Raman har i sin afhandling mange billeder med, dem kan jeg desværre ikke putte ind.
Fra Tranquebar til Roskilde - Carl Ludvig Runge
P.
S. Ramanujam
(psramanujam@gmail.dk)
Tranquebar er i dag
en by som dækker et område på mindre end en kvadratkilometer (Fig. 1). Byen var hovedkvarter for de danske besiddelser i Indien fra 1620-1845. Den ældste danske bygning i byen er fortet Dansborg, påbegyndt af admiral Ove Gjedde
i 16201. På hjørnet af Kongensgade2 og Dronningensgade står Zions Kirke3 fra 1701 (Fig. 2), med en kirkegård. Byen rummer også en kirke fra 1714 beregnet oprindeligt til de indfødte,
foruden adskillige andre huse fra den danske tid. Trods den lille størrelse, rummede byen mange folkeslag og sprog – dansk, tysk, engelsk, fransk, portugisisk, hollandsk, armensk, latin, tamil, telugu, og maratti (modi) - og trods størrelsen,
var der talrige politiske intriger og konflikter, ofte med tragiske resultater. Carl Ludvig Runge var hovedpersonen i en af disse.
Vi ved ikke meget om Carl Ludvig Runges liv, inden han kom til Tranquebar. Han var formodentlig født
i 1749 – muligvis i Berlin (han arvede 565 Rd som var tildelt ham i Berlin4). Kay Larsen skriver5, at Runge ”Kom til Trankebar som Musikant (Oboist) ved Garnisonen. Antoges 16 august 1779 af Gouvernement
som ’den eneste der kan synge’ til klokker6ved Zionskirken fra 1 september 1780”. Den tidligste reference til Runge er fra 1781, fra Zions Kirkebog: ”1781. Julij 12 blev Udi Forpagteren hr. Sundts Huus
Copuleret Klokkeren ved Zions Meenighed Carl Ludvig Runge med Jomfrue Anna Elisabeth von Tannen”7. I 1785 blev deres første datter, Sophia Magdalena, født, og i 1787 kom Charlotte Amalia til verden. I 1789, blev sønnen
Heindrich George født og i 1790, kom Carl Ludvig Runge til verden men døde imidlertid dagen efter8. Fra Thomas Christian Walters9 skifteprotokoller, ved vi også at i 1788, købte Runge ”Eet
Kruus , Toe stoere Skilderier Udi forgÿldte Rammer, Eet ditto (skilderi) forestillende Præsten Hans Madsen udi forgÿldte Rammer, Een Chinesisk Theé Potte, 1. Dussin röede og hviide Kopper, Eet Dörslag, 32. Ruuder, 1.
Pallanquin (fig. 3), 4. Boutteljer Liquerer, 1. Dusin Sölv Thee Skeer” på auktionen. Fra folketællingen i Tranquebar i 179010 ved vi, at Runge havde et hus i Ny Gade (Fig. 4), hvor han boede
sammen med sin kone, tre børn og to slaver (Fig. 5). Alt gik tilsyneladende godt for Carl Ludvig Runge.
Fig. 4 Ib Andersens tegning af Nygade fra 1948. Det store hus til venstre i billedet
tilhørte Palle Krag Hoff Wodschow11, en bror til Runges svigersøn, Jens Jacob Wodschow. (Handels – og søfartsmuseet). Runges hus var på højre side, lidt længere op ad gaden.
Desværre
var han ”en hidsig og ’tykblodet’ mand, der kunde daarlig styre sig selv”, som Kay Larsen skriver12. Den 25 marts 1792, kom Runge i selveste sakristiet i Zions Kirke til at undsige13 Missionær
Johan Friderich König14 på livet. Sagen blev indklaget af Missionairen15 til Guvernør Peter Anker16:
”Pro Memoria
For
Det Hóje Kongel. Gouvernement anmældes ærbódigt, at Klokker Runge sidst Sóndag har ÿttret til Hr. Caemmerer17 i Sacristien, at han vilde skÿde mig paa Prædikestolen, hvilket han siden med Eed
ved Gud og Christus i Himlen endnu har bekræftet. Det samme har Hr. Runge paa flere Stæder i Bÿen igientaget, saasom i Jens Dues nærværelse. I Gaar fortalte Hr. Buck i Deherrer Colbiörnsens og Follys overværelse,
at han sammen har hórt af Hr. Runges Mund, ved Tillæg, at naar ieg sagde Amen skulle ieg faae skudt. Det höje Gouvernement ansóges underdanigst at tage saadanne Mesures, hvorved Klokkerens onde Forehavende maatte blive forhindret.
Trankebar 31te Mars 1792.
Ærbódigt
af
h. Friedr. Koenig
Efter ”Reglement om Justitiens Administration samt Skifte-Behandlinger, med videre i Tranquebar og samtlige Kongelige Etablissementer i Ostindien” fra 1781 (Fig. 6), var der tre forskellige retter i Tranquebar – en almindelig byret for
de hvide, en sorte ret for indere og en konsistorial ret for de gejstlige.
Fig. 5 ”Mandtallsrulle over Bÿen Trankebars-Indbÿggere udi Aprill Maaned, Aar 1790” som viser at Klokker Runge boede i
Nye Gade, med konen, børn i huset og slaver.
Artikel 12 i Reglementet lyder:
”Naar de Geistlige skal søges
for Forseelser i deres Embeder og Forhold, da anordner Gouverneuren en Consystorial-Ret, som skal bestaae af samtlige Medlemmer i Gouvernementet og 2 eller 4re af Zions Præster og Missionairer efter Sagens Nature og Beskaffenhed, som udi Sagen skal kiende
og dømme. En saadan Dom appelleres til Høyeste-Ret af den paagieldende, som dermed troer sig brøstholden. Skulle Gouverneuren formeene at Dommen var alt for lemfældig, lader han ved den anordnede Actor Stævning udtage til Skierpelse
for Vores Høyeste-Ret og hidsende samme tilligemed alle Sagens Acter i Følge Rescript af 8 October 1777. Skulle den Sagsøgtes Forseelse være af den Natur, at Suspension maae have Stæd, forbliver dog den suspenderede in
Beneficio indtil vores Høyeste-Rets Dom er falden. I alle andre Sager, som ei angaaer de Geistliges Embede og Forhold, sortere de ligesom de Militaire under de ordinaire Retter.”
