle være med til at forhindre portugiserne i at skade danskerne i hans land
og fravande. Dagen endte med, at Naichen ville være klar til at tage afsked med
Ove Gedde næste dag.

Der gik en hel dag, hvor Ove gedde ventede forgæves på
invitationen til at tage afsked med Naichen. Men dagen efter henvendte Naichen
sig igen til Ove Gedde. Han sendte en hest og fire elefanter til at
transportere ham ind til byen og være turist. Samme dag kom der også brev fra
direktøren med forskellige punkter, han ville have klaret.

1. Der skulle efterlades penge på kontoret.

2. Direktøren skulle sendes til kejseren af Candy for at se,
om han kunne få ratificeret den gamle traktat.

3. Ove Gedde ville give sig i nogle af punkterne i kontakten
med Naichen, hvor direltøren overhovedet ikke var nævnt.

4 Den indenlandske handel skulle så snart som muligt sætte i
gang.

5. Der skulle kræves regnskab af alle.

6. Alle skulle stille ved deres poster og igen aflægge ed.

7. At direktøren kunne bese kompagniets forsyninger og
skibenes udstyr.

8. I landet skal der spises "tilbørligt".

Punkt 8 er noget uklart. Mener han, at de skal spise de
retter de er vant til, eller bare at der skal være tilstrækkelig god mad?

Punkterne 2 og 3 viser, at han stadig prøver på at redde
noget hjem til sig selv. Til gengæld er de andre punkter et klart tegn på,
hvordan han ville administrere, hvis han forblev på stedet som direktør.

Den 9. var en dag, der bragte mange problemer, men så blev
den 10. til gengæld en afslapningsdag. Det var helligdag, og hvis man lavede
noget den dag, kunne det ikke lykkes. I mellemtiden havde Ove Gedde på
direktørens opfordring sendt Naichen gaver hver dag. Den dag reagerede Naichen
med at spørge, hvad den danske konge kunne lide, da han jo også burde give ham
gaver. Så tog han Ove Gedde på havevandring i sin egen have, der lå lidt uden
for byen i den vilde skov. Han blev også inviteret næste dag til at følge med
Naichen på besøg hos nogle venner.

Naichen sendte fire heste besked om at komme til ham. Ved
hans ankomst blev han vist hen til den fornemste plads. Da Naichen kom ind,
blev alle gennet væk, så han kunne tilbede et billede af en djævel, som var
malet på væggen. Ove Gedde blev ført hen til den trappe, hvor Naichen knælede i
bøn på det øverste trin. Under bønnen lagde han sit hoved i andagt ned på
gulvet nogle gange. Da han var færdig med at bede, kom to brahmaner og hængte
to kranse af urter på ham. Naichen forærede dem så nogle klæder, som var bundt
sammen. Det må have været tørklæder. Det er af skin i Indien. Da det var overstået,
hilste han på Ove Gedde på deres maner. Indere hilser ved at folde hænderne
foran på brystet som til bøn og nikke, samtidig med at de siger
"namaste". Type-naichen førte Ove Gedde til en hest, og de red ud til
fristaden. Han blev ført hen til et hus, hvor han blev ført hen til døren, men
måtte pænt vente udenfor. I parentes tilføjer han, at ingen kristen måtte komme
ind i huset. De var ved fire huse, men besøgene var kortvarige. Først blev
Naichen båret i en bærestol, så red han på en hest og siden på en elefant. På
vejen tilbage lod Naichen pladsen ved siden af ham rydde, så Ove Gedde kunne
ride ved siden af hans bærestol. Vel ankommen til paladset standsede Naichen
optoget og sagde til den unge gesandt for Christian IV, at nu kunne han hvile
sig og komme til ham om aftenen.

