Oprettelse af Det Ostindiske Kompagni.

Ideen til oprettelse af et ostindisk kompagni kom nok i 1616
fra Jan de Willem og Herman Rosenkranz fra Rotterdam. De var begge hollændere
og sikkert ikke uden kendskab til det tilsvarende hollandske kompagni. De
forhandlede med adskillige danskere, enkelte hollændere og kongen for at få
samlet tilstrækkelig interesse og kapital til oprettelse af kompagniet. Den a7.
marts 1616 konfirmerede Christian IV en "Oktroj for det ostindiske
kompagni", og kongen tog kompagniets skibe i sin beskyttelse. Kompagniet
var en næsten tro kopi af det Hollandske. Han sikrede sig samtidig økonomisk,
idet han skulle have 2.000 Rosenobler udbetalt efter den førsterejser og
derefter almindelig told efter hollandsk tarif. Kompagniet skulle styres af ni
bewindhebbere, det vil sige bestyrelsesmedlemmer eller forvaltere. Det var
vanskeligt at samle penge sammen til det første togt. Kongen lånte penge ud til
personer på betingelse af, at de lånte penge blev skudt ind i det nye kompagni,
f.eks. 5.000 Rigsdaler til Erik Grubbe. Ifølge Feldbæk synes det som om, at man
i første omgang havde tænkt på at oprette en handelspost på Coromandelkysten.
En nederlandsk købmand med kendskab til det hollandske , Roland Crappe, have
forbindelse med Naichen af Tanjour, så ved hans mellemkomst kunne man oprette
en handelsstation der.

I november 1617 ankom imidlertid en gesandt fra kejseren af
Candy i Ceylon, Marselis de Boschouwer, for på sin herres vegne at bede om
hjælp mod portugiserne. Han præsenterede sig som "Prins af Migomme,
Kockele Corle, Ananagepore, Miwitigael, Herre af den Gyldne Sols Orden,
præsident for det øverste krigsråd, anden plads i hans majestæts hemmelige råd
og øverste admiral". Det var en imponerende titel for en forhenværende
handelsassistent i VOC. (Det Hollandske Ostindiske kompagni). Feldbæks version
af Boschouvers færd og endelige mål stemmer temmelig overens med Baldæus´ beretning
om Boschouwers meritter. Han havde været i Holland og var blevet afvist. Der
havde han så sandsynligvis hørt om Danmarks interesse i handel på Ostindien.
Feldbæk skriver dog, at Boschouwer havde følgeskab af flere hollandske købmænd.
Han forsøgte at interessere Christian for Ceylon og lagde ikke fingrene i
mellem, når han skulle beskrive øens herligheder, rigdomme og hans herres
fortræffeligheder. Boschouwer foreviste en traktat dateret den 22. marts 1615,
en fuldmagt til Boschouwer til at forhandle på kejserens vegne med hollænderne
om hjælp til den af portugiserne hårdt pressede kejser. Hvis de ikke ville yde
hjælp, da kunne han forhandle med andre statsoverhoveder i Europa. Det endte
med en handelstraktat mellem den danske konge og kejseren af Ceylon,
underskrevet den 30. marts 1618. Vores konge skulle hjælpe og understøtte
kejseren i syv år med et skib og 300 soldater. Desuden skulle Danmark i de
næste 12 år have eneret til at drive handel på Ceylon. Feldbæk skriver, at der
kan være tvivl om den fuldmagt Boschouwer viser til kongen, og Kåre Lauring
tvivler i Handels- og Søfartsmuseets årbog fra 1988 også på ægtheden af det
kejserlige segl- En ting er alle dog enige om: Boschouwer blev sendt til Ceylon
med det formål af skaffe hjælp til Kejseren mod portugiserne. Dette punkt vil
vi ikke tage op til diskussion. Det for os så interessante er, at de første
bewindhebbere havde tænkt på Coromandelkysten, som de nok kendte noget til.

Vi må formode, at den ostindiske handel, ikke var fremmed
for dem. De kunne måske tilpasse sig VOC, der havde vokset sig stor  og nok var blevet et kompagni, man kunne
forsvinde i, eller de er blevet afskediget, man kan komme med mange grunde til,
at de er havnet i København. Hvis man filosoferer lidt over det, kan man nemt
drage den slutning, at de i alle tilfælde på en eller anden måde synes, at de
hellere måtte søge deres lykke i Danmark. De var interesseret i
Coromandelkysten og havde slet ikke tænkt på Ceylon. De har måske oven i købet
kendt Boschouwer som handelsassistent, og så optræder han nu som "en anden
spradebasse". De var nok klar over den håbløse situation, som kejseren var
i. De var nok også bekendt med alle de intriger og småkrige, der var i området.
Vi mener, at de aldrig har villet etablere noget i Ceylon. Deres mål var at
arbejde på Coromandelkysten for egen regning uden indblanding af uvedkommende,
såsom den danske konge og VOC. Boschouwers ankomst og mission har nok forpurret
deres hensigter. Ydermere kom Boschouwer og fortalte, at hollænderne ikke mere
var interesseret i Ceylon. De har nok ikke passet de herrer bewindhebbere at
blive omdirigeret til Ceylon. Ved at se sådan på det, begynder brikkerne i
puslespillet at falde på plads. På Ove Geddes togt var der hele tiden en
magtkamp mellem købmændenes og de danske interesser. Vi tror ikke, at Christian
IV var klar over det. Som vi skal få at se, var Ove Gedde så loyal og
autoritetstro overfor kongen under hele togtet, at man engang imellem får ondt
af ham.

Grunden til, at Ove Geddes togt til Ostindien endte som
mislykket i økonomisk forstand, kan gemme sig i de oven for skitserede tanker
og omstændigheder. Det var ikke på grund af dårligt udrustede skibe i dårlig
stand med en dårlig besætning og med en dårlig leder. Vi mener, at Ove Geddes
skibe var overordentligt veludrustede, både hvad angår udstyr og mandskab og
med en ganske vist ung, men også dygtig leder. Dette indtryk håber vi at vi kan
efterlade hos læserne af den følgende beretning.

Hentet på nettet.