I overensstemmelse dermed, beslutter guvernør
Peter Anker:
” Jeg Peter Anker, General Major og Gouverneur over alle de Kongelige Danske Etablissementer i Ostindien giör vitterlig: Da efter in Copia vedlagte og til Det Kongel. Gouvernement i Tranquebar indkomne Klage over Klokker
Carl Ludwig Runge, Gouvernementet har fundet sig nödsaget at arrestere ham i Castellet Dansborg til Betrÿggelse for Klageren Herr Missionair Koenig, samt at suspendere ham fra hans hidtil havte Klokker Embede. Jeg anordner og sammenkalder paa Castellet
Dansborg en Consistorial-Ret bestaaende af Dhr. Conseiller Justitiarius Jacob Edward Colbiörnsen og Hof-Junker Finance-Raad Frantz Theodor Lichtenstein, Dhr. Missionair Christoffer Samuel John, Johann Peter Rottler samt Kammer-Raad Gouvernement Secretair
Johann Peter Hermansson som Consistorial-Skriver for at undersöge…”.
Desværre kunne pakken
med ”Protokol for og dokumenter ang. Konsistorialretssagen mod klokker Runge” ikke findes på Rigsarkivet. Den har været efterlyst i arkivet siden 1980. Men en ”Udskrift af den anordnede Consistorial Protocoll needsadt at paadømme
Sagen anlagt af Fiscalen efter Höÿe Orden Contra den suspenderede Klokker C. L. Runge” er til at finde blandt Journalsager fra 179318. Efter protokollen blev flere vidner tilkaldt. Først ”fremstillede Fiscalen den
Kongelige Copiist Hr. Claus Peter Buck19 der var et af Klagerne angivne Vidne, for at examineres og i Eedtages af Retten, som forklarede: at han var 25 Aar gammel, af Luthersk Religion, fód i Danmark, og formanet til sandheds udsiigende,
samt betÿdet Lóvens Straf for MeenEed, og som vidste sig, ikke beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne.
Hr. Buck forklarede da at han for nogen Tiid siden, om Morgenen ongefæhr i mellem Klokken
7 og 8te, passeerte Hr. Runges Huus, hvordan Runge kaldte paa Vidnet og beklagede sig at have nogle Penge tilgode hos Madame Martini20, hvilke Penge hun eý vilde betale ham, paa grund af en Fordring som hun meente at have tilgode hos Runge;
hvorfore han havde henvent sig til Herr Koenig, og forlangt af ham, at vilde forskaffe ham samme, hvilket Hr Koenig skulde have uagtet og derfore ville Runge anlægge sag imod Madame Martini, og om han ved Retten eÿ bekom den fuldkommende Satisfaction,
da vilde han skÿde Herr Koenig for panden paa Prædike Stolen, saaledes, at naar han sagde Amen, da skulde han bekomme Skudet og af en Pistol som han desaarsag vilde tage i Kirken. Desuden havde Runge ofte siden efter sagt til Vidnet, at han vilde
skÿde Præsten Koenig for Panden, og nogle Dage fóren Runge i Castellet blev arresteret, begiærte Runge af Vidnet, et pr. pistoler, til Laans, som han, paa Adspörgsel, vilde have til at skÿde Præsten Koenig for Panden
med, men Vidnet nægtede ham sammen, forgivende ingen Pistoler at have”.
Derefter var det August Friedrick
Caemmerers tur. Hans vidneudsagn i protokoller findes på tysk, med en oversættelse på dansk: ”Sóndagen den 25de Mars, da min Tour var at predike Tÿdsk i den Danske Kirke kom klokker Runge til mig i Sacrastien og
begÿndte at fortælle mig sin Tvistighed med Hr. Missionaire Koenig i henseende til nogle Pagoder21, som han endnu har tilgode hos afdóde Hr. Dr. Martini. Han klagede over undertrÿkkelse udi sine nærværende maadelige
Omstændigheder og bad om at være ham behielpelig at kunde faae sine Penge, ellers skeede en Ulykke, thi faaer jeg ingen Rett, saa skÿder ieg med Pistolen Hr. Koenig paa Predikestolen. Disse vare hans udtrykke.
Efter alvorlige Formaninger og skarp Irettesættelser for hans store Rettsindighed og Uforskammenhed at sige mig, saadanne ord i Guds Huus, begÿndte han at græde, forsikrede mig om sin Ærbódighed og Agt med mange Ord, men Sagen
endnu en Gang saa sandt Gud lever, og Jesus Christus, som har skabt mig, skÿder ieg Hr. Koenig, om mig ingen Rett vederfares, maa gióre da med mig hvad man vil, min Ære er mig kiærere end mit Liv. Tier ieg nu, saa vil man ansee mig
i heele Bÿen som en slett mand, der har sógt at beróve en Enke hvad hende tilkommer, og ieg er dog ikke en saa ringe Mand, hvorpaa han viiste mig et Ar paa haanden og forsikrede at kunde blive oberst Lieutenant om han gik til Europa, og
det sidste skulle han vist om nogen Tiid gióre, thi i Trankebar var for ham ikke noget meere, hans Indkomst havde gandske meeget aftaget, han maatte tilsætte Alting, o. s. w. Disse hans sidste udtrÿkke róbede eý lidet mangelen
paa hans fulde forstand, ieg taug derfor gandske og aldeeles og befalede ham at begÿnde Psalmen.
Ovennanfórte
Klokker Runges udsiigende mod Hr. Missionaire Koenig bekræfter ieg hermed: Saa sandt hielpe mig Gud og hans hellige Ord. Trankebar 29de April 1792.
August Friederick Caemmerer.”
Næste vidne var ” Forpagter Jens Due22, som han begiærede, maatte examineres og i Eed tages efter Lovens Maade. Forklarede at være 37. Alder gammel, fód i Jydland, Luthersk Religion, og ikke beslægtet
eller besvogret med nogen af Parterne”.
”Vidnet forklarede, at Klokker Runge for nogen Tiid siden kom
ind i Deponentens Huus, klagende over at have nogle Penge tilgode hos Madame Martine, for at faae hvilke, han havde henvendt sig deels til Procurator Schmidt deels til Justitiarius Colbiörnsen, hvilken sidste havde forskaffet ham Hr. Borgen til Procurator
fremdeeles havde han truet, at ville needskÿde Præsten Koenig fra Prædikestolen med en Pistol, da Deponenten spúrgte hvad han kunde have imod Præsten Koenig? svarede Runge: at han havde været hos Præsten Koenig for
at faae disse Penge, men fik til Svar: Sie kriegen nichts! Da nu Deponenten formanede ham, at han vilde gióre sig ulÿkkelig derved, saa svarede han, at han saa skulde dóe, det var ham det samme om han dóde en Dag tidligere eller sildigere.
Fremdeeles haver han adskillige gange været i Deponentens Huus for at kiöbe Pistoler, hvortil Deponenten svarede, at han allereede havde solgt sine til en Capitaine Steed”.
