von Brockdorff

Friederich Heinrich Ditlev von Brockdorff  

 blev født i København den 21.oktober 1794.  

  Han blev antagelig døbt i Garnisionkirken. Friedrich var sine forældres førstefødte.

  Ved folketællingen den 1. februar 1801 boede familien på Vestergade 237 i Københavns Vester Kvarter. Friederich var opført med alderen 6 år.

  Som søn af en kaptajnløjtnant fik Friederich også en militær karriere:

1.  januar        1811:      Artillerikadet

1.  august       1813:      Stykjunker

1. februar       1815:      Lektioner i Artilleri (afsluttet den 12.marts 1816).

23.december  1823:      Karakt. Premierløjtnant

12.november 1828:      Virk. Premierløjtnant

22.december  1833:      Ansøgning om stillingen som Adjudant og Vagtmester i Trankebar.

15.januar       1834:      Ansættelse i den ansøgte stilling (ved C.A.Wilsters død)

19.januar       1834:      Kaptejns Karakter

  (900 Rigsdaler i Gage og gratis undervisning i Landmaaling og Bygningsværn.

Skulde desuden forinden Afrejsen gennemgaa Infanteriets Eksercerskole).

  13.April        1834:       Tilladelse til ægteskab med Jmfr. Emilie Sophie Julie Tamm

3.august         1834:      Gageforskud til Hustruens udrejse

Efterår           1834:       Afsejlede fra København med "Den danske Eeg".

5.april            1835:       Ankomst til Trankebar

22.februar      1835:       Ansættelse i henhold til Kgl.Resolution som chef for

                                    Artillerikompagniet, og som Inspektør for offentlige Arbejder, Broer, 

                                    Sluser, og Fortifikationer, for Laboratoriet og Rustkammeret.

                                    1100  Sl.Rigsdaler aarl. og Tillæg for Landmaalinger.

1.august         1835:      Indsættes som Kompagni Chef. Gjorde tillige Tjeneste

                                          som Adjudant og Vagtmester med 100 Rigsdalers Tillæg.

14.sepember  1837:      Hjempas (over den franske koloni i  Pondichérry) og Kreditivbrev.

1.november    1847:       Afsked som Kaptejn

22.december   1848:      Karakter af Major

25.juli             1851:         Ridder af Dannebrog

 

Det er efterfølgende interessant at kunne konstatere, at ombord på  "Den danske Eeg" også var andre prominente personer der ankom til Trankebar. Det gælder således J.F.T.van Teylingen samt Julie og Otto Rehling, søn af Guvernøren. Van Teylingen blev af guvernøren, Etatsråd Peder Hansen spurgt om at blive i byen og det accepterede han, og han forblev i Trankebar til sin død den 3.august 1873. Sønnen Johan Vestermann van Teylingen må have videreført faderens opgave efter dennes død. Sønnen døde i 1909.

  Blandt de der fik sin enkepension udbetalt af van Teylingen eller af dennes søn var Arabella Due nok den sidste dansker i Trankebar der fik "pension" fra Danmark. Arabella Due døde i 1889. Jeg har ikke navnene på de andre enker der fik pension fra Danmark. Det kan have været Mühldorffs datter Marie, enke efter major Stevenson der døde i ca. 1872.                                                               Omkring år 1890 da missionær Ihle besøgte Trankebar oplyser han at der kun var 3 danske damer (enker)  tilbage.                                                                                                                                                       Omkring år 1900 var alle danskere i Trankebar døde.Stedet var blevet historie, og fra nu af kunne ingen dansker besøge stedet uden at overvældes af nostalgi.  

  Friederichs tjeneste i Tranquebar faldt i de sidste år under dansk besiddelse. Det var i 1838-39 blevet besluttet at sælge kolonien til England, og det skete ved en ceremoni den 22.februar 1845 i Calcutta.

  Som kompagnichef var Friederich den højeste militære chef for fortet.

  På den tid hvor Friederich var udsendt til Tranquebar var den "hvide" koloni på ca 230 personer, flest danskere.

  Friederich var selvfølgelig selvskrevet medlem af det daglige råd som bestod af alle cheferne. Den danske omgangskreds har sikkert været begrænset. Der har i bedste fald kun været 200-300 danskere fastboende i Trankebar og klimaet og varmen samt fugtigheden og den høje saltholdighed har sikkert været svært at vænne sig til. Jeg synes dog stadig at von Brockdorffs i bedste fald ca. 2 år i Tankebar var ganske kort, henset til at nogle af guvernørerne "sad" i ganske lang tid. Tag fex. Peter Anker ( 1786-1807) eller Eskild Andersen ( 1655-1672). Hovedparten "sad" 6-8 år.

