Tv. når det er "størst"
De første hvide mennesker i Trankebar.
Med kufferten pakket og alle de foreskrevne coronadokumenter i hånden tjekkede vi ind på Qatar Airways maskinen i
Kastrup som over Doha skulle bringe os til Chennai i Delstaten Tamil Nadu.
Vores forventninger var, at vi nok ved ankomsten i Chennai Lufthavn ville blive mødt af sundhedspersonale klædt
i heldragt, med temperaturmålere og testpinde i hals og næse og nogle timers ekstra ventetid.
Det hele blev gjort til skamme. Vi kunne, efter at et enkelt dokument var afleveret, gå direkte ud til den ventende chauffør,
som de næste 6 timer kørte os mod Trankebar i troperegnen, der på det nærmeste væltede ned.
Ved ankomsten til vores tidligere danske koloni stod Paradepladsen under vand.
Vores Maritime museum var godt fyldt op med vand, og alt så gråt og trist ud.
Dagen efter begav jeg mig op til Sct. Johns skole- en af Sct. Theresaordenens mange skoler i Trankebar. Her blev jeg mødt af en af de
gamle søstre. Bærer I ikke mundbind? var mit første spørgsmål. Jo, det skulle vi egentlig, men de fleste nægter det, både lærere og elever, og nu er de fleste
af os jo vaccineret. Eleverne havde været hjemsendt i halvandet år og var først for 2 uger siden kommet til bage til skolen.
En underlig fornemmelse og samtidig en lykkefølelse at komme tilbage til Trankebar efter
næsten 2 års nedlukning. Det mest mærkelig var, at vi ikke så et eneste hvidt menneske da vi landede i Chennai lufthavn.. sådan må de første danskere have følt
det, da de ankrede op på Coromandelkysten i 1620. Efter næsten 2 års sejlads og med over 200 af besætningsmedlemmerne døde, ankom de til den lille fiskerflække Tharangambadi,
hvor Admiral Ove Gedde havde fået en aftale med den stedlige fyrste Najken af Tanjore om at kunne leje et stykke jord, bygge en borg og opkræve skatter af handlen på stedet. Danskerne kunne ikke udtale navnet, så det blev til Trankebar.
De gik straks i gang med at bygge en borg på størrelse med Kronborg. De havde ingen tegninger med, men Admiralen Ove Gedde havde som et led i sin militæruddannelse i Holland lært at bygge borge.
Et par måneder
efter sejlede det første skib hjem mod Danmark med den første last, der mest bestod og krydderier og det højt skattede peber, hvis pris i København var på højde med guld. Således fortsatte handlen med moderlandet
de næste 225 år.. Der var opgangstider og nedgangstider, men på trods af den lange afstand til København og en sejlads rundt om Afrika, hvor sejltiden efterhånden var kommet ned på 7 måneder, var vi stolte af at have
en handelsstation så langt væk fra Danmark.
I 1706 kom de første missionærer til Indien. Det var Plutzau og Ziegenbalg, udsendt af den dansk tyske mission, som med et anbefalelsesbrev i hånden fra den danske
konge skulle udbrede det kristne budskab til de hedenske indere. – Det Ostindiske Handelskompagni, der sad på handlen, frygtede ballade. Det ville give problemer, og de satte straks Ziegenbalg i
fængsel på Fort Dansborg. Efter nogle måneder blev han dog Iøsladt. I løbet af kort tid gik Ziegenbalg ud blandt den lokale befolkning med det kristne budskab… Han må have været et sproggeni, da han i løbet
af de første par år havde lært sig det tamilske sprog i skrift og tale. Bibelen blev oversat til tamil, og efter få år startede byggeriet af ny Jerusalemskirken, som i dag har en menighed på over 3000 sjæle.
I de følgende år fik det kristne budskab en fast plads i en del af den tamilske befolkning. Især skete konverteringen blandt de fattige, som udover den hindukultur, som de stadig
dyrkede, nu havde fået en ny gud på banen, nemlig Jesus..