Det, der skete for den unge danske adelsmand, var en stor
ære. Muligvis forstod Ove Gedde, hvad der egentlig skete den formiddag. Jeg tror
det. Hele denne formiddags hændelser tyder på, at Roland Crappe var dalet i
Naichens agtelse. Han var slet ikke med. Nu var det Ove Gedde, der skulle
forhandles med. Han havde beføjelserne med hjemmefra. Den formiddag var
vendepunktet i deres forhold. Trankebar begyndte nu at blive en mulighed.
Hvordan og hvor meget det ville koste, skulle der forhandles om. Ove Gedde
værste rival var nu ude af spillet.

Man må aldrig glæde sig for meget. Om aftenen kom
Type-naichen med en trist meddelelse. Han begyndte med at fortælle. at Ove
Gedde ikke skulle blive for bedrøvet ved de dårlige nyheder. Peder Nielsen og
to andre var druknet i brændingen, en det var jo Guds vilje. Samtidig meddelte
han, at Naichen havde 500 barrer peber til ham. Han kunne efterlade en halv snes
kanoner på kontoret til betalingen faldt. Ove Gedde takkede. Det ville ikke
være så klogt at sælge kanoner. Det svækker skibet ildkraft. Men han havde jo
ikke så mage rede penge, indvendte han. Ham ville efterlade nogle af de
fornemme herrer i sit følge eller selv blive tilbage, til det var betalt.
Meningen var nok, at han ville købe på kredit enten med nogle fra staben eller
med sig selv som sikkerhed for betalingen. Dette ville han fortælle naichen, og
så gik han. Samme dag kom en brahman til ham med besked om, at Naichen hvad
forstået det skrevne og var tilfreds. Ove Gedde skulle komme næste dag for at
overvære elefanterne kæmpe.

Ove Gedde gjorde, som han var blevet opfordret til, og begav
sig igen til paladset. Type-naichen førte ham igennem Naichens have, der, som
han skriver det, her var velplejet, podet og gravet. De kom til et hus, hvor
Naichen sluttede sig til dem. Der så de to bøfler kæmpe med hinanden. Da kampen
var forbi ved et-tiden, blev Naichen hos ham og sagde at de ville slutte deres
handel næste dag. Men den dag undskyldte han sig med, at der var den dag, hvor
hans fødselsår begyndte. Officielle fridage er der mange af i den indiske
kalender. Der er så mange, at man i et multietnisk samfund som Mauritius
indføre en begrænsning på 11 fælles helligdage.

Katolikker, muslimer, protestanter af flere afskygninger og
jøder kunne desuden holde de dage, der var hellige for dem. Rekorden af fridag
havde uden tvivl hinduerne. Den næste dag igen blev det heller ikke til noget.
Nu skulle man tro, at Ove Geddes tålmodighed slap op. Men, nej, tværtimod, han
undskyldte overfor Naichen, at han havde ulejliget ham. Han ville gerne
forklare, hvorfor han gjorde det, selv om han da havde givet det skriftligt.
Det er en helt anden tone end over for kejseren af Candy. Han har da lært
noget, og ikke mindst havde han meget på spil her. Det var hans fremtid i
Danmark, det drejede sig om. Når først man fejlede i renæssancens Danmark, så
van ude omgående. På den høflige forespørgsel svarede Naichen, at han ville
give Ove Gedde al den fornødne hjælp, han havde behov for. Om aftenen kom
type-naichen med besked om, at han næste dag skulle se Naichens hus og få
endelig besked.