  Guvernøren på Friederichs tid hed Conrad Emil Mourier (1831-38) og hans efterfølger Johannes van Rehling sad i 1838-41. Den sidste danske guvernør var Peter Hansen 1841-45.

  På vor forfaders tid (1834) var over 50 % af Trankebars europæiske indbyggere pensionister eller rentiers. Halvdelen var enker.

  Den sidste danske guvernør Peter Hansen skrev i 1828 hjem efter 15 måneder på posten, at "han mindst 15 millioner gange havde fortrudt at han var taget til Trankebar. Livet havde et skær af absurditet over sig og de stadige reduktioner af den danske embedsmands stab gjorde livet endnu mere kedeligt for de tilbageværende". 

  Friederichs mange titler var måske det bedste bevis for at Trankebar var i forfald. Han var adjudant, vagtmester, inspektør for offentlige arbejder,broer etc. Staten "sparede" ved at udnævne een person i flere stillinger.

  Friederich og hans kone havde med sig til Tranquebar 2 skibskister af mahogni med messingbeslag, samt messinghåndtag på siderne. Den ene findes hos Preben Rehn ( Kurt Eberts fætter) og den anden hos Kurt Ebert. Friederichs originale bestallingsbrev som chef for Kompagniet i Tranquebar findes ligeledes hos Preben Rehn. Kopi hos Kurt Ebert. Friederichs bestallings brev er i stort format idag (februar 2012) udstillet i museet i Trankebar.

                                          ********************************************

Som medlem af foreningen Trankebar har jeg Kurt Ebert (RIN 2)  på deres hjemmeside  (december 2011) kunnet konstatere på listen over skibe der anløb Trankebars red i 1835 rent faktisk også var det dansk skib med navnet "Den danske Eeg",  som anløb dette år. Det var en stor dag for mig.

Det interessante er at jeg ved studier af skibslisterne over anløb af skibe fra Danmark har kunnet konstatere at skibskisterne havde de foreskrevne mål: Længde (max.)141.2 cm.,bredde 52,3 cm.,dybde 52.3 cm. Disse mål var meget vigtige, for ellers kunne kisterne ikke stables og stå fast uden at rokke eller vælte.

Ellers fik skibskisterne en nok så hård medfart ved i landsætningen. Der var heller ikke på den tid nogen lossefaciliteter så i landsætningen skete ved af kisterne blev firet ned i særlige både af typen "selling" som nu kun findes på det af den danske Trankebarforening etablerede lokale skibsmuseum i Trankebar i Dronningensgade. En selling var en båd, der var lavet/syet sammen  af tynde planker som blev manøvreret gennem brændingen ind til land af en besætning på vel 8-10 mand med håndkraft. Da jeg selv (Kurt Ebert RIN2) har prøvet at bade i vandet i den Bengalske Havbugt (Januar 2012) og endda på en dag hvor bølgerne ikke var for store, kan datidens bedrift med at få skibskisterne sikkert i land kun beskrives som et lille "mirakel". Men i land kom skibskisterne. De ben som kisterne har idag er sat på ved en senere lejlighed.

  En sølvtesi (meget slidt) er i Kurt Eberts (RIN 2) eje. På bagsiden er  indgraveret  denne forfaders initialer: F.B.  Den er arvet fra Kurt Eberts mor, Gerda Margrethe Rasmussen (RIN 5) der givetvis har arvet den fra sin mor,Ellen Marie Caspersen, der var datterdatter af Friedereich von Brockdorff (RIN 46).

  Ruth og jeg har hjembragt nogle autentiske "souvenier" fra vor ophold i Trankebar i januar 2012. Det er kinesiske potteskår, små stykker af kridpiber som i 1600-1700 tallet var meget populære prestige betonede at ryge på. De kinesiske potteskår skyldes at handlen også skete med Kina. De kinesiske fade/tallerkener var meget anvendte som ballast i datidens træskibe da dette materiale var tungt og ikke blev ødelagt af vand, men de kunne dog gå istykker. Antallet af potteskår som vi har kunnet finde tyder på at brækageprocenten må have været meget høj. Et særligt stort porcelænsskår har et flot kinesisk motiv.

Ordet Trankebar er den danske version. På indisk/tamilsk hedder stedet  THARANGAMPADY

Det var dog for svært at udtale for danskerne både idag og dengang!