Danskerne byggede hospitaler, børnehjem og skoler over hele Tamil Nadu. Når man i dag nævner ordene Danish eller Danmark, så bliver man mødt
af en velvilje i hele Tamil Nadu.. Vi må have behandlet inderne rimeligt godt, da historien om os stadig betragtes som noget positivt. Der er jo også den forskel, i forhold til de andre kolonimagter, at vi kom fredeligt. Vi lejede et stykke land
og vi betalte en årlig afgift til Najken af Tanjore.
Nu var vi kommet tilbage til vores Trankebar efter næsten 2 år. Vi, Marga Krenzen , tidligere efterskolelærer, Knud
Helles , tidligere gymnasielærer fra Troense og jeg, tidligere forstander for Vestfyns Efterskole i Tommerup.
Mit første møde med Trankebar var i 1986, da jeg kom til Trankebar som led i et besøg på en indisk
efterskole beliggende 300 km fra kysten. Som del af rejsen havnede jeg i Trankebar, vores gamle danske by, som jeg kun havde hørt om fra min barndom i folkeskolen. Klokken var 7 om morgenen, vi passerede igennem Landporten, gik ned ad Kongensgade.-
På min højre side Jerusalemskirken , til venstre Zionskirken, der var danskernes første kirke. –ganske mageløst. Bygningerne stod her jo endnu efter snart 400 år.- Men, de trængte godt nok til noget vedligeholdelse.
Efter kort tid kom vi ned til Fort Dansborg, der lå i strandkanten ud mod Den Bengalsk Havbugt. ”Museum”, stod der ved indgangen til fortet. 2 rustne kanoner, et mølædt dannebrogsflag og smuldrede dokumenter i beskidte skabe..
det var fortællingen om danskernes fortid på stedet.. Vi blev i Trankebar i 4 timer, og kort tid efter rejste jeg hjem til Danmark godt belæsset med indtryk og en følelse af, at vi må da gøre noget. Vi kan da ikke bare
tillade os ikke at vedligeholde vores gamle danske kulturarv. De følgende år besøgte vi Trankebar- flere gange med efterskoleelever, hvor vi fortalte historien på stedet.
I
2002 fik tog vi mod til os. Stiftede foreningen Trankebar. Vi fik en renoveringstilladelse til at renovere den første del af Fort Dansborg. Startede med at bruge 100.000 af vores egne penge, hvorefter der kom en lille donation fra Dronning Margrethe
og en check fra et par danske fonde. Det satte skub i vores arbejde. De følgende år renoverede vi danske gravsteder sammen med Nationalmuseet, så kom Tsunamien og fiskerlandsbyen blev revet væk med 700 døde sjæle. Vi byggede
stor granitkystsikring . Vi fik renoveret den danske Guvernørbolig over for Fortet. I 2017 grundlagde vi Dansk-Indisk Kulturcenter på hjørnet af Paradepladsen og Dronningensgade i den tidligere
Kommandantgård. Vi fejrede indvielsen med en fest for alle byens skolebørn på Paradepladsen.
Vores Kulturcenter rummer ” Dronningens historiske bibliotek” og Trankebar Maritime Museum, hvor vi i 2019 havde 11.000
besøgende. Vi har de sidste 5 år lavet højskolekurser, hvor vi fortæller historien på stedet for en lille gruppe danskere. Knud Helles og jeg giver hver gang, vi er i Trankebar, aftenundervisning i de lokale skoler .
Foreningen Trankebar startede 400 års fejringen med afrejsen fra Kronborg af de danske skibe mod Indien i år 1618. Det fejrede vi med at leje Kronborg i november 2018, hvor vi havde den glæde, at Kongehuset deltog med Hendes kongelige
Højhed Prinsesse Benedikte.. vi havde håbet at kunne fejre danskernes ankomst til Trankebar i september 2020, men så kom Coronaen og skubbede det hele 2 år..
Under nedlukningen har vi haft indiske håndværkere
til at renoveret selve Kommandantens hus og vores lokale mand, Mr. Sankar, som også leder vores maritime museum, er ansat som byggeleder. Jeg får daglige fotos over nettet og følger dermed arbejdet så tæt, som det har kunnet
lade sig gøre fra Tommerup på Fyn.