”Hvornæst Capitaine Schlimmermann blev separatim afhórt, som forklarede: At være fód i Koenigsberg, Luthersk Religion, 34: Aar gammel og ikke beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne, og efter Fiscalens Forlangende,
aflagde sin summariske Deposition om hvad han viste om denne Sag: At han omtrent i Martii maaned efter den 15ende, havde hört Klokker Runge siige, at (han) vilde skÿde Hr. Missionaire Koenig i hiel, dersom han ey fik Rett, og som han havde hórt
i Klokker Runges eeget Huus, men mindes eÿ, at der havde været nogen nærværende.
Hernæst fremstoed Skoeleholder Sorgenfrey, som forklarede at være 36: Aar gammel, Luthersk Religion, fód i Appenrade,
ikke beslægtede eller besvogret med nogen af parterne.
Dernæst forklarede og giorde sin Deposition saaledes
i henseende til det i Stævningen omtalte; at han havde hórt Klokker Runge siige i Martii Maaned saavel i Runges Huus som i sit eget Huus som og paa Gaden og paa Vejen, at han vilde needskÿde Missionair Koenig fra Prædike Stoelen, hvis
han ikke fik betalt en Fordring som han havde tilgode hos Madme Martini, omtrent paa 30. Rigsdaler; Capitaine Schlimmermann haver Eengang været nærværende i Runges Huus, da dette blev sagt”.
Runge mente, at retssagen var en misforståelse. Fra fængslet (Fig. 7) ansøgte Runge om at blive fritaget for tjenesten, og blive sendt tilbage til Danmark. Peter Anker beslutter: ”Jeg General Major Gouverneur Peter Anker
giór vitterlig, at da den suspenderede Klokker Carl Ludwig Runge er indkommen med sin underdanige Ansógning, at den over ham nedsatte Consistorial-Rett maatte hæves; og han af sin Arrest udlades, saa er denne hans Begiæring ham paa
de Vilkaar Tilstaaet; at han skal forlade Cormandell-Kÿsten, og aldrig saalenge Præsten Hr. Koenig lever sig der lade finde.
Castellet Dansborg den 18de Junÿ 1792.
P. Anker”.
Runge fik udbetalt sin arv og 55 Rd. som han havde betalt til Enke Cassen : ”Paa vedlagde Carl Ludvig Runges Ansögning, have Vi indbetalt ham de 55 Rdr. som han ifölge den Kongl. Anordnings
Bydende havde indbetalt til forsikkring af en Pension for hans Kone i Enke Cassen, i Betragtning af at han nu ikke længere er i Kongens Tieneste og var nödt at forlade dette Stæd for bestandig, altsaa i en Beskaffenhed af Landflygtighed”23. Mens
Runge sad i fængslet, døde hans kone, Anna Elizabeth, d. 9 sept. 17927. Det blev besluttet, at børnene skulde rejse til Danmark med faderen. Imidlertid blev de boende i Tranquebar hos nogle værger. I august 1792, fik Runge
udbetalt alt tilgodehavende. Efter ankomsten til Danmark, blev Runge sat i pleje hos Stadsmusikant Sivert Ditlefsen24 i Roskilde. I folketællingen fra 1801 (Fig. 8), står ”Carl Ludewig Ronge” ”forhen
Cantor i Tranquebar”, som 52 aar gammel, logerende på ”Monchebro 7”25 (kendt som Munkebro i dag ; Munkebro 7 er nu nedrevet) – Ditlefsens boede på nr. 3.
Allerede
fra begyndelsen gik det galt. Her er et brev26 fra H. F. Schlegel27:
“Kiöbenhavn d: 29 Novbr: 1795
P. M. (Pro Memoria)
Kiære gode Runge! Jeg
er bange for at deres Handlemaade tidlig eller sildig vilde bære saa meget Præg af deres Sinds-Skröbelighed og Forfatning, at min paastand, at man ikke kunde ansee dem for at være deres Samling28 saa aldeles berövet,
at de ikke selv vidste hvad de taler og foretager dem, hvilken ieg, som udfaldet har viist, har betient mig af for at forskaffe dem taalelige Kaar uden hensigt til deres forbrÿdelse i Tranquebar, hvilken, i hvor meget man end vilde besmÿkke den til
deres fordeel mod ubesindighed og den gamle Kriigsmands sædvanlige udtrÿkk, dog sikkert vilde have berövet dem deres Friehed, naar ikke General-Major Ancker först havde givet deres Sag den Vending, at de ikke have været ved deres
Samling, da de truede Missionairen Koenig, saavel i deres Embede som Cantor, som og uden for med at ville skÿde ham for Panden, endog naar han stoed paa Prædikestoelen, og i denne deres Tale brugte saa megen ubesindighed og uforsigtighed, endog
i daglig Selskab og Omgang med andre, at Koenig blev sadt i stand til, lovligen at beviise denne deres udsigelse imod ham. De var dristig nok til ved deres Ankomst hertil ved Klager her at oprippe deres Sag og troede dem berettiget dertil paa grund af den
icke gandske ugrundede Tanke, at Koenig kunde og burde have behandlet dem med meere Billighed og Artighed i den Post, som gav förste Anledning til Sagen, nemlig deres Afregning med den afdöde Martini. Kiære Runge, hvad vilde der have blevet
af med deres Friehed, naar Sagen var blevet oprippet paa nÿe, om de og havde havdt Penge og fundet Understöttelse til at forfölge Sagen, saa havde de dog altid i Enden maatte, svare til det, hvad deres Mund havde sagt; Jeg kan snart icke antage
at Runge saa aldeeles skulde have glemt sit eget Forhold i sagen og derimod saa vel skulde kunde hudske eller tale om Uret der er eller skal være skeet ham i Sagen uden at troe, at den ligger nogen Ondskab i den Uroelighed og Begiærlighed, Runge
viiser efter at oprippe denne Sag, thi ellers toeg de i det mindste ingen Anledning dertil af Beskÿldninger imod den Mand, der saaledes som General-Major Ancker havde reddet dem ud af Sagen paa den mueligst beste Maade. Saaledes har de Kong: Collegier,
som have tage deres Sag til Overveÿelse, fundet den, og saaledes har og Kongen fundet den, ickun med den forskiæl at han af Mildhed og Naade har befalet, at man aarligen skulle anvende 100 Rdr. paa at forskaffe Runge saa taalelige Kaar som muelig
i hans skröbelige forfatning, fra dette Aars 1795, Begÿndelse af. Dette maae være nok sagt til Erindring og Oplÿsning om Runges Sag saavidt som det angaaer hans Embede og Afsættelse. Det er nok sagt til Erindring for Runge selv og
til Oplÿsning for dem, hos hvem Runge, ieg veed icke om ieg skal sige ved sin Ondskab eller ved sin tungsindige Erindring om sine tabte og forspildte Lÿckelige Vilkaar, opvæcke Opmærksomhed. Jeg har icke Tiid til at indlade mig i nogen
oftere eller udförligere Correspondents om denne Sag; Jeg har eengang underkastet mig den Ubehagelighed, at være Runges Talsmand, ieg skal og blive det uden Hensigt29 til at han altiid paa nÿe stemmer sin Liire30 til
ubehagelige Toner; for mig kan han meget gierne söge sin Rett imod General Major Ancker for hans Kongl. Höyhed Cronprindsen, hvad der kan siges af mig til hans Beste, skal af mig nu som för blive anförte, udfaldet bliver Runges egen Sag.