  Sankar der fører opsyn med foreningens  hus Flora, og selv bor lige vedsiden af har en stor hobby, der går ud på at samle på mønter.  jeg Kurt Ebert har købt to mønter af ham fra Kong Frederik VI's tid (1808-1839) Tidsrummet omfatter de år hvor vor forfader gjorde tjeneste i Trankebar. Sankar har også givet mig en mønt fra den indiske herskers egen tid (985-1013). Endelig har jeg købt to kobbermønter med et øje fra samme tid som skal bruges som gave til vore to yngste kvindelige børnebørn nemlig Sigrid og Sophie. Jeg synes det må være sjovt for der to små piger med denne lille souvenir fra deres forfaders tid! Disse mønter var gangbare i de år hvor vor forfader var udsendt til Trankebar. På (i) mønterne kan man med forstørrelsesglas tydeligt se den danske konges navnetræk (FVI).

  Ifølge en historieforsker Inger Højbjerg var befolkningen i Trankebar nede på 1.979 indbyggere i 1835. Det maximale antal var på 3. 730 i år 1730. Der var på den tid ca. 90 danskere tilknyttet FORTET, heraf 4 officerer og 7 artilleribetjente samt menige soldater (indere/sepoyer)

  Omkring år 1800 havde man brug for mindst 70 mand til at op hale det anløbne skibs store anker der hver vejede mere end 2 tons. Besætningens størrelse lå på mellem 60-80 og 120-140 personer pr. skib efter  år 1750.

  Friederich og Emilie hjemrejse skete via den franske enklave PONDICHERRY, ca. 15 kilometer syd for Trankebar. På den tid var der i denne lille by både en fransk og en dansk honorær konsul og der er sikkert takket været et  godt samarbejde mellem de to konsuler at vor forfader fik sit kreditivbrev som muliggjode at ægteparret så at sige kom hjem på "konsulatets" regning. Byen hedder nu KARAIKAL

  Friederich og hans kone boede ellers standsmæssig under opholdet i Tankebar. Ved Paradepladsen lige ved siden af den i januar 2012 istandsatte guvernørbolig, som har fået sin  status tilbage som pladsens flotteste bolig  efter af have været "degraderet" til saltlager af englænderne efter deres køb af kolonien i 1845. Jeg Kurt Ebert har besigtiget guvernørboligen udefra. Den danske Trankebar Forening har bidraget til istandsættelsen.

  Friederich og hans kones bolig lå lige ved siden af. Huset ejes nu af en Luthers tamilsk organisation TELC.

Huset som stadig betegnes som den gamle danske kommandørbolig er bygget tæt op ad den nu restaurerende guvernørbolig på paradepladsen. Boligen er ca. 20 meter langt. Det har midt for 2 søjler som understøtter en balkon med 4 firkantede træsøjler hvor man kan sidde og se ud over eksercerpladsen mod Danskborg. På 2.salen er der et stort værelse med tremmer for vinduerene. Resten af huset er i en etage. Det er svært medtaget og taget er delvist styrtet sammen. Huset har stadig pæne fyldningsdøre af samme type som på guvernørens med de karakteristiske "muslingeformede" motiver i hjørnerne. Huset står aflåst og forfalder og fuglene synger på 2. salen sammen med et par jordegern der piler  gennem den åbne dør. Det er husets nye beboere. Ved siden af indgangsdøren er er indmuret en "mindeplade" for 25 års brug af kommandørboligen til TELC's religiøse undervisning. Jeg har taget et par billeder af kommandørboligen, som jeg med Bjørn Eriks hjælp vil forsøge at få vedhæftet til dette kapitel af min bog om Ebert slægten i Danmark.

  Den danske Trankebar Forening har forsøgt at få en lejeaftale med TELC men hidtil uden succes. Den protestantiske biskops embedsperiode er af kun 5 års varighed, og derfor kan han ikke lave en længere lejeaftale som danskerne ønsker og for danskerne er 5 år for kort en periode til at bekoste de omfattende istansættelser kommandørboligen vil kræve!

  Jeg har under vort ophold i Tankebar haft lejlighed til af fotografere nogle af gravstenene på Jerusalems kirkens kirkegård bl.a. Arabella Due gravsten. Hun døde  år 1889.

Van Teylingen, der var den sidste danske læge i Trankebar og som stod for udbetalingen af enkepensionerne til sin død i 1873 ligger begravet på den katolske kirkegård lidt udenfor Trankebar by. Selve hans hus i Stor Kongensgade er under restaurering af Bestseller fonden i januar 2012

  Hvornår Friederich og hans kone kom tilbage til København vides ikke nøjagtigt. Antagelig engang i løbet af 1838. Det var oplyst at hjemrejsen skete via Pondichérry. Det var på den tid en fransk koloni i det nuværende Indien, som endda var så betydningsfuld, at der også var udnævnt en dansk konsul i denne koloni i midten af 1840'erne.Og selvfølgelig også en fransk honorær konsul.