Nu står vi her så i Trankebar. 3 hvide mennesker og føler os som de første hvide, der ankom til Coromandelkysten for 400 år siden.. De gik straks i gang med at
bygge en borg. Det tog 2 år og den står her endnu. Den ser trist ud i regntiden, men bygningen er solidt lavet af lokale indiske håndværkere, og en flok tilrejsende danskere, som hverken kendte sproget eller kulturen, da de landede
på stranden af den lille fiskerflække Tharangambadi.
Efter en lille uge i Trankebar holder regnen op. Solen vender tilbage og livet kan igen begynde. Livet fortsætter som altid. Fiskerne går på havet hver morgen.
Trankebar er ved at få lavet en kæmpe fiskerihavn, så store trawlere kan ligge i læ sammen med de klassiske indiske små aflange fiskerbåde. Vi besøger alle skolerne. Vi giver aftensskole på det nybyggede College
for unge kvinder som Søster Karuna, den tidligere leder af Sct. Theresa Convent har formået at få opbygget gennem de seneste par år, og som nu rummer 520 elever, hvoraf kun halvdelen kan betale skolepenge, da de kommer fra fattige
familier. Søstrene i Conventet laver et prisværdigt stykke uselvisk arbejde. Udover børnehjem og skoler for mere end 3000 elever, har de et kvindeprojekt, der tager sig af 700 enker og udsatte kvinder.
Vi får besøgt
den lokale District Collector 30 km fra Trankebar. En venlig kvinde, som fortæller at hun har besøgt Trankebar og vores lille museum som har gjort stort indtryk på hende. Collectorsystemet bestod af lokale indiske embedsmænd som englænderne
satte til at styre deres egne borgere. -Det er stadig vigtigt at have et godt forhold til de lokale embedsmænd og især, når man som vi, kommer udefra. Collectoren kunne fortælle os, at man var ved at renovere Guvernørboligen
efter at regntiden havde ødelagt taget, og der vil blive lavet en ekstra kystsikring rundt om Fort Dansborg og andre tiltag til gavn for de efterhånden mange turister, som normalt besøger Trankebar.
Regnen
er nu holdt helt op, solen skinner og Trankebars befolkning lever deres liv som før Coronaen . Eneste forskel er, at regeringen har forbudt større arrangementer og søstrene fandt det fornuftigt af aflyse den normale juleafslutning med
de 2000 elever og deres forældre, hvor vi danskere plejer at bliver inviteret med før Jul.
Corona- nedlukningen har betydet, at vi kun har haft 2000 besøgende det sidste år på vores museum. Vi har dog, når
det har været muligt, holdt museet åbent. Det er vigtigt for os at vise vores tilstedeværelse i Trankebar, selvom vi ved at det ikke kun er vores kultur, men en fælles indisk -dansk kultur vi repræsenterer på stedet, og
det er vi meget opmærksomme på.
Den sidste dag havde vi planlagt at fejre en ny Regnen er nu holdt op, solen skinner og Trankebars befolkning lever deres liv som før Coronaen . Eneste forskel er,at regeringen har forbudt
større arrangementer og søstrene fandt det fornuftigt af aflyse den normale juleafslutning med de 2000 elever og deres forældre, hvor vi danskere plejer at bliver inviteret med før Jul.
udstilling af danske billeder
af fotograf Bert Wiklund på vores museum… Det blev på det nærmeste et tilløbsstykke. Vi havde dagen før udsendt en pressemeddelelse om udstillingen. Der kom journalister fra 12 aviser, All India Radio og TV produceret
til 20 TV stationer i Tamil Nadu… optaget på 2 håndholdte mobiltelefoner. Og broadcastet til 72 millioner.. ganske imponerende.
Efter en PCR test på det lokale Government
hospital kunne vi begive os mod lufthavnen og lande i Kastrup dagen efter til en ny Corona test ved gaten..
Poul Petersen. Tidligere efterskoleforstander på Vestfyns Efterskole
Best. formand i Foreningen Trankebar.