Den 14. november havde Ove Gedde igen en alvorlig samtale med
direktøren. Denne samtale handlede om Trankebar og om. hvorvidt denne by blev
dansk eller hollandsk. Direktøren begyndte samtalen med at forlange, at Ove
Gedde sikrede ham og hans folk byen Trangebari som erstatning for den løn, de
havde tabt. De forsikring kunne Ove Gedde ikke give ham. Så sagde Crappe, at
han havde aflagt ed på at arbejde for kompagniet, men når det ikke holdt sit
ord, behøvede han heller ikke holde sit. De ville Ove Gedde gerne se på skrift,
men det kunne han ikke komme til, fordi det var tabt med jagtens forlis, og
Crappe ønskede, at han også selv var gået ned med den. Ove Gedde syntes, at
Crappe kunne holde sin ed, som han lystede. Han havde ikke fået nogen befaling
på at bevilge ham noget som helst. Han håbede da at bringe ekspeditionen til en
lykkelig ende uden ham. Direktøren svarede, at han intet andet ønskede end at
få denne forsikring på tabt løn efter majestætens nåde og velbehag. Derpå
overrakte han et brev om dette til Ove Gedde. Men Ove Gedde undskyldte sig og
tog ikke imod brevet. Han sagde til gengæld, at alle, der hjalp til at
tilvejebringe denne handel, var sikker på majestætens "Affection".

Det sidste slag mellem Roland Crappe og Ove gedde.

Tilbage til forhandlingerne med Naichen, der nu så ud til at
blive langvarige. Den næste dag sendte han et bud til Ove Gedde. Naichen var i
færd med at skrive brevene, kontakterne, færdig. Om aftenen lod han vide, at
han var utilpas. Da sendte admiralen sin tolk til paladset. Tolken skulle sige,
at Ove Gedde ikke troede, at Naichen ville have ham i sit land, da han jo dagligt
forhalede at mødes med ham. Han opfordrede Naichen til at være oprigtig og sige
sin mening, så Ove Gedde ikke spildte tid på dette. denne forhandling skadede
kun flåden. Naichen svarede med det samme, at han da var oprigtig og gerne
ville handle med danskerne. Der er ikke noget at sige til, at Ove Gedde
pressede på. Han skulle jo gerne komme af sted igen, mens monsunen var gunstig.

Det ser ud til, at nu skulle der ske noget. Næste dag ved
middagstid kom Ove Gedde til paladset. Der viste Naichen ham til sin beholdning
af guld og smykker, som han og hans 365 koner brugte. Det var ganske vist mange
store ædelsten, men de var plettede og mange var ikke forarbejdet. Der var
diamanter, katteøje, rubiner, safirer og mange andre, men altså ikke særlig
værdifulde, mente Ove Gedde. Han roste dem dog meget. Om aftenen ville naichen
holde en afskedsfest for Ove Gedde. Han meddelte, at den næste dag ville være
en ulykkelig dag, og Ove Gedde måtte vente til dagen efter med at rejse. det
kunne måske have hjulpet, hvis Ove Gedde havde udtrykt beklagelse over at
skulle forlade ham og ellers var kommet med rosende bemærkninger til Naichens
overdådige behandling af ham og hans følge. Men det var slet ikke noget, man
brugte i den nordlige del af Europa. Naichen havde fået et godt tilbud. Dette
måtte vel være nok.Om aftenen ventede Ove Gedde på et sendebud fra naichen med

besked om at komme. Han ventede længe. Til sidst sendte han direktøren derhen.

Denne kom tilbage kl. 11. Han var blevet modtaget af to personer. Naichen havde
travlt, men lod sige, at de skulle skrive kontrakterne i to eksemplarer på
portugisisk. den ene skulle han selv beholde, den anden var til Ove Gedde.
Naichen var enig i alle punkter undtagen punkt 11 om portugiserne. Det ville
han tale med Ove Gedde om. Men det hele skulle være tilendebragt næste dags
aften, så kunne de sejle dagen efter. Næste aften var han igen hos naichen, som
ville have punktet om portugiserne slettet. Han kunne ikke tillade sig at lægge
sig ud med dem. De havde været i hans land længe, og han havde en årlig
indkomst på mere end 100.000 daler af dem. Naichen håbede således ikke, at
portugiserne ville skade ham på grund af denne nye indtægt. Han havde hørt, at
danskerne ikke ville blive i hans land for at handle, men det måtte de slev om.
I så fald ville han hjælpe dem med at skaffe peber og eller behandle dem med
ære. Derpå spurgte Ove Gedde, om der var flere punkter, der ikke behagede ham,
og om han måtte renskrive dem. Det måtte han. Han fik samtidig at vide, at han
måtte tage sin afsked næstkommende middag. Samtidig - lige på falderebet -
spurgte han, om Ove Gedde kom til landet igen, hvem han efterlod i landet , og
til sidst hvad der egentlig kunne glæde hans herre Christian IV, at få foræret?
Var rubiner og katteøje værdifulde i hans land?