Nu til min egen Person, som og skal have en Ræm af Huden. Runge spörger mig hvorfore ieg forholder ham hans Kiste
og Kuffert! Runge erindrer eller burde kunde erindre sig, at ieg modtog de Levninger af Sager, han endnu havde tilovers hos en vis Möllers Encke, i Overværelse af hans Ven. Obermester Witt og Kongl. Fuldmægtig von Bergen, og at modtagelsen
skeedte af mig paa Comerce-Collegii Vegne. Den Kuffert som Runge vill have havdt, er vel placeret i hans nærværende Hukommelse, thi ved Modtagelsen af Sagerne forefandtes der ingen Kuffert, men den blev af mig kiöbt en Kuffert til Runge, da
han kom til Madme. Justs for derudi at giemme sine Klæder, og den skulde ieg troe, han har endnu. Hvad han vill med Kisten, kan ieg icket viide, naar han icke selv vill lægge sig i denne Mashine31; og om ieg endog vilde foÿe ham
derudi at sende ham Kisten, saa gad ieg vist om den var Leÿen af en foermands32 eller Bonde Vogn værd? denne Udgift finder ieg icke passende, ieg kan herudi icke tilstaae Runges forlangende og Kisten er i god Behold hos mig til hans
Disposition som have overdraget mig samme til forvaring. Man siger mig at Hr. Runge skal anke paa33 Spanskrör, som ligge i hans Kiste, ogsaa de ere der i god Behold, om de ere saa prægtige og kostbare som han efter sigende afmaler
dem; det ved sig icke, men dette veed ieg at Runge gierne kunde faae en deraf, naar man var vis paa at han icke bræckede den i Stÿcker, ligesom de giorde ved den gamle Stock, ieg loed dem beholde i Mangel af en anden, da ieg afleverede dem i Kost
hos Madme Justs i Roskilde.
See nu min kiære Runge, nu har ieg tient dem i at besvare deres Brev; har de noget
at klage eller har de lÿst at klage over mig, saa vær saa god, ieg forholder dem hverken deres Rett eller deres Sager. Men dette udbeder ieg mig, at de icke oftere vill besvære mig mod at besvare deres vell tusindegange ÿttrede ubesindige
udtrÿck, om den dem vederfarne Urett i deres Embeds sag og at de vill forskaane mig for deres uforskammenhed imod min Person, thi ellers bliver den förste Leÿlighed for mig den bedste til at skille mig ved den Opsigt34, ieg i en god
Hensigt har paatage mig over dem og deres forflegning35.
Fra
Deres Ven
J.H. Schlegel”
I 1797 modtog Runge et brev fra sin datter Sophie Magdalene og Dr. Folly36 i Tranquebar, (Fig. 9):
”Kiæreste Papa
Min söster Charlotte og jeg glæder
os at Papa lever, jeg er hos Madame Colbiörnsen, som er meget god, min Söster er hos Tante Kühn37, vie fattes Gud være loved intet, uden de Glæde at höre Papa lever og er vel
Sophie og Charlotte Runge
Lieber Herr Runge
Hir hat mann Ihnen shon Tot gesagt - es freuet mir dass Sie leben, ihre Kindern sind in so weit versorget, George beÿ mir, Sophie bey Colbiornsen, eine brave fraue, ich habe von der Kirchen Kasse
fur Sophie 5 rdr erhalten monathtlich, und da ich fur de 3 Kinder Formund bin - so soll für Charlotte auch sorgen, diese ist beÿ Rustmester38 Kühn, - welche die renten von denen Kindern bekomt um Ihr Kleider zu besorgen; die
Madame Colbiörnsen - bekomt monathlich die 5 rdr für Sophie ich wunsche Ihnen alles gutes - und bin ihr Verbundener diener und freund.
T. L. Folly
Tranquebar d. 12 Febr 1797”
Desværre gik det ikke så godt for ’Papa’. I 1798, skriver Runge til myndighederne39:
”Underdanigst Promemoria.
Jeg underdanigst fremtræder for Deres Kongelige Høÿhed
i det ÿdmÿge Haab om en naadig Bönhörelse paa mit Anliggende.
Da jeg haver været Klokker ved Zions Kirke i Tranquebar, hvor jeg til min Skade, havde den store Ulÿkke at tabe mine Sandser.- Af denne Aarsag sadte
Hr. General Anker mig fra mit Embede paa Grund tillige af, at jeg skulde i denne min ulÿkkelige Skiæbnes Medfart (have) sagt, at skÿde Præsten ihiel, hvilket er mig ganske uvidende.- Herpaa forfoÿede jeg mig til Europa igien for
at söge mig Rett hos Hans Majestet Kongen i Aaret 1793;- KammerRaad Schlegel tog mit Toÿ i ovenberörte Sags Anliggenhed, og paa Grund deraf, samt tillige tilskrev mig at Hans Majestæt Kongen havde forundt mig 100 rd. Pension, Men Allernaadigste
Kronprinds! Skienk mig arme, saa og i Stovet dÿbt nedböÿede Mand, Den Naade, at jeg maae /: for mine 3d. smaae Börn, der uden min Nærværelse og min Hielp, seer sig underkastet i allerdÿbeste Nöd og Elendighed :/ nÿde
denne Pension i Tranquebar, saa og tillige for min heele Eyendoms Skyld, som jeg med Tanken om denne Eyendom er i den allerdÿbeste Tungsindighed.
O! Allernaadigste Kronprinds, jeg tilstaaer min dengang havte Skröbelighed men Tilgiv!
og skienk mig det, som jeg i Haab af en allernaadigst Bonhörelse forventer.