Pondichèry lå på den indiske østkyst ud til den bengalske havbugt. Den var den vigtigste af ialt 5 små franske enklaver på det indiske subkontinent og tjente som støttepunkt for Frankrig i dets koloniimperium i Asien (især Indokina). Pondichéry blev sammen med 5 andre kolonier tilbageleveret til Indien i 1954, men en del indbyggere - vel ca. 70.000 personer - har stadig fransk statsborgerskab (oplysning fra juli 2002 i Danmarks Radio)

  Byen der ligger ca. 15 kilometer syd for Trankebar hedder nu KARAIKAL og her kan man købe de vigtigste fødevarer bl.a. brød, og øl. Jeg "forelskede" mig i en lokal øl der hedder Kingfisher der ikke er så stærk og smager godt. 

  Forhandlingerne om salget af Trankebar blev indledt allerede i 1841 og i  1845 var aftalen færdigforhandlet. Danmark afstod for 1,1 millioner rigsdaler Trankebar og Serampore.

  Den 7.november 1845 fandt overdragelsen sted og 225 års dansk herredømme var dermed bragt til ophør.

  For en slægtshistorisk interessert person som Kurt Ebert er det lidt trist og nedslående at se at i indiske fremstillinger indskrænker omtalen sig til "Danish Fort constructed during 1620 AD by Naval Col Geddy with permission of Thanjavur King Ragunatha Naick". Admiral Ove Gjeddes navn og titel har inderne heller ikke kunnet stave rigtigt.

  Klimaet er utroligt hårdt ved alle bygninger, og kun 1-2 år efter istandsættelse forekommer en ny istandsættelse/vedligeholdelse stærkt påkrævet!

  Jeg tror at danske og indiske kulturhistoriske interesser bedst tilgodeses ved en lykkelig forening af enighed om at bevare de mest bevaringsværdige bygninger a la van Teylingens hus i Kongensgade som Bestsellerfonden har påtaget sig at restaurerer lidt a la Den gamle by i Århus og der afsættes økonomiske midler til en kontinuerlig financiering heraf. Ellers vil  Tankebar forsætte med at dø en stille og værdig død og Dansborgs mure blive skyllet i Havet som det allerede er tilfældet med fortets ydre ringmur og nogle af bastionerne.

                                                                      ooooo

  Ved folketællingen den 1.februar 1840 boede von Brockdorff -familien  i Store Kongensgade 260, på 3.sal.

  Friederich døde som 64 årig fra adressen Nyhavn 2 i København. Dødsårsagen var angivet som "betændelse". Det var anført at han var "Afskediget Major" og at han var gift.  Han blev begravet på Garnisons Assistens Kirkegård. Altså en aflastningskirkegård, og ikke den der lå/ligger lige omkring Kirken.

  Han var Kurt Eberts tiptipoldefar på mødrende side. At jeg nu i januar måned år  2012 har haft  mulighed for at aflægge et besøg i Trankebar kan næsten få hårene til at rejse sig på mit hoved.

  En fjern slægtning,  Georg Frederik August Schack von Brockdorff  født i 1807 og død den 17.april 1892 i København, gjorde som dansk sekondløjtnant af fodfolket tjeneste ved de vestindiske tropper i 1800-tallet, der var ansvarlig for den anden af de danske kolonier på de tid.

  Jeg (Kurt Ebert) har skrevet en artikel om Friederick von Brockdorff til foreningen for Tranquebar i Oktober 2004. Der er enkelte ændringer i det ovenanførte. Det et skrevet i Word. Jeg har ved selvsyn kunnet konstatere at kopien af min tiptipoldefars bestallings-brev er udstillet i museet i Trankebar (februar 2012).

  Iøvrigt er Ruth og jeg Trankebar Foreningens nuværende forkvinde Karin  Knudsen og hendes mand Viggo dybt taknemmelig for vidende introduktion til Trankebar under vort delvise samtidige ophold i byen i januar 2012, samt hyggeligt samvær i de par uger vi boede i "FLORA" og de i deres Hvide Hus tæt på.

  Kilder : Tranquebar-arkivet på Rigsarkivet, København

              Fktl 1840 for København

              Garnisons Kirkebog, KB nr.19/72, nr. 96,side 995 (Kontraministerialbog,X-kopi)

              Hans Gregersen: Trankebar, side 150-51. Wormianum 1987

              Kjølsen og Sjøqvist: Dansk Udenrigstjeneste 1770-1970, side 298 (Pondichéry).

              Raportage i Danmarks Radio i juli 2002 om Pondichéry.

              Husnumre i København før 1860 var matrikelnumre, ikke nutidens gadenumre

              Kurt Eberts iagtagelser under opholdet i Trankebar i dagene 8.januar til 2.februar 2012.