Dette resultat var direktøren ikke tilfreds med. Han
besværede sig over den passus, der gav den danske konge fri ret til at skalt og
valte i Trankebar. da naichen ikke havde nogle bemærkninger til dette, havde
Ove Gedde ikke set nogen grund til at ændre dette punkt. Begge parter holdt
stædigt på deres syn på erhvervelsen af Trankebar. Ove Gedde ville have
Trankebar helt og holdent på danske hænder, og det ville Naichen tilsyneladende
også.

Til middag samme dag. den 17. november, var Ove Gedde igen
hos Naichen. Det første, han blev spurgt om, var, hvor mange mand han ville
efterlade i Trankebar? Dette var Ove Gedde ikke helt sikker på men en 20 - 30
mand? Det syntes Naichen var for lidt. Hvordan skulle byen da kunne vokse. Han
så gerne, at den blev større end Negapatam med anløb af 8 - 10 skibe årligt.
Dette var jo den første rejse her til landet, sagde Ove Gedde, og der forbliver
da tre skibe tilbage. Ville han så underskrive kontakten? Ja, men der var nogle
punkter, han gerne lige ville tilføje og aflevere skriftligt, når Ove Gedde kom
om aftenen for at tage afsked. derefter blev han hentet at type-naichen og
statholderen og vist rundt i paladset. Det var efter deres maner et kostbart
byggeri med guldstafferinger alle vegne. Der var et stor bord og en stol
beklædt med massiv guldplade, koste lige senge af sort træ og indlagte
dekorationer. Stolperne og benene var elefanttænder og meget fint forarbejdet.
Men deres malerarbejde var elendig.

Samme aften var han igen hos naichen. Han fik lov til at
sidde udenfor en rum tid, inden han fik foretræde for fire af de fornemmeste
mænd. De fortalte ham, at Naichen overhovedet ikke ville overlade ham byen
Trangebari, hvis han ikke accepterede de samme betingelser som portugiserne
havde med Negapatam. Dog kunne han få lov til at opføre er stærkt stenhus, og
skulle nogle af de danske skibe strande på kysten, hvilket der var store
chancer for med denne brænding, ville Naichen give dem skibene tilbage, dog
ville de så tilhøre ham. Ove Gedde kunne kun svare, at sådan en aftale var han
ikke bemyndiget til at indgå. Han stod også fast på den aftale, de havde om renter
og rettigheder. Det havde han lovet dem. Han henviste til direktøren som stod
hos ham. Dennes sagde, at de var et løgnagtigt folk, forført af portugiserne.
Dette står i parentes. Men det tyder på, at portugiserne var en magtfaktor i
dette område. Inderne var ikke helt trygge ved at lave aftaler med andre
magter. De fornemme herre var inde hos Naichen et par gange, og til sidst kom
de med den besked, at Naichen ikke ville afstå rettighederne til Trangebari.
danskerne kunne i steder få en anden bys rettigheder. Da ville Ove Gedde selv
ind til Naichen og forhandle direkte med ham. Han sagde til Naichen at da det
kun er dette punkt, der skilte dem ad, måtte Naichen få sin vilje. Men han
kunne da lade den danske konge beholde rettighederne til, at danske skibe kom
til kysten. Efter en lang diskussion sagde Naichen, at hvis de kun havde et år,
ville de blive fortørnet over at miste rettighederne. De kunne få en anden by i
to år. Men Ove Gedde havde ingen ønsker om en anden by. Da forlangte Naichen,
at de danske skibe ikke måtte føre fremmed fragt til hans land, så han derved
mistede sin told. Dette kunne Ove Gedde acceptere.