Joh: Carl Ludvig Runge
Roeskilde
den 6te Junÿ 1798”
Runge var blevet sindsyg, og han var bestemt ikke gode venner med Ditlefsen. Ditlefsen skriver i 179940”..At denne Mands Tilsÿn og Pleie falder mig i den senere Tid hoist besværlig, da hans uroelige Sindssvaghed, som stedse
sÿnes at tiltage, giór ham ofte indsten(?) uregierlig, og forlader ham til at udsige Trudsler imod enhver der nödsages til at modsætte sig hans galskaber”. I juni 1800 skriver Runge41: ”Formedelst den Ubehagelige
behandlings Maade som ieg har hos Herr Detlevsen, nödes ieg til at tage fra ham, Jeg har Döyet saa meget Ond der som ieg engang ikke har Döÿet i Fängsel hvor ieg har väret nemlig i Tranquebar som arrestant som Klokker; og
jo Längere ieg er her jo värre; for 10 Dage siden Lukkede de Dörren for mig Da ieg vilde gaa Lidet ud for at Röre mig; da ieg paastod at vilde ud, blev Herr Detlevsen saa graavt at han spittet mig i Øÿnen, som ieg faet meget
fortrÿdeligt, ieg maa tillige stoppe mine strumper selv; og värre ieg har kun 2nde Paar meget daarlige Derfor er mine venligste begiäring om Herr Justicie Raaden vilde behage at sende mig nogle Paar Uldne strumper med dette bud og om ieg
lige saa kunde faa nogle daglige skiorter da ieg ikke har mange”. I 1800, flygtede han fra Ditlefsens pleje, og kom i pleje hos Grefsted42. Han flyttede igen til Kirke Værløse hos Løndals enke43, men
da hun ikke vil have ham boende længere, flyttede han tilbage til Roskilde. Inden da, blev han indlagt på Frederiks Hospital i København i 19 dage i juni/juli 1811. Amtsprovst i Roskilde, Hertz, skrev d. 22 juli 1811: ”har i dag
meldt sig hos mig som huusvild og uden ringest hjelp til livet ophold, - Jeg har derfor, da jeg desuden under denne mands Ophold her i Byen aldrig har hört noget uskikkeligt om ham, anseet det for min Pligt at anvise ham forskudsviis 1 Rd ugentlig at
Byens Fattigkasse, indtil nærmere Bestemmelse om hans underholdning kunne erholdes”44. Han boede nu hos en Madm. Hering i Roskilde. Den 7 juli 1812, skriver Runge: ”..at dog vilde noedigst forbarme Dem over mig Ulÿkkelige
mand. ieg gaaer nu her i bÿen ikke som et menneske. Eller honett mand. men som den, aller usseligste Straten Rövere. min usselige frakke isär skiorter tränger ieg ogsaa til kortt sagt. min skinben i kläde stÿkker er saa ÿnkvärdigt
og Elendig. Som ieg kan tänke, fra den tid af, da ieg kom til Verden, saa at ieg med Rette kan skrive Herre forbarme dig over mig”. Herings Enke støtter ham i hans udsagn45: ”Det Hr. Runges andragende er sandferdig
kan ieg bevidne med min Ed om forlanges”. Runge skriver den 8 aug. 181246: ”..at have dog medlidenhed imod mig og tänke paa mig. Da ieg gaaer her lige (som) den aller usseligste Tigger, ja ieg kan med sandhed skrive,
at ikke udi selv Dannemark kan ikke findes den Aller usseligste Tigger eller Bettler udi hele Dannemark, kan ikke gaae elendigere end som ieg”. Han skrev til myndigheder næsten en gang om året, og klagede over forskellige
små ting, som mangel på støvler og skjorter og strømper. Tanken om Tranquebar og gensyn med sine børn fyldte meget i hans tanker.
I maj 1799, skriver han47: ”Lad mig komme til Kiobenhavn i indkommende Mohned, nemlig Juni Mohneds begyndelse, for at ieg kan skaffe mig det nödvendige til min Reise til Tranquebar, Give nu hvad di behager, tÿ har jeg mistet
min Eÿendom og mine 3nde Umÿndige Börn, saa maa Di gierne lade tage Lidet af mig. Hielp gode hr. Justicie Raad paa Jesu blod…det beder dem ringe tieneren Carl Ludvig Runge”; et andet brev fra den 29 juli 181448 (se
Fig. 10):
”Aller ärbödigst P.M.
Da ieg er bleven underrettet om, at der med förste skall gaa skibe fra Kiöbenhavn Tranquebar saa er min Aller ärbödigste begiering til Deres hóy Velbohrenhed
Aller ärbödigst at have mig i Erindring og Ädel Sinde huykomelse at lade mig komme til Tranquebar til mine börn som ieg nu have väret skild fra udi 17. Aars Tid. for den ädelmundige hielp vil deres Hoÿ Velbohrenhed sikkerligen
forvente en Belönning af den Gud som belönner alle gode Handlinger
aller ärbödigst
Carl Ludvig Runge”
Det er ikke muligt at se, om Runge nogensinde fik svar fra myndighederne. (Det skal bemærkes, at præsten Johan Fridrich König døde allerede i 1795! Efter
consistorial rets afgørelse, måtte Runge ikke vise sig i nærheden af Tranquebar så længe König var i live ). Carl Ludvig Runge, ”forhen kantor paa Tranquebar”, døde 70 år gammel af ”alderdom
og svækkelse” d. 29 marts 1819 (Fig. 11) uden at gense sine børn, og blev begravet fra domkirken i Roskilde, d. 2 april.
Vi kan følge hans børn i Tranquebar endnu nogle år49. Sophie Magdalene Runge, giftede sig 17 år gammel, d. 8 juli 1802 med Jens Jacob Wodschow fra Ribe. De fik 13 børn (11 piger og 2 drenge) og hun døde
38 år gammel, dagen efter hendes sidste barns – Johanne Mette Magdalenes – fødsel, d.13 april 1823. I Zions Kirkes Kirkebøger, står: ” Begravede Hr. Dr. Caemmerer paa den nye Kirkegaard den fromme og dydige
Kone Madame Sophie Magdalene Wodschow.- Hun var 38
Aar gammel og efterlod sig en sorgende Mand og 13 uforsorgede levende Børn, avlede i et 21 Aars kjerligt Ægteskab, at begræde hendes store Tab”.
