| Levnedsløb for Enken, der hensov den 30. April 1843 i Christiansfeld, Søster
Benigna Barlach f. Bacherius. Den salige Søster Barlach, har om sin gang her i Livet ikke efterladt noget skriftligt. Derfor
kan der kun meddeles følgende Lidet: Hun var født paa Trankebar den 24. Marts 1774. Hendes Far, en Svensker, var Missionær
der. Hendes Mor døde snart efter Benignas Fødsel. Hun var overladt til en Negerinde til Pleje, og
denne, som det snart viste sig, var en ondskabsfuld Person. Dette havde ogsaa en uheldig Indflydelse paa Spædbarnet og hun led gennem hele Livet of
Følgerne heraf. Da hun var fyldt 2 Aar, døde hendes Far. Fra nu of var hun som Vajsebarn helt overladt
til de Farvede, indtil et andet Missionærpar, der opholdt sig i Nærheden, tog sig af hende. De benyttede hende som Barnepige. Ved denne
Gerning kom hun igen meget sammen med de Vilde, og det smittede af paa hende, saa hun lærte megen Daarligdom og Synd. Saaledes voksede
hun op uden en egentlig Opdragelse. Kun ved at følge sine Lyster. Men da der nu bød sig en Lejlighed for hende til
at høre Guds Ord, og til at holde hende alvorligt til det Gode, mærkedes det, at Hellig Aanden arbejdede ved hendes Hjerte: Hun
var da ogsaa urolig for sin Sjæls tilstand, dog kom det ikke endnu til en sand Forandring i hendes Sjæletilstand,
ej havde hun et alvorligt Forlangende derefter. Den 6. Januar 1794 indgik hun Ægteskab med en Missionær,
Broder Conrad Barlach, som allerede havde staaet 10 Aar i Tjenesten. Ægteskabet blev velsignet med 7 Børn,
hvoraf de 6 allerede i den spæde Alder blev kaldt hjem igen. Hendes ældste endnu levende Datter er gift med Forstanderen i
Brødre Menigheden. Broder Luther i Naudietendorf. Ligesom denne Datter havde været og stadig er sine Forældres
store Glæde, saa var dog Mindet om hende og hendes Haabefulde Søn, den kære Bedstemor til stor
Glæde og Opmuntring og var da ogsaa stedse Genstand for Mormors Forbøn. I
Aar 1797 da Missionsstationen i Trankebar blev opgivet, begav hun sig sammen med sin mand paa den lange og farefulde Sørejse, som varede fra 11. Februar
til 3. Juli. De landede i København fuld af Lov og Tak, for den Naadige Bevaring i saa mange Farer. Deres foreløbige
opholdssted blev dem anvist i Christiansfeld. I Ekernførde hvor Barlachs Forældre endnu levede blev de modtaget og nød
disse Kærlighed og Omsorg. Hertil kom de den 13. September. Den 30. juni 1800 fik hendes mand et kald til De Dansk Vestindiske Øer.
De rejste dog først til Tyskland, hvor de i Kleinvelka ved Bautzen besøgte deres 2 Børn,
hvor disse var sendt hen til Skole og Opdragelse. I Herrnhut blev hendes kære Mand ordineret til en Diakonus i Brødre Menigheden
og efter et velsignet Ophold her, rejste de til Altona hvorfra de med et Skib fra Vestindien den 30. maj gik under Sejl. | Allerede den 9. Juli naaede de til Vestindien og naaede til Sct. Thomas og blev den
samme Dag bragt til Niersky, der var deres Bestemmelsessted. Med tak til Gud tiltraadte de deres nye Gerning sammen med de andre Medarbejdere. Her paa Gudsageren hviler 2
af deres Børn og Sct. Arvig hvortil de senere blev kaldet. I Kleinwelka er der 1 af deres Børn. I
Aar 1807 kom de tilbage til Christiansfeld, hvor de skulde nyde deres Otium. Den 3. Marts 1832 tog Herren hendes tro Ægtemand til sig. Hvad hun havde mistet
i ham, kunde hun kun fornemme som Smerteligt. Græd da ogsaa mange Taarer efter ham og gav ham med fuld ret det Vidnesbyrd, at han stedse havde
været en tro husbond og en god Far for deres BØrn som altid havde baaret hende i stor Taalmod og i beskæmmende
Kærlighed. I Aarene af hendes Enkestand har hun oplevet Gud Herrens Beskyttelse og Bistand i Særdeleshed.
I svaghed søgte hun dog hen til ham, der sletter Synd og ham der ogsaa var hendes Frelser og sukkede til ham om Forbarmelse for sit uværdige
Barn, indtil han fandt Bønhørelse. Tiden for hendes Vækkelse
opstod omkring Fødselen af hendes 2. Barn. Da erkendte hun først sin ulykkelige aandelige Tilstand, og at der ogsaa var
Redning for hende. Dog i sin store Nød viste Frelseren sig for hendes Aandelige Øje, som hendes Forsoner,
der har slettet al hendes Synd, saa hun i Tro kunde antage ham. Denne Tid var for hende uforglemmelig. I Aar 1840 blev hun hjemsøgt
af en svær Sygdom, af hvilken hun dog kom sig igen. Dog havde hendes ellers saa robuste Sundhedstilstand faaet et knæk, saa hun
aldrig senere blev helt rask. Ved Begyndelsen af dette Aar indstillede der sig Symptomer paa Vattersot (vand i kroppen) og
sygeligheden tog til, indtil hun i Slutningen af Marts blev alvorligt Syg, baade i Aanden og i Legemet, saa vi ofte maatte bære hende
frem i Bøn til Guds Forbarmelse og Naade, til ham der ingen Synder støder bort, som i Ydmyghed bøjer
sig for ham. Dette gjorde hun ogsaa i klare Øjeblikke og vidnede, at der hos hende ikke fandtes noget godt og at hun kun vilde begive
sig ind under Naaden. Og saa var hun rede til at bede om Forladelse, hvis hun havde saaret nogen. Den 29. i denne Maaned blev der paa hendes
Ønske sunget nogle Vers. I hendes sidste Levedage ytrede hun sig flere gange om, at hun var rede til at gaa herfra.
Den 30., under hendes Korfest i den første Morgenstund, gled hun stille og roligt ind fra Tro til Beskuelse i en Alder af 69 Aar
og 5 Uger. | |