Så skulle Ove Gedde lige have 500 barre peber hjem. Han bad,
om ikke Naichen var tilfreds, hvis han indtil videre efterlod de 8 kanoner som
pant på det, som peberet ville koste, og om han var tilfreds med hans
personlige segl og hånd på det. Det kunne Naichen gå med til. Så var der lige
det spørgsmål om at skrive aftalen på et sprog, man kunne forstå i Danmark. Ove
Gedde spurgte, om han ville underskrive er papir, der var skrevet på
portugisisk. han ville også give ham en kopi som var underskrevet af ham selv,
og dermed tog han sin afsked. Så forærede Naichen ham lige 3 - 4 farvede
klæder. Der stå "Klæichens", og det kan være både klædninger og
stykker af stof.

Var de den danske konge værdigt? Det har han tænkt, når han
vurderede alt det han fik "foræret". Det er måske derfor, der af og
til er en nedsættende bemærkning om værdien af de smykker og andre gaver han
får. Inden Ove Gedde gik, aftalte han at komme næste middag efter kontrakterne.
Som sædvanlig havde Naichen det vanskeligt med at sige farvel og på gensyn. Han
ville lige sige, at han havde noget nyt til den danske konge, som han om 10
dage ville sende til Ove Gedde. Så kunne han da ikke sejle hjem inden, må Ove
Gedde have tænkt, lidt bittert. Det vigtigste kom dog, lige som Ove Gedde må
have stået med den ene fod uden af døren. Naichen forlangte, at en af hans
embedsmænd blev "Adrigar", en slags guvernør, i byen. Da svarede
Crappe, som havde været med til de sidste forhandlinger, at han havde givet den
bestilling til en anden person. Det vidste Ove Gedde intet om. Det havde været
statholderens skriver. Skriveren blev med det samme fængslet af Naichen, og de
så han ikke siden. Den sidste del af forhandlingerne om Trangebari var meget
afslørende. Da fik Ove Gedde bekræftet, at Roland Crappes påstand om, at han og
hans folk havde fået byen som erstatning for deres tabte løn, ikke var sand.

Som aftalt tog Ove Gedde den 19. ind til Naichen på paladset
med de færdigskrevne kontakter. Det ene eksemplar var underskrevet af Ove Gedde
og forsynet med hans segl. Han blev modtaget i den gamle sal af den øverste præst.
Så begyndt de igen at tyde og tolke papirerne. Da det ville vare længe, bad
direktøren ham, om han så ikke kunne blive, til de var færdige. Tolken blev hos
direktøren, og Ove Gedde gik til sit logi. Han var der ikke længe, så kom
direktøren med skriveren og besked om, at denne ikke kunne holde trit med alle
de forandringer, de ville have, så han havde hørt deres mening om
forandringerne. Forandringerne blev ned skrevet, og direktøren blev atter sendt
til hoffet for at få dem underskrevet. Han kom igen kl. 12 slet, det må da være
midnat, med besked om, at punkterne 7 og 14 ikke blev accepteret af Naichen.
Selv om der førhen ingen indvendinger havde været imod dem. Var det bare en
forhaling af forhandlingerne? I alle tilfælde havde Ove Gedde fået nok. Ove
Gedde syntes, at det var et folk, der holdt dem hen med bedrageri. Han ville
tage til skibene og efterlade direktøren til de videre forhandlinger. Men det ville direktøren ikke.
Dette vedkom ikke ham. Dette havde han ikke svoret på til kompagniet. Da måtte
Ove Gedde kalde ham til orden og minde ham om hans vaklende position. Den
20. sendte Ove Gedde ham igen til hoffet. Han kom hurtigt tilbage med besked
om, at når punkterne7, 13 og 15 var forandret, ville Naichen straks
underskrive. Han berettede også, at da han kom til hoffet, blev han generet af
en portugisisk præst, som vanskeliggjorde skriveren arbejde. De tre punkter
blev straks ændret, og da Naichen nu var begyndt med at finde undskyldninger
hele tiden og dermed forhale afslutningen af kontakten, forlod Ove Gedde byen
kl. 3 om eftermiddagen og tog ud til sit skib, hvor han lagde sig til ankers
ca. 2½ mil fra kysten. Hvis Naichen så viste sig alligevel at blive besværlig,
skulle direktøren undskylde Ove Geddes fravær. Skulle Naichen alligevel ikke ville
underskrive, skulle direktøren sporenstregs tag ud til skibet for at advare Ove
Gedde.