Jens Jacob Wodschow døde d. 2 sep. 1832. Om ham, står der i kirkebogen: ” Blev paa den nye Kirkegaard begravet den 2 Septbr. Klokker ved Zions Kirke og Skolelærer ved Zions Skole Jens Jacob Wodschow - født paa Sønderskov
ved Ribe i Jylland - den 8de Martii 1773. Han har været her i Tranquebar i 33 Aar, og forestaaet sit Embede, som Klokker og Skolelærer omt. 32? Aar. Liget blev nedsat i Kirken, medens Liigtalen holdtes, før og efter Talen blev afsjunget
2de Sange, der saavel som Talen tolkede den Afdødes store Værd som Menneske og Lærer. Derefter blev Liget udført og nedsat i Graven, hvor Jordpaakastelsen skede”. Sophie Runges og Jens Jacob Wodschows næstældste
barn, Sophia Elisabeth Wilhelmine, blev gift med Georg Alexander Thaae og de fik børnene Georg Fritz Dansborg (1827), Sophie Marie Magdalene (1828), Jens Peter (1832?). Jens Peter var et af besætningsmedlemmerne på Galathea expeditionen
i 184550. En anden datter, Justa Jacobina Hoff, giftede sig med Thomas Locke. Sophie Magdalene Runges søster, Charlotte Amalia, som var opfostret hos Rustmester Köhn, blev gift med Skibskapitain Jacob Jahnsen i 1807. Zion kirkes Kirkebog
noterer også i 1832, om Rustmester Köhns egne døttre: ”Novbr. 1.Begravet paa den Gl. Kirkegaard Christina Margaretha Köhn 36 Aar gammel. Døde, ugift og i Fattigdom. Fri Jord. Novb. 16.Begravet paa den gamle
Kirkegaard Annemarie Köhn 40 Aar gammel - döde ugift og i Fattigdom. Fri Jord”.
Livet havde ikke været let for Runge-Wodschow-Thaae familien. Her er et brev fra Sophie Thaae51, efter hendes mands
- Georg Alexander Thaaes - død d. 4 aug. 1832, 36 aar gammel.
“Hoÿvelbaarne
Hr. Gouverneur Mourier
Tranquebar
Tillad mig at jeg herved tager
den Friehed at tilskrive Dem disse Par Linier, og lader Dem vide, nemlig, siden min salig Faders Död har mine 3 uskyldige fadderlöse smaae nydt om Aaret 2 Gange det smule af Frue Colbiörnsens Pension52, som jeg oprigtigen kan sige
Dem, var en stor Nytte for mine Börns Klædder, men nu denne gang har disse stakkler mist dette, og som jeg nu er i stor forlegenhed at faae skaffet klædder til dem. - Derfor gode Hr. Gouverneur Mourier, tager jeg nu den Friehed, og bede Dem
gunstigst om, at bevise mig den store Tjeneste at lade mig faae af disse Penge som sig har lagt i Gouvernementet for mine smaae, deraf forlanger jeg 30 Madras Rupies til deres klædder, da de smaae er i ydderst Trang for dette for nærværende
Tiid. - Jeg haaber at De som en Kiær Fader ikke tager dette for en Fornærmelse, som jeg har ###reven Dem til og forlanger disse Penge
Jeg er altid
Deres hengivne
Sophie
Thaae
Tranquebar 6te Juni 1836”
Sophie Elisabeth Wilhelmine Thaae døde 38 år gammel i Tranquebar d. 12 juli 1843 af kolera.
Jeg takker Benjamin Asmussen og Henriette Gavnholdt
Jakobsen, Handels – og søfartsmuseet for Ib Andersens billede af Nygade i Tranquebar fra 1948 og billedet af en palanquin; Erling Bondesen og Kirsten Andersen takkes for en hjælpende hånd med artiklen.
Noter:
#### betyder, at dokumentet er beskadiget.
??? betyder, at teksten er utydelig.
? er spørgsmålstegn i dokumentet.
1. Admiral Ove Gedde er begravet i Roskilde domkirke.
2. Kongensgade var hovedstrøget
i byen; den største del af danskere, og andre europære boede på Kongensgade, Nygade, Prins Jørgensgade, Admiralgade og Dronningensgade. De fleste gadenavne i Tranquebar den dag i dag er dansk, omend oversat til engelsk og tamil (Kings
street, Queens street, Admiral street, Goldsmith street osv.) ”Kongensgade var omkring 1780 fuldt udbygget, og derfor gik man i gang med at gøre Nygade til en præsentabel gade, hvor tilflyttende europæere kunne slå sig ned..Nygade
’kunne blive en smuk Gade, naar den kunde aligneres, og de smaae uanseelig Huuse, som paa samme befindes kunde af veyen ryddes. Det vilde tillige blive en bequem Leylighed til at forskaffe fleere Indvaanere Grund at bygge paa, naar man betiente sig af
den i samme Gade befindende Kirkegaard’ ” (Karl Peder Pedersen i Architectura 9, Arkitekturhistorisk Årsskrift (1987) s. 30-31)
3. Zions kirken er den Ӿldste eksisterende protestantiske
kirke i Indien”. Kirken var oprindeligt ”120 fod lang”. I 1839, blev afkortet til 80 fod. ”Vinduerne beholdt deres størrelse, men underkanten blev sænket. Dørene blev afkortet i højden, så overkanten
fik samme højde som vinduerne...Desuden blev der bygget et nyt sakristi, som erstatning for et sakristi ud mod Dronningensgade, der var blevet nedrevet i forbindelse med kirkens afkortning” (Lene Colding i Architectura 9, Arkitekturhistorisk
Årsskrift (1987) s. 131)
4. Rigsarkivet (RA): Kommercekollegiet -Ostindiske Sekretariat - Journalsager 1793 #68 (Pakke 1011)
5. RA: Kay Larsens Dansk Ostindisk Personalia og Data - kan ses påwww.ddd.dk/andrekilder.html
6. Fra Ordbog over det danske sprog (ODS):” som standsbetegnelse;dels om forhold paa lande): person, der ringer med kirkeklokkerne; ringer; dels:overordnet kirkebetjent, der hjælper præsten
under gudstjenesten, ordner det kontormæssige ved de kirkelige forretninger ogln. (i Kbh. nu i officielt spr. afløst af betegnelsenKordegn; jf. Degn).”
7. Landsarkivet for Sjælland
- Zions Kirkebog (mikrofilm)
8. se Note 7.
9. Thomas Christian Walter var født i 1749 i København. Han var beslægtet med eminente folk som Johan Frederik Classen og den velkendte Colbjörnsen var Walters lærer.
Det ledte til, at han valgte embedsvejen. Men hans største interesse lå inden for musik. I 1772 skrev han en italiensk arie med orkester. I 1773, blev han ansat som ’directeur de théâtre’ og blev forlovet med sin elev,
Caroline Halle, en af datidens største sangerinder. Walter skrev sangstykket ’Sylphen’ i 1773, ’Den prøvede Troskab’ i 1774, ’Soliman den anden’ i 1775, ’Adonis’ i 1776 og ’Arsene’
i 1777. En del af disse partiturer kan ses på http://www.kb.dk/ . Men publikummet opfattede hans musik som kedelig og overbroderede; hans ægteskab med Caroline Halle var også gået i opløsning
(se http://www.denstoredanske.dk/) . Han tabte lysten til musik, og blev i stedet guvernmentssekretær, justitsråd, finansråd og ’anden hånd’ i embedsværket i Tranquebar.
Her levede han et rigt liv, var gesandt hos den indiske fyrste, Hyder Ali, og den marattiske konge i Tanjore. Men han involverede sig i mange skandaler og blev uvenner med guvernør Peter Anker. Walter døde i 1788, 39 år gammel. I
skifteprotokoller står hans testament, skrevet to dage før hans død:
”1. Efterat ald min giæld er betalt, annammer mine Arvinger halvtredsindstiuge Rigsdaler Tranquebarske Courant, til Deeling efter Loven. 2. Doctor
Folly faar for hands i min sÿgdom havde Umage, Tree Hundrede Rigsdaler Tranquebarske Courant. 3. Charles Karrier, som er hos Madamme Knie, faaer Fiire Hundrede Rigsdaler Tranquebarske Courant, og haver Executores Testamenti at paasee, at han??? derfore
saaleedes bliver opdraget at hand selv ka??? fortiene sit Bröd. 4. Hver af Executores Testamenti nÿde fem hundrede Rigsdaler Tranquebars Courant. 5. Mine övrige Efterladenskaber deles til Erkiendtlighed for min opdragelse, i liige Deele imellem
General Major von Clasen, og Conference-Raad Clasen. 6. Til at forvalte mit Boe, og paasee dette Testamentes fuldbÿrdelse indsættes til Executores Testamenti, og Skifte-forvaltere, Cancellie-Raad Fugl, og Factor Pingel. Paa dette mit Testamente,
som forseiglet deponeres i Conseillet, udbeeder ieg mig efter min Död det Kongelige Gouvernements Confirmation. Tranquebar den 16 de November 1788. Ths. Chr: Walter”
Hans store hus i Kongensgade blev solgt til Major Mühldorff
for 2800 pagoder. Der blev holdt auktion over hans 701 stk gods, som indbragte i alt 9920 Rdlr. Blandt de ting, som blev auktioneret, var ”Een Diamanter Ring, Een Ring besadt med Brillianter, Een Guld Daase med Brillianter og Perler, Een Guld Uhr
Kiæde, Et Spanskrör med Guld Knap, Eet moderne Guld Uhr, Eet Guld Spende, Een Brÿstnaal med Brillianter og Perler, Een Sölv Thee Kruse, Een Sölv Thee Potte, Eet Dusin Spiise Skeer, 1. Dousin Gafler, 1. Dusin Sölv Thee Skeer,
Eet Stoert Taffel Uhr, 1. Piano Forte med Noode Stoel, Een violin i Casse, Eet Skÿde Gewæhr med et Löeb, Een Sabel, Eet Schack Spill med Toe Sætt Brikker, Een lang Kiikkert, 2. Storre Speÿle, Eet Stort Fiirkanted Speil, 1. Lÿsekrone,
3. parr nÿemoedens Globusser, 2. forgÿldte Consol Borde med Marmor Plade, 2. Speile Borde af Ceÿlonske Træ, 2. Spiisebord af Tæk, 1. Chatol med Skab, 1. Sopha med Betræk, 1. Lehnestol, 12. Stoeler af Ceÿlonsk Træ,
1. Seng med guult floore Omhæng, Toe Dousin og fem flade Tallerkener, 16. dÿbe Tallerkener, Toe ovale Tariner med Fad, 6. Stoere otte kantede Fade,14. Asjetter, 6. Frugt Tallerkaner, 8. parr blaae Contoir Kopper, Een Chinesisk Theé
Potte, 6. Chocolade Kopper, 15. stykker Viin glas, 7. Liqeur glas, 4. Carafler, 1. Skab af Angelique Træ, 1. Messing Lampe, 1. Strÿge Jern, Eet Arabisk Telt, 1. Casse Genever med 12 fulde flasker, 20. flasker med Snuus Tobak, 7. Boutteljer europaisk
Viin Ædikke, 4. Boutteljer Liquerer, 9. ditto Rinsk Viin, 7. ditto Caps Madeira, 21. ditto Dansk röed Viin, 6. Dusin röed Viin, Een Secretaire, 14. Dusin Øll, Eet stÿkke sort silke töÿ, 2½ Dusin forgÿldt Knapper,
Eet Guld Turban, Eet Turban med Guld Blomster, 6. Parr nÿe Silkeströmper, 6. fiine Skiorter med Kniplings Manshietter, 6. Parr nÿe bruun lange Iseris Buxer, 52 Lomme Törklæder, 44 Hals Törklæder, 12. Sætt
Gardiner, Eet Parr bruune Heste, Sehletöÿ til 2 heste”, og blandt de bøger: ”Voltaire i 40 Tomer, Encÿclopedien udi 72re Tomer, Rousseau udi 24 ditto, Dictionarÿ of Arts and Sciences, Dictionarÿ English
and Hindostan, and Hindostan and English, Molliers Værker 8 Tomer, Swift's Works 14 Tomer, Oeures de Houdon de la nottee 10 Tomer, Leçons de Phÿsique 6 Tomer, Popes Works 9 Tomer, Histoire des Guerres de Inde, The Elements of Euclide, Robertsons
History of Scotland, An History of the last Revolution in Sweden, Gibsons Roman Empire 6. Tomer, Elemens de MusiqueTheorique & T(P)ractiqueEen Atlas , History of Free Masons, Danske og Norske Lov, Een Tÿdske Psalmebog, Beshreibung von Arabien, Niebuhrs
Reise-Beskrivelse, Sÿv Aars Feÿde mod Sverrig, 1. Bundt Musicalia ...” (Landsarkivet for Sjælland - Det Classenske Fideicommis - Korrespondance m.v. vedrørende Finansråd Walter I Trankebar)
10.
RA: Det kgl. ostindiske Guvernement - Kolonien Trankebar - Mandtal over indbyggere i Tranquebar (1790) (Pakke 1447A)
11. Palle Krag Hoff Wodschow var en bror til Jens Jakob Wodschow; blev fuldmægtig ved gouvenementet
i Tranquebar, og konstitueret som 3die medlem af rådet i Serampore; gift med Caroline Mathilde Stricker i 1823; døde i Tranquebar i 1857. På hans gravsten står: ”To the memory of P. H. K. Wodschow, Kammerraad, Formerly a member
of the Danish Government at Frederichsnagoore in Bengal and late of Tranquebar, was born in 1774, 21st June and died in 1857, 8th of September” ((Karin Kryger og Lisbeth Gasparski, ”Tranquebar – Kirkegårde og gravminder”,
Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag (2002); se ogsåhttp://www.hannet.dk/Rapporter/aner_familie_slaegt/9312.html ) og Note: 5.