Nogle dage efter kom han til Trangebari igen. Gudskelov ved
temmelig godt helbred, skriver han, fordi nogle af hans folk der tidligere
havde være med i land havde fået boldsot, en mavetarm infektion, en var endog
død af det. Han kunne dog ikke komme i land på grund af den voldsomme brænding
- de havde prøvet nogle gange og vær nær kæntret. Efter nogle dage kom Roland
Crappe selv ud til skibet. Han havde en besked med. Kontakten var underskrevet.
Naichen havde endda givet han brev på renterne fra Trangebari, selv om de ikke
havde bedt om det. Ove Gedde modtog kontakten. Det ene var skrevet på
malabarisk, som han ikke kunne læse og ikke ønskede at kunne læse. Efter direktørens
udsagn skulle begge være enslydende. Roland Crappe ville dog først beholde dem
og tage en kopi. Dette er en god skik for en højtstående tjeneste mand. Så
ville han overgive dem til Ove Gedde. Men den gik ikke han skulle  aflægge ed på
troskab over for kongen, så kunne han få papirerne kopieret imens. Denne troskabserklæring sluttede definitivt Roland Crappes enegang på denne kyst. Trangebari blev dansk
handelsstation og kom på dansk til at hedde Trankebar.

Den 25. november kom Naichens bombarder for at se på de
kanoner, som danskerne ville overlade til Naichen som pant for betaling af 500
barrer peber. Dette skete. medens Ove Gedde på grund af brændingen ikke kunne
komme i land. Man kan få den mistanke, at det ikke så meget var brændingen som
den mavetarminfektion, der havde plaget de andre. det var nok lettere at få
arbejdet fra hånden i hjemlige omgivelser, hvor han kunne trække sig tilbage
til galleonen, når trangen meldte sig. Nu skulle han bare ordne det
administrative her på kysten, inden han kunne begynde at tænke på hjemrejsen.

Den 30. modtog Ove Gedde et interessant brev fra den nu
edsvorne, Roland Crappe. Crappe vil gerne have nogle punkter klaret af med den
kongelig udnævnte leder af ekspeditionen:

1. En kaptajn må råde over soldaterne og en købmand over
handelen.

2. Jagtens styrmand skal sejle hjem på Elephanten. Han skal
måske overvåges.

3. Han vil have regnskab over det, der er kommet til landet.
Skibene havde jo foruden en vis sum penge også småvarer at tuske med.

4. Dersom Ove Gedde ville gøre fuldt brug af direktøren,
skulle visitateuren fratages sin stilling og kommando, står der. Hvis han,
Rosenkrants, skulle forblive i landet, vil direktøren informeres om grunden
hertil.

5. Det sidste punkt er nok det vigtigste for Roland Crappe.
Han spørger lige ud, hvem, der skal være overhoved for kompagniets skibe i
landet.

Dette brev viser, at Roland Crappe nu endelig arbejder for
det danske Ostindiske Kompagni. Det holdt hårdt, men Ove Gedde var en stædig og
egentlig også god forhandler. De 1. december kom der igen grev fra Roland
Crappe:

1.
Pengekisterne var kommet vel i land.

2. Han kan ikke sende købmænd til Ceylon uden en skriftlig
fuldmagt fra Ove Gedde. og så en interessant tilføjelse: Erik Grubbe må på
ingen måde beskæftige sig med købmændene, deres gods eller handel, eller
kommandere over dem. Crappe må have kunnet forudse, hvordan den gode
midaldrende adelsmand ville opføre sig.

3. Bogholderens "Quinde" bad om at sejle med
Elephanten til Ceylon og efterlade sin mand i Trankebar.

4. Til sidst bad han om. at en adelsburs blev bøsseskytte på
Dannisborg. Dette lod han gå videre til Erik Grubbe. Han havde jo kommandoen
over soldaterne efter Thyge Stygges død.

Den næste dag modtog Ove Gedde også fra direktøren et
uforseglet brev, som denne havde skrevet til købmanden på Ceylon om handelen.
Den 2. december blev Erik Grubbe sendt til Ceylon med et brev til kejseren.
Deri stod der, at kejseren skulle gøre sine gesandter klar til rejsen til
Danmark. Ove Gedde ønskede ikke, at de forsinkede skibenes afgang fra Ceylon.
Han havde jo lovet at tage udsendinge fra kejseren med hjem. Samtidig sendte
han to pistoler med hylstre og nogle forgyldte silkestoffer til prinserne. Erik
Grubbe forlangte at låne en kopi af samme brev til at have med sig. Han fik
også instrukser om, hvad han skulle se efter, og hvordan han skulle forholde
sig:

1. Han skulle sørge for, at fæstningen i Tricomali bliver
bygget færdig så hurtigt som muligt.

2. Han skal selv eller få en anden til at erindre kejseren
om at levere forsyninger, hvis han da haver forsømt det.

3. Det brev, han havde fået med, skulle han sørge for, at
kejseren fik i hænde, og samtidig skrive, hvad der manglede ved fæstningen.

Skulle der ikke være sket noget ved byggeriet af fæstningen,
skal soldaterne indkvarteres på Christian, indtil der er bygget hus til dem, da
Patientia skal tilbage til Ove Gedde.

Når man læser ovenstående, må man erindre, at Erik Grubbe
groft havde brudt kongens instrukser om, at skibene skulle holde sammen i søen
og adlyde flagskibets kommandoer. Dette gjorde Erik Grubbe ved Sokotra, og han
kunne derfor blive straffet hårdt, eventuelt med dødsstraf, for ikke at adlyde
admiralens ordre. Ove Gedde valgte ikke at gøre det. Og nu er han oven i købet admiralens gesandt. Ved en senere bedømmelse af Erik Grubbe skal man lige have denne episode i tankerne. men altså nu bliver han sent til kejsere af Candy som
admiralens betroede mand.

Ove Gedde har nu travlt. Det gælder om at afvikle alle
forretninger og forpligtigelser både i Ceylon og Trankebar. Den 7. december går
han i land for at se på byggeriet af fæstning og modtager et brev fra Crappe.
Nu er det ikke hver gang, han bruger hans titel eller fulde navn. Det går nok
rimeligt mellem de to. I brevet står der, at han har modtaget et brev fra en
hollandsk jagt, der vil vide, om de kan komme ind til Ceylon og handle. De havde
tidligere skrevet to gange til Erik Grubbe, men de breve havde han taget til
sig selv og først den 28. november leveret brevene til Crappe. Det drejede sig
om en hollandsk jagt, der havde 7 hvide personer og nogle sorte om bord. De var
ikke sendt ud af det hollandske kompagni. I samme brev stod der også, at
bombarderen kedede sig, og om at få nogle kanoner og gods fra skibet København.
Han havde sendt et mindre fartøj til at hente dette. Til sidst skriver han, at
Herman Rosenkrants måtte aflevere bestyrelsesmedlemmernes instrukser såvel som
en rigtig fortegnelse over, hvad der var kommet om bord på København. Det var
noget Ove Gedde adskillige gange på rejsen havde bedt ham om, og som han kun fik
udleveret efter hårdt pres fra ledelsen.