12. se Note
5.
13. Fra ODS: undsige: rette trusler i ord ell. gerning mod en andens liv, helbred ell. velfærd; true paa liv ell. velfærd; true med skade.
14. Næsten alle missionærer i Zions
kirke i Tranquebar var udsendt af Halle missionen i Tyskland. Johan Fridrich König var udsendt som missionær i 1767.
15. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1793) #72 (Pakke 1011)
- også følgende vidners udsagn.
16. Peter Anker var født i Norge i 1744; han var ansat som general consul i Hull, England, hvorfra søgte han om at blive guvernør i Tranquebar. Han var guvernør i Tranquebar
mellem 1788 og 1806. Mens han var guvernør i Tranquebar, fik han foræret 24 temple bronzer, som blev solgt til Danmark efter hans død. Nogle af de flotte bronzer kan ses på Nationalmuseets etnografiske samling. (http://natmus.dk/forskning/forskningsprojekter/tranquebar-initiativet/projekter/peter-ankers-samling/)
Han rejste hjem til Norge, og blev boende på gården i Øraker, ved Christiania (Oslo) til hans død i 1832.
17. ” Frederik August Caemmerer, født i Wusterhausen
i det Brandenborgske d. 22de Juni 1767. Kom til Tranquebar som dansk Missionair i Foraaret 1791 og har siden den Tid virket som dansk Missionaer, og tillige for en stor Deel af ovenmeldte Tid fungeret som Præst til Zions Kirke, i hvilken Funktion han
ogsaa døde d. 22de October 1837”. (Zions kirkebog)
18. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1793) #94 (Pakke 1011)
19. Claus Peter Buck var ansat som kopist i 1788 og blev civil gageskriver
i 1791 (se Note 5).
20. Sara Lovisa Martini var gift med missionslægen Mauritz Marcus Martini. Dr. Martini døde 31. dec. 1791. Hun blev gift med Dr. J. G. Klein efter hendes mands død. Hun døde d. 13 okt.
1837 og blev begravet samme dag på Ny Jerusalems Kirkegård. ”Sara Louise Klein, f. Steindorph, født i Nordtyskland, 81 Aar gammel. Kom til Tranquebar med sin første mand, Missionslægen Dr. Martini for omtrendt 55 Aar siden”
(Karin Kryger og Lisbeth Gasparski, ”Tranquebar – Kirkegårde og gravminder”, Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag (2002)); det er ironisk, at Henrik Martini, en søn til Sara Lovisa Martini og Mauritz Marcus Martini, blev
sindssyg på rejsen til Danmark, og blev indlagt på Sct. Hans hospital i Roskilde (Bidstrupgård) (se Note 5)
21. I 1790, svarede en Pagode (indisk mønt) til 2 Rigsdaler eller 36 fanoer (Fig. 11). (http://www.danskmoent.dk/wilcke/w3trank.htm).
I 1787, kunne man købe ”1 klædes kiole med Galoner og Silke Foer” for 28 fanoer, eller ”uden foer for 24 fanoer” i Tranquebar. Man kunne købe ”et par fine syede Sko for 4 fanoer” og den daglig
løn for en ”muurmester” var 2 fanoer. (RA – Kommercekollegiet – Ostindiske sekretariat - Journalsager (1788) - #207 – Pakke 992)
22. Jens Due var drankforpagter og ejede det største taverne ”Danske
Vertshuss” i Trankebar (se Note 5).
23. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1793) #89(Pakke 1011)
24. Ditlefsen staves også som Ditlevsen, Detlefsen eller Detlevsen.
25. Ole Kongsted i sin artikel ”Census as source material for the history of music” nævner at, ‘Ronge’ boede på Monchebroe 7. Artiklen er interessant, fordi den også beskriver hvordan en folketælling
blev foretaget (Ole Kongsted i: Musik og Forskning, 2. bd., Kbh. 1976, s. 154-168).
26. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1798) #194(Pakke 2015)
27. Heinrich
Friderich Schlegel var kammerråd i Kommercekollegiets tyske og ostindiske sekretariat.
28. i betydningen ”sans og samling”: om normal sjælelig tilstand; evne til at tænke, sanse normalt;
det at være klar, ved bevidsthed ell. sine fulde fem ell. være behersket, fattet; ofte i forb. m.Sans. Samlingen forlod mig (ODS)
29. ‘hensicht’, hensyn
30.
lirekasse (ODS)
31. af tysk ‘maschine’ I betydningen ‘redskab’ (ODS).
32. Foermand: vognmand; fragtmand (ODS)
33. anke paa: klage
over
34. tysk aufsicht - opsyn (ODS)
35. forplejning (ODS)
36. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1798) #194 (Pakke 2015)
37.
Tante Kühn var Margaretha Catharina Tannen, sandsynligvis en søster til Runges kone, Anna Elisabeth Tannen.
38. Rustmester: person, som havde overopsyn med et rustkammer (tøjhus) og (dele af) dettes
beholdning, og som undertiden tillige ledede et af de til rustkammeret knyttede værksteder; i den danske hær tidligere spec. om militærperson, som var forvalter og regnskabsfører for rustkammeret og bestyrer af geværfabrikken
(senere kun af værkstederne for haandvaaben). (ODS)
39. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1798) #194 (Pakke 2015)
40. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager
(1799) #114 (Pakke 2019)
41. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1800) #218 (Pakke 2021)
42. Grefsted var en accisebetjent (told betjent) i Roskilde – se Note 5 under
Runge.
43. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1811) #61 (Pakke 2045)
44. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1811) #464
45. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1811-1813) #48/1812
46. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1811-1813) #56/1812
47. RA:
Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1799) #309 (Pakke 2020)
48. RA: Kommercekollegiet - Ostindiske Sekretariat - Journalsager (1814) #142 (Pakke 2046)
49. Landsarkivet
for sjælland: Zions Kirkebog.
50. ” Thaae, Jens, lærling 2. klasse. Forældreløs fra Tranquebar” (http://www.koustrupco.dk/images/mandskabsliste.pdf)
51. RA: Det kgl. ostindiske Guvernement, Kolonien Trankebar, Indkomne breve til guvernøren, (1835-1836) #439 (Pakke 1384)
52. Sophie Thaaes mor, Sophie Magdalene Wodschow f. Runge,
var i pleje hos Mdm. Colbiörnsen.