Angående den hollandske jagt svarede Ove Gedde i al korthed,
at vi ikke havde noget udestående med hollænderne og at de derfor frit kunne
handle på Ceylon. Men angående Herman Rosenkrants, da var det mere alvorligt. I
tre dage var der rettergang over ham. Han blev fradømt sin stilling og måtte gå
i unåde, dvs. uden kompensation af nogen art. Han skulle også rejse hjem med
det første skib der sejlede til Danmark. Ja, storhed kan føre til fald.

Med denne dom var Ove Gedde kommet af med de tre værste
modstandere på dette togt. Van Xanten var den første kritiker og brevskriver
til kansleren i de breve Ove Gedde åbnede ved Kap det Gode Håb. Han var ikke
enig med Ove Geddes dom over sørøverkaptajnen Samuel Fischer, og på Ceylon var
han just ikke den mest samarbejdsvillige. Visitateuren Herman Rosenkrants havde
aldrig taget Ove Gedde alvorligt. Siden opholdet ved Isle of Wight havde
admiralen rykket adskillige gange både for regnskaber og inventarlister.
Boschouwer var heller ikke altid lige let at have med at gøre. Ved Isle og
Wight ignorerede han admiralens signal til afgang og blev i land. Med sin
holdning til ovennævnte Samuel Fischer viste han også sin ringe mening om Ove
Geddes beslutninger og slog dermed tonen an for sine fæller, hollænderne.
Roland Crappe var nok den, der var vanskeligst. Men han har dog været den
klogeste. Han fik det bedste ud af det. Han blev senere herre over handelen fra
Trankebar, og nu havde Ove Gedde ikke længere nogen gesandt, besværlig overkøbmand eller visitateur til at lave rav i den.

Den 13. december sendte han bombarderen en gave og et brev
til Naichen. Nu havde han lært det. Men det så jo også ud til, at han fik nogen
succes med sit forehavende i Trankebar, og så kunne han nok finde sig i det
system med gensidige foræringer. I brevet til Naichen mindede han om, at han med
stort besvær havde fået 12 af de største kanoner i flåden transporteret i land.
Han håbede, at han efter sig afgivne løfte kunne låne de 600 barre peber, som
han havde lovet. han ville forsikre Naichen, at denne ikke skulle tvivle på de
relle hensigter fra hans side, og den danske konge ville i stor nåde anerkende
denne velvilje fra Naichens side. Den 14, afgav Crappe det endelige bevis på
sine ærlige hensigter. Han afleverede en skriftlig troskabserklæring på sin
stilling som både direktør og visitateur. Da Danmark blev involveret i den
ulyksalige 30.årskrig og al udenrigshandel gik i stå, første Roland Crappe det
Ostindiske Kompagni frelst i gennem de trange tider. Kolonien Trankebar
blomstrede og fik liv. Da de første skibe fra Danmark anløb Trankebar efter
krigen, fandt de en blomstrede og velhavende koloni. Det var hans fortjeneste.

I historien om det danske Ostindiske Kompagni omtales Ove Gedde ofte
som faderen til Trankebar og til hele den fortjeneste, der strømmede til Danmark
i dens første tid. Ove Geddes rolle i dette spil er helt blevet overskygget af hans
mindre heldige tid som rigsadmiral. men havde Ove Gedde ikke været så trofast, stædig og ubestikkelig, som han var, havde Trankebar haft det hollandske flag vejende over porten til fortet Dansborg.

 Torben El Dayen.